I den stille by havde Morgendisen sænket sig som et gråt tæppe over den sovende bebyggelse. På den yderste bænk ved byens eneste busstoppested sad Astrid, indsvøbt i en for stor uldfrakke, der havde tilhørt hendes far. Hun kiggede med tomme øjne på den tomme vej, som sjældent blev brudt af andet end de lokale børns cykler. I hendes hånd var en enkelt rødbladet gren knuget så hårdt, at knoerne blev hvide.

En udefinerbar uro dirrede i hende hver gang hun hørte skridt på vejens asfalt, hver gang buskenes blade raslede i efterårsvinden. Det var som om hendes hemmelighed vibrerede i takt med hendes hjerteslag - for hurtigt og for vildt.

Det havde været tre måneder siden hun havde set ham, ham med de krøller og det skæve smil, som kunne få solen til at blegne. Tre måneder siden hun havde lovet at tie stille, ikke af frygt, men af en ubetinget, rå kærlighed der slog rødder dybere end de gamle egetræer i parken.

En fugl kvitrede et ensomt fløjt fra et nøgent træ, og Astrid lod sin hånd glide over den kølige bænk, hvor indridsninger af initialer og hjerter vidnede om andre tider. Hun havde skrevet deres navne der, hjertet mellem dem var ufuldstændigt, afbrudt af hendes pludselige tvivl.

Da bussen endelig dukkede op i horisonten, rejste hun sig langsomt op. Den røde gren faldt fra hendes hånd og landede lydløst på det fugtige fortov. Hun trådte ind i bussen med et suk, der bar på både lettelse og en nagende, sødmefuld smerte. Hemmeligheden var hendes at bære, et stumt vidne om en kærlighed, så stærk at selv efterårets voldsomme vinde ikke kunne rive den ud med rødderne. Men hver dag ved busstoppestedet med en gren i hånden, mindede hun sig selv om, at hemmeligheder, ligesom årstiderne, med tiden vil skifte, give slip, og måske, en dag, blive til noget nyt, noget der kan blomstre åbenlyst under himmelens brede buer.