Nogle gange... nogle gange må man bare sætte sig ned og skrive. Skrive for at se om der kommer et fornuftigt stykke tekst ned på papiret. Det er nok sjældent at det sker. Eller sådan da. Det er nok sjældent at teksten bliver noget værd. Andet værd end hvad man selv vurderer den til. Og det er vel også noget... er det ikke? Altså hvad man vurderer den til. Men inden i, er der også en flamme. Og den handler ikke om hvad man selv gør tingene værd. I hvert fald ikke min flamme. Flammen brænder i stedet for, blot om at ende med de store. Eller bare de mellemstore. Eller bare de mellemste. Eller faktisk bare at kunne leve. Leve af at skrive. Rim... stærkt.

Men først kommer spørgsmålet. Er man god nok... er jeg god nok. Glemte jeg et spørgsmålstegn? Nej, fordi spørgsmålet er retorisk... du kan ikke svare på det. Men du er velkommen til at prøve. Det konkrete og ikke retoriske spørgsmål handler i virkeligheden ikke om mig, men om alle andre. Kan alle i virkeligheden sætte sig ned og skrive en tekst? Er jeg, eller vi, bare blevet fodret med flere komplimenter end de andre? Er det bare omgivelserne der har givet et ekstra skub i denne retning, og slet ikke mig der har noget at byde på? I virkeligheden kan alle måske skrive en tekst, de gør det bare ikke. Og deri ligger forskellen på mig og dem.

Måske. Måske ikke. Time will tell.