Man sidder her ud på de sene timer, og tænker på om, hvilket menneske man en gang bliver. Får man nogensinde den virkelige kærlighed at føle - og får man nogensinde givet den?
Bliver man en lykkelig familiefar? Eller en ensom desperat vildfaren sjæl, der vil forsvinde i mængden. Bliver man verdensberømt eller verdensfordømt?
Vil man blive husket når man en gang står hos skt. Peter?
Vil man nogensinde få udrettet noget, og vil man bringe glæde eller sorg?
Vil man selv finde svarene, eller vil andre gøre en opmærksom på dem?
Disse sene timer bag forvirrede drømme og, måske aldrig opfyldte, drømme føles livet så uendeligt langt og ubegribeligt stort, at håbløsheden næsten er lige så stor.
Tankerne om at man måske aldrig når i mål som en lykkelig mand, gør foråret til vinter.
Hvis blot der var en, der kunne følge mig på vej og lette min vandring ad den tågede landevej, ville den nok ikke være så tåget endda.
Men, hvem skulle dette være? Hvem skulle kunne følge mig uden at blive såret? Og hvem ville forstå min så tågede gang?
Måske svaret er derude. Måske i morgen jeg får mit svar og måske letter tågen og måske den lille tulip var den rette. Måske ikke.
Svaret er i morgendagen - gid den bare ikke var så mange timer væk.