En ensom mariehøne spankulerede op og ned ad et skræppeblad. Den bekymrede sig tilsyneladende ikke om verden, var tilsyneladende ligeglad. Ligeglad med vejret, ligeglad med sportsnyheder, ligeglad med hvem borgmesteren af byen var. Den spankulerede bare frem og tilbage, tilsyneladende opslugt af sine egne tanker. Hvis mariehøns kan have tanker, vel at mærke.
Jeg satte mig på knæ og stirrede tryllebundet på det lille væsen. Allerede som lille elskede jeg små insekter, ligefra myg til mariehøns…
Jeg tog mit syltetøjsglas og gik i ”kampposition.” Altså, jeg lagde hånden for øjnene så fjenden ikke kunne se mig. Jeg åbnede låget og… vips! Mariehønen var fanget!
”Hvad skal den hedde mor?” Jeg stirrede op i hendes ansigt, der var præget af smerte over et eller andet, jeg ikke kunne gennemskue. ”Hvad med Hubert? Eller Georg? Eller hvad med Timmy?”
”Ja, det er fint,” svarede hun i en ligegyldig tone. ”Det er godt med dig.”
Hvad var der galt? Hun plejede da at løfte mig op og fortælle hvilken stor kriger jeg var.
Hun åbnede døren ind til huset. Jeg fulgte tavst efter. Min beslutning var truffet. Han skulle hedde Hubert.
I stuen sad far og læste sin avis. Normalt plejede han bare at grynte et goddag, men da han så mig, sprang han op fra sofaen og omfavnede mig. Gav mig en af de svingture jeg så længe havde savnet. Og han pegede på min krigsfange og spurgte: ”Sikke en flot Mariehøne, Tim! Hvad hedder den?”
”Hubert!” svarede jeg stolt, og rakte ham glasset.
”Skal vi ikke lege lidt med Hubert?” fars øjne strålede. Han var næsten mere ivrig efter at lege, end jeg var. Og så begyndte vi ellers at lege. Vi gik på opdagelse i junglen og fangede vilde dyr. De fik alle et navn og et hjem i et syltetøjsglas. Det var så længe siden vi sidst havde leget. Så længe siden han havde haft tid til mig. Jeg glemte helt mor. Hun forsvandt til et afsides rum, for at være alene en tid.
Da hun kom udenfor, havde hun rander under øjnene. Ja, det kunne meget vel ligne, at hun havde grædt. De skjulte noget for mig, men jeg glemte snart at grunde over det. Jeg levede i nuet. Levede den aften fuldt ud.
Måske er det derfor jeg husker den aften, som var det i går. Hvordan vi legede, hvordan vi lo. Mig og far. De to store junglejægere. Gad vide, hvorfor han pludselig ville lege, gad vide hvorfor han pludselig havde tid til mig?
Da jeg vågnede næste dag hørte jeg sirener. Jeg kan stadig høre dem, når jeg lukker øjnene. Jeg kan stadig mærke de tårer, jeg græd…