"Der er nu alligevel noget frigørende ved ikke at have nogen retning eller mål at sigte efter." lyder det mumlende og næsten hviskende svagt i rummet.
Der lyder prompte en bebrejdende tilbagemelding: "Men er der da nogen der har sagt, at du er tvunget til at følge nogle bestemte spilleregler eller bestemte retningslinjer?"
"Nej, men jeg er bare alligevel lidt betænksom..."
"Over hvad?"
"Anerkendelse fra andre og fra mig selv... at jeg spilder min tid."
"Men det synes du jo at du gør uanset hvad, gør du ikke?"
"Jo, men jeg ville gerne føle at jeg ikke gjorde. Det er bare noget sværere at anerkende sig selv og sin egen retning og orientering, hvis resten af verden konstant spænder ben for én. Hverdagstrummerum, stress og..." og en tænkepause, tak.
"Og hvad?"
"Pest. Mit eget fordærv."
"Det er dig selv der har sat det i gang. Du tænker for meget!" lød endnu et prompte og råddent svar, der giver ekko mod mit kranie.
"Så ansvaret er mit nu? For hele verden? Du lyder præcis som min mor."
"Mere eller mindre, ja."
"Og hvad er så planen nu? Det samme som altid?"
"Ingen plan."
"Målsætninger?"
"Sikkert formuldede og rådne. Det er vel derfor her lugter af vådt papir og kælder. Forfærdeligt indelukket klima."
"Det lyder rigtig meget som en glidebane..."
"...som du har været på i 17 år", runger svaret som var vi i et ekkokammer.
"Halvdelen af...", ("Halvdelen af dit liv..."
"...dit liv indtil nu." "...er allerede gået nu. Tik-tak-tik-tak! Gninter trekrof, tasdoM sumsaR...")
"Frigørende tragikomisk?"
"Ja, eller tragikomisk frigørende."
"Du sidder her i hvert fald stadigvæk uden at have bevæget dig i nogen retning de sidste 17 år."
"Tid er vel også en eller anden retning?"
"Tja, mod døden og hurtig forglemmelse. Folk fortsætter nok deres liv og mindes sikkert kun en sjælden gang i mellem om dig til den tid. Mandag er det arbejdsdag igen, og der er nye ordre på hverdagssamlebåndet."
"Så hvad er så planen?"
"At slå tiden ihjel!"
"...med et eller andet brugbart?"
"Nej, bare helt ihjel. Frigjort fra tid og rammer", svarer jeg udødeliggjort i den forkerte retning, alt for tragikomisk foreviget på papirets linjer.