Hej dig.

Jeg besluttede mig pludselig til, at det her brev jeg egentlig ville skrive, betød noget dybere for mig, og derfor tror jeg jeg bare vil skrive løs. Se hvor tankerne bærer mig hen. Jeg ved det ikke helt, men hvem gør nogensinde det. Måske offentliggøre jeg det, måske ikke. Dybest set, tror jeg, jeg er på vej hen et sted hvor min inspiration til at skrive også er. Problemet er bare at det er et sted jeg ikke rigtig kan li'. Her er mørkt og fugtigt og jeg føler mig fanget. For at slippe fri må jeg skrive, og i friheden finder jeg ingen inspiration til den del af mig selv jeg holder så meget af. Den del af mig der kan skrive stolpe op og stolpe ned om et eller andet dybest set fuldstændig lige gyldigt. Men igen samtidig det sted hvor målet i sig selv ikke er vigtigt. Det er vejen dertil der er spændende. Det er lidt af et paradoks egentlig. Uden at jeg på nogen måde er tilhænger af paradokser er jeg fanget i et univers der er så fuld af dem at det halv kunne være mere end rigeligt.

Hvorfor er kærligheden så skadelig for personligheden, men samtidig så nødvendig. Hvorfor kan folk ikke bare sige sandheden, uagtet at man ved det vil ødelægge andre. Hvorfor skal det være så besværligt at være menneske. Hvorfor kan ting ikke bare være simple. Være hvad det giver sig ud for at være. Så en pige er en pige, og hun skal gifte sig med en mand. Den eneste ene selvfølgelig, som står bag ved dør nr. 1. Og bag dør nr 2, er der ingen, for der kan ikke være en anden drømme mand end ham bag dør nr 1. Men igen paradokset. En simpel verden ville være kedelig. Ingen spænding. Jeg hader jagten på kvinden i mit liv, mens den står på. Og når jeg har fået fat i hende, ville jeg ønske jagten kunne have varet lidt længere. Jeg hader spænding, og alligevel søger jeg den med alt hvad jeg har i min krop. Jeg hader ensformighed, for det er den ultimative mangel på spænding. Paradoksalt egentlig.

Ja jeg godt jeg burde ringe. Specielt nu hvor jeg har inderligt brug for det, men det er bare så nemt at glemme i den her accelerator af ledighedens bureaukrati ondskabens beskæftigelsesminister har kastet over landet i et forsøg på at piske os til at gøre noget for at få arbejde. Altså Jesus skabte vin af vand og brød af sten. Han var (i pragmatikeres øjne i hvert fald) bare et menneske, så må de ledige jo også kunne skabe arbejde ud af den bare luft. Jeg føler ikke tiden er min egen mere og heller ikke at livet er mit eget. Jeg hader det. Og alligevel elsker jeg spændingen. Det mest irriterende er at være afhængig af mennesker der bare overhovedet ikke har nogen som helst forståelse for min og mine ligesindedes situation. Bare at vente på Cæsars dom over gladiator kampen. Har man gjort sig fortjent til en dag mere i Colosseum eller bliver den her dag den sidste. Okay, måske bare om man nu får sit job eller ikke. Det føles bare som en gladiator kamp, hvor man er oppe mod nogle kræfter man ikke kan håndterer.

I takt med, jeg i hvert fald, føler jeg skal nå mere og mere, får jeg tid til mindre og mindre. Jeg når mindre og mindre. Jeg burde løbe. Jeg burde spise sundt. Jeg burde passe på mig selv, men hvorfor. Hvad er det jeg vil opnå. Endnu en fiasko. Endnu et nederlag. Det er jo ikke fordi jeg ikke har oplevet succes. Nu sidder jeg bare ned og lader den ene fiasko ramme mig efter den anden. Jeg er sikkert ikke den eneste. Og min eneste rigtige tanke er misundelse og jeg hader det. Hvorfor kan andre opleve så meget held, når jeg intet får. Jeg har da oplevet perioder hvor tingene har lykkedes for mig, men det har aldrig været nemt. Måske er det mystisk at tro at held kommer til andre uden de har kæmpet for det. Det ser bare så nemt og ubesværet ud. En veninde der oplever der perfekte bryllup, eller så tæt på man kan komme. En anden veninde der bliver inviteret på 5 stjernet hotel til sin fødselsdag. En tredje der skal til New York, fordi kæresten fik lyst. Og et liv der bare sejler. Det eneste spørgsmål der står tilbage er hvorfor???

Nogle gange får jeg den her rent fornuftsbaseret tanke, at hvis det her er livet, hvorfor så leve det. Det er hamrende ligegyldigt hvad jeg tror og mener. Gør eller siger. Hvem ville nogensinde huske det. Jo måske en generation og så er det det. Det er vel egentlig heller ikke så vigtigt. Bare jeg har følt jeg har levet livet. Men det gør jeg ikke. Jeg føler jeg er låst fast af nogle lænker jeg ikke kan slippe fri af. Jeg er bundet fast til en tanke om at mr. Orange er svaret på alt. Han kaldes også mr 95%, fordi 95% (eller hvor meget det nu lige er) af befolkningen passer ind i den model han er bygget på. Og den passer jeg selvfølgelig også ind i. Selvfølgelig gør jeg det. Mor lille kan ikke flyve, En sten kan ikke flyve, ergo er mor lille en sten. Jeg er et menneske. Mennesker er ret ens. Ergo kan jeg passes ind i en lille model. Men mr. Orange er bygget på menneskers ydre. Deres kropsform og kropsfunktion i forhold til et fly. Og nu også til biler. Hvad har det med mine følelser at gøre.

I skyen af elektronisk kommunikation føler jeg mig bare overset. Alt skal gå så forbandet hurtigt at der ikke er tid til at reflekterer. En sms er rigeligt til at forklare en hel dags oplevelser. ”Hvad så????”..... ”Ik, så meget.... Hvad så???????”........ ”Ik så meget”. Og det er det. Ikke noget om at en eller anden mand faldt over sine egne ben og du hjalp ham op igen, hvorefter han takkede og bød på kaffe. Der fandt du så ud af at i faktisk er i familie og du pludselig fik fordoblet din familie. En barnedrøm der pludselig gik i opfyldelse. Ikke noget om at en mand fik nyst dig i nakken, uden at sige undskyld. Forkasteligt egentlig. Men nyser da ikke på nogle, og hvis man gør, så kan man da i det mindste sige undskyld. Ikke noget om at Tanja pludselig skrev en sms, om man kunne bytte en vagt fordi hun egentlig skulle noget, jeg ikke kan huske lige nu. Egentlig bare et resultat af at hun ikke havde tjekket skyen ordentligt og fået forkert nummer. Hvis man havde ringet, havde man sagt undskyld, men en sms. Nej da den ignorerer vi og sender den rigtige besked i stedet. Der er ingen dybe fortolkningsmuligheder i sms'en. Eller er det i virkeligheden fordi vi ikke føler hverdagens banaliteter er for små til at fortælle videre. Verden er blevet global. Det er kun de store nyheder der gælder nu. Alle vi små mennesker med almindelige problemer er ikke rigtig interessante mere.

Måske er virkeligheden i stedet at jeg føler mig overset. Af mig selv. At jeg har mistet overblikket over mit eget liv. Jeg har glemt at holde øje men kompasset og er drevet ud i en storm jeg ikke burde have forvildet mig ind i. Det er måske mest af alt virkeligheden. Jeg har glemt mig selv og derfor har jeg glemt dig. Måske er grunden til jeg ikke kan få succes, fordi jeg kæmper på en andens præmisser end mine egne og endda på udebane. Eller også gør jeg bare hvad danskere gør bedst. Brokker mig.

Nej den her smøre handler i virkeligheden om at jeg savner fordybelsen der ligger i et brev. Jeg savner det lange brev, hvor man kommer i dybden med det man oplever. Hvor man fortæller og får fortalt tingene på en ny måde.

Jeg har det allerede bedre nu. Meget bedre.

Jeg deltog i det perfekte bryllup. Eller det næsten perfekte bryllup i hvert fald. Jeg er stolt over jeg var en del af en sluttet flok. Jeg nød hvert syn, hver duft, hver lyd , hver smag og hver følelse. Jeg har aldrig i mit liv set så smukke mennesker. Det er helt utroligt hvad en lykkefølelse kan gøre ved det menneskelige udseende. Jeg gik derfra med håb og en glæde der ikke kan udtrykkes i ord. Jeg ved at miraklernes tid ikke er forbi endnu. Jeg ved også det ikke var nemt. Jeg var selv en del af det. Men det lykkedes til sidst. Men jeg kan godt være lidt i tvivl om det er mig forundt at opleve et sådant mirakel.

Jeg sendte en veninde afsted dagen før hendes fødselsdag på en rejse til sol og sommer. Et godt hotel og en dejlig rejse. Hun fortjener det. Livet har ikke været godt ved hende. Nu fik hun en lille pause, før jeg igen tæsker løs på hende med problemformuleringer og afgrænsninger, afsnitsopbyggelse og metode. Jeg har lovet at hjælpe, men det bliver ikke nemt.

Om ikke så længe er en på vej til New York. Jeg ville gerne opleve byen selv. Men hun kommer først. Hun har arbejdet hårdt for at komme afsted, så hvordan kan det ikke være hende det forundt at komme afsted. Kæresten har vist også lidt mere end en lille del i det. Det har ikke været nemt. Men det bliver godt.

Og så er der mig. Mit liv sejler. Men mit skib holder. Det er en optimistjolle ;-)