Pigen græder.
   Hun sidder på sin seng og hulker dybt ned i sine arme, hendes øjne er røde og opsvulmede, og tårerne har trukket strimer i hendes snavsede ansigt. Skyerne uden for hendes vindue er grå og dunkle, og de lader et dystert lys falde ind af vinduet.
   Pigens stemme er hæs af gråd, hendes hulken tom, hendes øjne matte af udmattelse. Hun har grædt i lang tid, men ingen har hørt hendes gråd, og det gør hende mere ulykkelig. Hun føler sig kold og alene, glemt og tilsidesat, ligegyldig og uden betydning for nogen.
   Hun er så langt inde i sin fortvivlelse, at hun slet ikke ser det glimt, der lyser op lige foran hende på sengen. Hun græder blot videre. Glimtet forsvinder hurtigt igen, men inden der går så lang tid, kommer der et nyt. Og et til. Tætheden af de små glimt tager til, det er, som om der er et billede i de små glimt, et spejlbillede, der viser et brudstykke af - noget. Glimtene tager til, og nu bliver brudstykkerne, de føjes sammen som i et puslespil, en skikkelse toner frem.
   Pigen hæver hovedet med et sæt, og hun udstøder et forskrækket hvin, da hun ser væsnet foran sig. Det er endnu ikke helt til stede, men som hun ser på det, fortættes farverne, gnisten i dyrets øje forstærkes, dets krop bliver synlig og fast; lang, smidig, stærk. Mørk smaragdgrøn.
   Det er en slange.
   Pigen hikster i frygt, hun rykker tæt på væggen, væk fra slangen på hendes seng, men noget forhindrer hende i at løbe skrigende væk. Der er noget i slangens øjne, en menneskelig sorg, som ikke passer nogen steder hen. Pigen bliver, selvom hun er bange, for inderst inde er hun nysgerrig, og især nærer hun et håb; slangen er her, og det må der være en grund til. Hun ønsker brændende, hun er den grund, at noget så fantastisk og mystisk, som denne sære slange, kommer alene på grund af hende.
   Hun stirrer den ind i øjnene, og den stirrer tilbage. Dens øjne er glitrende lysegrønne, flere toner lysere end dens skællede krop. Pigen tager mod til sig og hvisker:
   "Hvem er du?"
   Slangen ser på hende. Hun føler sig hypnotiseret. Pigen kan ikke se andre steder hen end på de lyse, skinnende øjne.
   Så bøjer slangen hovedet. Pigen mærker overrasket, at den er usikker.
   "En ven," siger den.
   Pigen ser overrumplet på den, ikke fordi den taler, men fordi hun tror på den. Hun er ikke bange mere, blot utryg ved det faktum, at hun stadig ikke ved hvad eller hvem, slangen er.
   "Jeg forstår det ikke," siger hun.
   Slangen ryster blidt på sit blanke hoved. "Det ved jeg," siger han. Pigen er overbevist om, at det er en han. "Du vil aldrig kunne forstå mit væsen, om jeg så brugte tusind år på at forklare det. For øjeblikket er ven godt nok."
   Hun føler sig uretfærdigt behandlet.
   "Og hvad hvis jeg ikke synes det? Hvad hvis jeg vil vide mere?"
   "Ikke endnu," siger slangen sørgmodigt.
   "Jeg vidste det!" råber pigen, og ordene bliver stikkende i hendes hals, tårer vælder frem i hendes øjne. "Jeg vidste det!"
   Hun bryder sammen i gråd igen, hun bøjer hovedet ned over sine knæ og hulker så dybt, at det gør ondt. Men så mærker hun noget, der næsten får hendes gråd til at stoppe.
   Slangens bløde, skællede hoved mod sit.
   Hun mærker tårer på sin kind og ved ikke om det er slangens eller hendes egne.
   "Det er ikke min skyld," hvisker slangen blidt i hendes øre.
   "Nej," svarer pigen, og hun føler sig stærkere nu. "Nej, det er ikke din skyld. Det er dem."
   "Fra skolen," opfordrer slangen blødt, og pigen spekulerer ikke mere over det faktum, at slangen tilsyneladende kender hendes historie.
   "Ja, det er dem, det er altid dem," siger pigen, og hendes vejrtrækning besværes af mere ulykkelighed og angst. Gråden presser igen, men nu vil hun tale.
   "Det er dem..." hvisker hun igen, og hun kan ikke komme videre, selvom hun vil. Hun har ikke kræfter nok til at slås mod deres spøgelser, hun har kæmpet så længe. Nu kan hun ikke mere, ikke en gang sige det højt.
   "Det er dem..." hvisker slangen tilbage. Det er ikke en opfordring, det er en påmindelse. Det er dem.
   "Altid..." Pigen ord er ikke mere end en mumlen. Hun kan ikke mere. Hun læner sig op ad væggen.
   "Det er dem fra skolen," siger slangen, og ordene styrker pigen. Hun nikker, hendes øjne brænder. Slangen fortsætter med glødende sorg i øjnene, mens stemmen er upåvirket. Pigen ved, at slangen forstår hende.
   "Ja, det er dem..."
   "Altid dem," fortsætter slangen for hende. "Altid dem. De vil ikke lade dig være i fred. De hugger og stikker, de borer og bider, de er der altid, og du er aldrig alene. Du kan ikke gemme dig. De finder dig hver gang, de..."
   "Ja! JA! Det er det, de gør!" råber pigen, hendes kræfter er vendt tilbage, en sjælden vrede ulmer i hende. Det er DEM!
   "De lader mig aldrig være! De er altid efter mig! Jeg kan ikke... jeg kan ikke... hvad skal jeg gøre? Jeg er så alene, det..."
   Hun går i stå igen, og tårer strømmer ned af hendes kinder, hun kan ikke stoppe dem. Væk er vreden, tilbage er den kolde angst og følelsen af at være alene og forladt.
   Nej. Slangen er her.
   Hun ser ind i dens glitrende øjne, og en bølge af stille glæde ruller igennem hende.
   "Tusind, tusind tak."
   Slangen svarer ikke.
   "Tak fordi du er her."
   Slangen vender hovedet bort. Pigen er ikke helt sikker på hvorfor.
   "Er du... synes du...?" Hun kan ikke få de rette ord over sig læber, hun er ikke en gang sikker på hvad hun vil sige, men det er som om...
   "Hvorfor er du så stille?"
   "Stilhed er ikke ensbetydende med noget dårligt," mumler slangen. "Det kan lige så godt være vendt til det gode." Den stopper, sukker og fortsætter: "Jeg er her... jeg er her, jeg hjælper dig, men jeg..."
   Slangen går i stå.
   "Jeg forstår slet ikke," siger pigen mat.
   "Nej," siger slangen sørgmodigt og ryster på sit smukke hoved. "Men det er ikke meningen, du skal forstå, og det er okay. Det er, som det skal være."
   "Jeg er så træt," siger pigen ynkeligt.
   "Ja."
   "Jeg kan ikke mere."
   "Nej."
   "Jeg giver op..."
   Slangen svarer ikke.
   Pigen ser på den. "Hvorfor kom du?"
   "Fordi du havde brug for mig."
   "Jeg vidste ikke, jeg kaldte på dig."
   "Nej. Men det gjorde du."
   "Dem..."
   Slangen tøver. "Nej. Ikke kun dem."
   "Jo!" siger pigen heftigt. "Det er jo DEM der hugger og... og..."
   "Godt," siger slangen og virrer med hovedet, som forsøger den at ryste noget væk. "Så er det dem. Og de er altid efter dig."
   "Ja..."
   "Det var derfor du kaldte."
   "Selvom jeg ikke vidste..."
   "Nej. Men du kaldte. Og jeg kom."
   "Tak."
   "Du kan ikke mere."
   "Nej. Jeg er træt. Jeg vil sove."
   Slangen snor sig op til pigen og lægger sig om hendes hals. Han er for lille til at klemme luften ud af hende, og han prøver heller ikke. Selvfølgelig ikke.
   Pigen føler sig tryg med ham om halsen. Han er en varm plet af tillid og trøst.
   "Vær stærk," nynner slangen i pigens øre.
   "Det har jeg været," siger pigen bestemt. "Nu kan jeg ikke mere."
   "Man kan altid lidt mere."
   "Nej. Ikke mere. Jeg vil bare..."
   Slangen lægger sit skællede hoved mod hendes. Det er blødere end den fineste silke.
   "Hvor er din mor?" spørger slangen. Spørgsmålet rammer pigen hårdt.
   "Det... ved jeg ikke," mumler hun.
   "Ikke?"
   "Måske er hun ikke kommet hjem endnu. Måske..." Pigen går i stå.
   "Måske har hun glemt dig," hvisker slangen i pigens øre, dens stemme er fyldt med sørgmodig medlidenhed. "Du lyver for dig selv."
   Hun bryder i gråd igen.
   "Hjælp mig," hulker hun.
   "Nej," svarer slangen. "Jeg kan ikke."
   "Jo! Du kan, det ved jeg, hvorfor kom du ellers?"
   "Fordi du kaldte."
   Pigen slår sin pude mod slangen, men puden ryger ud af hænderne på hende og lander på gulvet. "Jeg kaldte, fordi jeg havde brug for hjælp!"
   "Ja. Men du vidste ikke selv hvilken."
   "Nu gør jeg! Hjælp mig!"
   Slangen ser sorgfuldt på hende. "Ikke på den måde, som du vil have det."
   "Jo! Jo! Gør det, jeg ved du kan!"
   "Du er såret," siger slangen. Stemmen er anderledes, pigen lytter, hun føler sig på ny hypnotiseret. "Du er såret, men du kan rejse dig endnu. Hvis du kan stå imod, blot til du har rejst dig igen, så klarer du dig, det lover jeg."
   "Nej," græder pigen igen nu, dråber siler ned af hendes kinder. "Jeg er slet ikke stærk nok."
   Slangen sukker. "Løsningen virker let, men den er sværere end du aner."
   "Jeg vil ikke mere," siger pigen. "Vil du ikke godt... vil du ikke godt hjælpe mig?"
   Slangen lukker sine øjne. Den tænker.
   Så åbner den dem igen, langsomt, og det glimter i dem.
   "Godt."
   Pigen smiler, glædestårer samles i hendes øjne. Hun har udgydt en fold af vand, men hun tørrer sine øjne og aer blidt slangen på dens varme skæld. Men hun gør det, forsvinder slangen langsomt, og der sker noget mærkeligt med pigens hånd, som om den også forsvinder, bare ikke helt.

Mias mor kommer hjem klokken fem. Det er nok lidt sent, men hun var i byen sammen med en mand, hun godt kan lide, som hun har mødt på sit arbejde. Hun råber på sin datter, men får ikke svar. Mærkeligt. Døren var låst op, Mias taske står i gangen, så hun må være hjemme. Bare hun ikke er sur over, at moderen kommer så sent hjem. Måske var det også sent nok... men pyt, Mia kan nok klare det. Hun er trods alt ni år...
   Mias mor går op af trappen, hun ved endnu ikke noget, hun synes bare, det er lidt underligt, at Mia ikke svarer. Måske hører hun musik.
   Mias mor skriger ikke med det samme, da hun åbner døren til Mias værelse. Det kommer først nogle sekunder senere.