Vi var til børnefødselsdag hos Kristian. Han blev 9 år. Der var gjort en masse ud af det ude i baggården denne varme sommerdag. Der stod også et lille anlæg, som spillede musik - bl.a. Kim Larsen. Baggården var stor og kringlet med en masse træer og gode gemmesteder. Jeg havde været der et par gange for at lege med Kristian før. Vi var ikke bedste venner, men vi kunne sagtens finde ud af det. Det var kun drengene fra klassen, som var inviteret. Vi var vel i alt omkring 10 drengebørn. Hele herligheden startede med, at forældrene gav os hver en slikpose og fortalte om programmet, som lød sådan:
- Først lidt slikpose
- Skattejagt i gården
- Spise kage og se tegnefilm i stuen
- Hjem
Det lød meget som alle andre fødselsdage syntes jeg, men slikposen var nu meget interessant alligevel. Da vi havde gumlet lidt af posens indhold, sagde moren, at det nu var tid til skattejagten. Hun sagde: "I skal bare finde post 2-4-5. I må endelig ikke kigge i post 1 og 3". Det var det. Mere fik vi ikke at vide. Moren sagde videre: "Jeg fløjter om lidt og så går det løs med skattejagten. ". Jeg stod forvirret og tænkte, hvordan jeg mon skulle finde post 2-4-5 og hvad der var i dem. Var det i rækkefølge de skulle findes? Og hvorfor måtte vi ikke finde post 1 og 3? Moren fløjtede og alle de andre børn stormede afsted med vilde blikke i øjnene, som blodhunde med mangel på blod. Jeg stod stadig forvirret tilbage og spurgte moren: "Skal vi finde dem i rækkefølge? ". Moren kiggede mærkeligt på mig. Hun kiggede på faren og sagde: "Tror du han er syg? ". Faren sagde: "Nej han skal bare lige finde sig selv". Jeg så, at de andre børn stormede rundt, mens de havde en fest. Der var tilsyneladende ingen, som havde fundet nogen post endnu. Jeg syntes, det var lidt ubehageligt at stå her ved moren og faren efter samtalen, så jeg spankulerede lidt rundt i gården. '2-4-5' gentog jeg for mig selv. Hvorfor ikke de andre poster? Var jeg den eneste, der var forvirret her? Det så det ud til. Jeg måtte bevæge mig hurtigere ligesom mine klassekammerater. Alle løb nu rundt. De andre havde det stadig sjovt og det udviklede sig til en fangeleg imellem dem. De havde nu glemt alt om skattejagten og moren og faren stod og klappede af cirkusset. Kristian, altså fødselsdagsbarnet, satte heller ikke spørgsmålstegn. Jeg syntes ikke, det her var sjovt overhovedet. Endelig fandt jeg ved min fod en lille våd note med et 4-tal på, som lå på græsset i gården. Nu var jeg glad og tryg og ville endelig få svar. Jeg løb hen til forældrene med den våde note. Moren kiggede igen mærkeligt på mig og sagde til faren: "Lad os ringe hjem til hans forældre, så de kan hente ham. Det er vist ikke for godt det her". Faren gik ud og ringede...