"Hold nu op, hvor jeg elsker mit liv!" Udbrød Varin
   Harold nåede ikke engang at sukke før Varin fortsatte
   "Jamen, hvad er der ikke at lide? Mit liv er fantastisk" Varin slyngede endnu en skovlfuld jord op af hullet og tog endnu et spadestik.
   "Se nu bare denne dag. Vi skal grave dette hul og fylde hullet med rådne lig". Endnu mere jord fløj op af hullet og slaskede ned i mudderet. "Og så er der frokost. Brød og ost. Ligesom i går og dagen før den og dagen før den. Men i dag er lidt anderledes, fordi brødet er vådt og osten er også våd".
   "Hold nu kæft og grav det hul!" brummede Harold
   "Grave? Hvad taler du om? Jeg graver ikke her! Jeg har den fantastiske fornøjelse af at stå i mudder til anklerne. Jeg vil mere kalde det at sejle. Hvis vi rent faktisk havde en kiste til et af disse lig, så kunne vi ro hjem".
   Mere mudder og pløre blev slynget ud af hullet.
   "Hvis vi nu tænker over det..."
   "Det gør vi ikke" brummede Harold igen.
   Varin var overrasket over irritationen i Harolds stemme.
   "...Hvis vi nu tænker over det, så er det nok ikke engang mudder jeg graver op lige nu. Oppe på toppen af bakken går der grise. Og hvad gør grise?" Fortsatte Varin ufortrødent.
   "Jeg er lige.."
   "Rigtigt, de skider". Afbrød Varin. "De skider rigtigt meget, og hvor løber dette skidt hen? Nemlig, lige ned langs bækken og ned i denne dal, hvor jeg er ved at grave dette dejlige hul, til disse dejlige døde mennesker"
   Varin stoppede op og rejste sig op. Han kunne ikke se noget da hans lange hår hang ned i øjnene på ham. Han var helt stille.
   Harold blev helt bekymret og kom hen til hullet.
   "Varin, er du ok? Spurgte han med oprigtig bekymring
   "Tror du, at hvis denne bunke af døde mennesker vidste at de ville blive begravet i griselort, om de ville have valgt at dø et andet sted?"
   Harold sukkede dybt.
   "Kom op derfra. Vi bytter" sagde han bittert
   Varin stoppede op. Harold var på vej iver efter sin egen skovl, men det gik langsomt. Med rystende hænder samlede han den op. Fra en hullet lomme i hans gennemblødte frakke fandt han et stykke hårdt ost frem, som han med en af sine fire overlevende tænder fik brækket et stykke af.
   "Jeg tager mig lige en time mere hernede, du gamle". Der var allerede endnu en klump mudder på vej op af hullet. "Der er stadig dele af mine tær, som ikke er smurt ind i mudder og lort."
   Varin nåede kun lige at dukke sig for skovlen, der blev svunget med gedigen gammelmandsstyrke.
   "Luk røven, din lille lort" Brummede Harold. "Jeg skal nok selv bestemme, hvornår jeg har brug for hjælp. Kom så op af det forpulede hul".
   Varin skyndte sig op.
   "Nuvel, jeg kunne aldrig drømme om at stå i vejen for en gammel mands drøm at stå i lort til anklerne."
   Varin satte sig på jorden og betragtede bunken af lig.
   "Tror du nogensinde de har forladt denne landsby? Harold"
   "Nu kører den forpulede mund igen, hva? Hvad taler du om?"
   Harolds havde det svært med hårde lyde. De manglende tænder fik lydende til at fisle og lyde ens. Varin kunne ikke se Harold. Kun spidsen af skovlen kom til syne når en ny sending mudder skulle op. Kombineret med regnens konstante trommende summen, løb det mere som om hullet hviskede til Varin.
   "De levede nok hele deres liv i denne lille lorteby".
   Mens regnede fandt vej til den sidste afkrog af hans ellers i forvejen ret våde fødder, væmmedes han ved tanken.
   En stor klump mudder fløj hen mod Varin fra hullet af.
   "Nu skal du passe din store kæft. Du taler om gode folk. Folk jeg kendte hele mit liv. Heromkring taler vi ikke ondt om de døde". Udbrød Harold
   Varin var ret sikker på, at han ville få mere jord i hovedet, hvis han sagde hvad han tænkte. At selvom de var gode folk så var de også ret døde folk. Og de blev alle kastet i den samme grav, i det samme mudder og lort. Hvad havde denne godhed gavnet dem?
   "Du har ret, som altid". Sagde han henkastet, ikke opsat på at prikke til en gennemblødt gammel hest. Hans tanker kredsede om det de altid gjorde. Var der ikke mere? Var det alt hvad der var? Er det her han hører til?
   Han satte sig ned og fiskede sin frokost frem. Osten var våd, men ikke blød. Heldigvis havde han flere tænder end Harold. Han kiggede op og så kun skyer og silende regn. Det var sikkert frokosttid, men han kunne aldrig vide, da der altid var overskyet. Men om han spiste nu eller senere, ville næppe hjælpe på hans sult.
   Bunken af rådende lig hjalp heller ikke på hans appetit, og på trods regnen dampede det stædigt og underligt nok grønt fra bunken. Han var ikke sikker på præcist det var der dampede grønt, og han var ret sikker på, at han ikke havde lyst til at vide det, men han var også ret sikker på at det havde noget at gøre med Ofelia.
   Gennem regnen og dampen fra ligene så han en lille genkendelig skikkelse komme sjappende.
   "Harold, din kone er på vej" sagde han med udsøgt skadefryd
   "Hvad i al verden taler du om...?
   Harold kiggede sig rundt og sukkede dybere end Varin troede det muligt.
   "Det er din tur, Varin" Sagde han med bitterheden dryppende fra sit regnvåde ansigt.
   Varin overvejede om det ikke ville være bedre at gemme sig sammen med ligene, bare for at undgå den kommende samtale. Ligene ville i det mindste have noget interessant at sige, de ville sikkert også lugte bedre.
   "Vær hilset og må dagen bringe jer glæde og salighed".
   Lyden af Sonyas stemme fik hårene til at rejse sig på Varins hud. Der var ganske få mennesker her i verden, som Varin konstant ønskede ville drukne i deres eget pis, og Sonya var på toppen af den liste.
   "Dav" svarede Varin så hjerteligt som muligt.
   Sonyas bittesmå sjappende skridt tøffede gennem mudderet, og standsede lige ved hullet.
   "Jeg ser, at arbejdet skrider frem ad, ...Hmmmm"
   Varin skar tænder hver gang Sonya kom med den lille hmmm lyd.
   "Hmmm." kom det igen. Hun tog frem fra sin kutte en målepind. Sirligt og uden at bemærke regnen gik hun rundt om hullet og målte alt op.
   "Er alt, som det skal være?" Spurgte Varin, selvom han vidste bedre.
   "Nej!" Kom det prompte. "Hullet er nødt til at være større".
   "Større?" Kom det irriteret fra Harold. "Der er 27 lig. Hullet er fint stort. Vi har prøvet det her før". Han var tydeligt irriteret mere end almindeligt. Måske havde Varins kommentar ramt en nerve han ikke havde forudset.
   "Jena, Bish og Hanso døde her til morgen. Må de hvile i fred" Sagde Sonya tørt.
   Tre mere. Varin kendte ikke de tre. Han havde ikke kendt de fleste. Fra en flænge i skyerne skinnede en enkelt spinkel solstråle ned i dalen og ramte ham i ansigtet. Den kæmpede med regnen om opmærksomhed og overlevede kun kort, men den nåede at give lidt lys til Varin kolde krop. Han lukkede øjnene i et kort øjeblik og drømte sig væk. Dalen havde før hen været frodige marker fodret af den brusende flod. Da han åbnede øjnene, så han kun rådende strå i den silende regn og grave så langt han kunne se.
   I øjenkrogen så han en vogn blive trukket gennem pløret. De tre lig havde stadig tøj på, og man kunne se mærkerne efter Ofelia. Sorte stinkende huller i huden på halsen og en rådden sort opsvulmet tunge, der hang ud af munden på dem alle.
   "Du!"
   "Nej" svarede Harold kort for hovedet.
   "Du ved ikke engang hvad jeg vil sige" sagde han kækt og dog lidt såret
   "Jo, du har en eller anden dum kommentar" snerrede Harold tilbage
   "Ja, men den er god. Hvor længe har vi arbejdet sammen?"
   "For længe! ræk mig så den skovl, så vi kan komme hjem" snerrede Harold
   Varin fik tiden til at gå med, at se hvor mange forskellige stillinger han kunne få ligene til at lande i, når de blev kastet ned i gravene. Han blev helt stolt af sig selv, da en landede perfekt med hovedet begravet mellem benene på en anden. Harold var ikke glad for Varins form for humor og sagde at han skulle "passe på, ellers komme de døde efter dig". Varin anede ikke hvad det betød, men han vidste godt, det var usmageligt det han gjorde. Men efter at have gjort dette hverv i 18 år, så havde han mistet sin sympati for sådanne følelser.
   Det blev efterhånden lidt af en sensation når solen en stakkels gang tittede frem bagskyerne, for kun at blive massivt undertrykt af en ny skylle.
   "Ved du hvad Harold? Jeg kan ikke huske sidste gang jeg havde tørre tær. Jeg savner tørre tær".
   "Hmm. Jeg kan ikke huske sidste gang du holdt din kæft" havde Harold svaret, hvorefter de blot fortsatte med deres arbejde.
   Varin og Harold gjorde hullet lidt større, fyldte ligene i og dækkede det til igen. Det tog dem det meste af resten af dagen. Der var ingen ceremonier eller følelser, blot mere af det daglige arbejde. Da de var færdige satte Harold sig ned ved siden af hullet på knæ og mumlede. Varin var vant til det. Han havde i begyndelse gjort grin med Harolds smålige hellighed, det havde virket meningsløst for ham. Hvis nogen lyttede til Harolds bønner, så var de døve. Hvis der var nogen der lyttede til bønner, så var det meget værre, da så var de ligeglade. Så Varin hvilede sig og lod den gamle mumle.
   "Er du ikke bange?" Spurgte Harold pludseligt
   Varin blev taget med bukserne nede. Bogstaveligt talt.
   "Umiddelbart er jeg mest bange for slanger i græsset, men i det mindste holder de sig i tørvejr. Så kloge er vi mennesker ikke."
   "Er du ikke bange for døden?" Spørgsmålet kom med den grove grundighed som kun Harold kunne fremstamme.
   "Kun, hvis den er smertefuld"
   Han kunne høre Harold sukke dybere end nogensinde.
   "Bish, ham den fede af de tre, han gav min nabos datter fire høns i bryllupsgave. Han levede alene og gav altid skillinger i fattigbøssen. Han havde aldrig gjort nogen fortræd. Da hans mor døde, måtte han rundt og spørge om folk ville hjælpe med at fordele hendes ejendele ud til de fattigste. Han var en god mand". Sagde Harold tungsindigt
   Det var godt det regnede, for ellers ville Harold ikke kunne holde til at nogen så ham græde. Harold græd. Varin lagde hånden på hans skulder til støtte, alt imens han tænkte: Hvorfor græde over de døde? De har bare byttet et stinkende hul ud med et andet. Varins læber forblev for en gangs skyld forseglet og han satte sig ned ved siden af Harold og lagde en hånd om hans skulder. Harold fjernede hånden hurtigt.
   "Spar mig for din ynk! Hvornår har du sidst bekymret dig for andre?" Sagde Harold hårdt
   Det var ikke helt fair, tænkte Varin, men heller ikke løgn. Der gik lang tid med at de bare sad og lyttede til regnen. Dagslyset svandt stille og roligt hen og snart skulle de tilbage. Der var ikke sikkert herude når det var mørkt.
   "Lad os gå hjem" Snærede Harold.
   De tog deres grej og Varin tænkte at turen hjem ikke ville være noget særligt. Vejen ville sno sig gennem det lille skovstykke, over bækken og mellem markerne, som den altid gjorde. Landsbyen ville komme til syne over det sidste bakkedrag og de ville gå på kroen, få noget mad og gå hjem.
   "Tror du, Helga har formået at brænde brødene på igen i dag?" Spurgte Varin i en spinkelt forsøg på ikke at kede sig for meget.
   "Hmm" Brummede Harold
   Det var usædvanligt. Normalt kunne Varin få et "hmm, hehe" ud af Harold, måske havde Bishs død ramt ham hårdere end Varin. De havde begravet mange fra landsbyen, uden at det havde påvirket Harold. Det var jo deres sørgelige pligt.
   Vejen snoede sig da også som normalt og over det sidste bakkedrag kunne de skimte små røgsøjler fra de mange bål og skorstene, der gjorde aftensmaden klar og gav varme. Der var færre end der havde været. Ofelia havde hærget og Varin og Harold havde haft nok at lave.
   "Tror du rent faktisk nogen holder øje med om vi gør det?" Spurgte Varin da de var på vej hen til templet?
   "Hvorfor spørger du om det nu? Vi har gjort det i årevis" Svarede Harold uforstående. Han virkede til at være ude af sit sørgmodige humør.
   "Så det er en tradition for os og intet andet?"
   "Hvorfor skal du altid stille spørgsmål til alt?"
   "Det giver bare ikke mening, at vi er de eneste i templet, der gør det og ingen andre kan se det. Så hvorfor?"
   "Tengri kan se det!" sagde Harold med fast stemme
   "Hvorfra? Deroppe?" sagde Varin mens han pegede opad. I så fald har han set ting og gjort intet ved det, tænkte Varin
   Varin gik hen til den faldefærdige dør og prikkede lidt til den. Den knirkede og et af hængslerne gav efter og med et lille thunk, hang den nu kun i to rustne hængsler.
   "I det mindste er vi gode til at vedligeholde ting, der er så vigtige for vores traditioner"
   Fra døren kunne han se ud over det meste af landsbyen.
   "Hvis fantastiske ide var det at placere en solid egetræsbygning på toppen af en bakke?"
   "Det er..."
   "Hvis du siger at det er tradition en gang til så får du lov til selv at grave i morgen" sagde han mere bestemt end han mente.
   Mens Harold gjorde ritualerne klar i det lille kammer ved siden af templet, gik Varin rundt langs kanten af templet og rørte ved alle de udskårne figurer og hellige inskriptioner.
   "Du, hvor mange mennesker, tror du der kan være herinde?" råbte han til Harold
   Harold stak irriteret hovedet frem fra kammeret.
   "Hvad fabler du om?"
   "Rummet er bare så stort. Tror du hele landsbyen kunne være i templet"
   "Efterhånden, ja" kom de resigneret fra Harold. Han gestikulerede til at Varin skulle komme, men Varin stod blot og stirrede mod toppen af templet.
   "Man skulle tro, at gudernes hellige hus ville være velsignende let at vedligeholde, men det træ der" Han genviste til egetræet der groede ud af et hul i toppen af templet. "Jeg forstår godt at Tengri er vild med træer, men at kræve at træerne skal vokse inde i bygningen er lidt dumt". Men Harold havde ikke hørt efter og Varin skyndte sig hen til kammeret.
   Kammeret havde kun et par ting i sig. Et vaskefad, og to madrasser. En til hver. Varin og Harold tog alt deres tøj af. Harold sagde en sagde bøn mens han knælede ved vaskefadet, lavede nogle rituelle håndbevægelser og Varin gentog handlingerne. De vaskede sig grundigt over hele kroppen, snyede næse i fadet og tog deres almindelige tøj på. De var nødt til at gå ud ad en anden dør, insisterede Harold.
   "Tro du at Tengri selv ville komme ned og give dig en lussing, hvis du gjorde tingene lidt anderledes?
   "Man ændrer ikke bare traditioner, og sådan er det" Brummede Harold.
   Varin havde lært ikke at prikke for meget til den gamle bjørn, men spørgsmålene forsvandt ikke. Det var meget der ikke gav mening for Varin, og meget han ville vide.
   De gik hen mod kroen, da de var færdige med ritualerne
   "Jeg er ikke helt sikker på om det er en genial eller sindssyg ide at placerer kroen i den anden ende af byen". Alkohol og religion var to sider af samme mønt alligevel, tænkte Varin.
   "hold nu kæft..."
   "I det mindste kan vi ikke få mere mudder på skoene end vi allerede har. Og vi får alle de dejlige huse og venlige mennesker at se. Jamen, se nu bare der. Her er bagerens hus, så vidt jeg husker døde han i fjor og taget er ikke engang faldet sammen endnu. Det gør det til det pæneste hus i byen".
   Harold satte farten op
   Særligt efter Ofelias hærgen var det sporadisk hvor meget folk kom ud. Varin gik og kiggede ned af gaderne og så ...ingenting. To hunde plejede at komme stormende ud mod alle der gik forbi slagtergården, men de forsvandt for to år siden ved den første hungersnød.
   Folk passede på sig selv og kom kun hen til kroen for varmen sent på aftenen. Maden var sparsom og kornmarkerne rådnede op. Varin kastede et blik ned af en sidegade hvor sadelmageren havde ligget. Huset var faldet sammen for lang tid siden. Hans vandmølle var ved at rådne op. Midt i tristheden havde Harold og Varin nok at lave, de døde stoppede aldrig med at komme.
   Regnen havde forvandlet gaden til en mudderpøl og de sjappede afsted. Varin havde lært at være ligeglad. Han havde i begyndelsen været bitter over sit liv, over landsbyen og folk. Men han havde lært at være apatisk. Dette var hans liv. Og der var ingen tegn på at det ville ændre sig. Han havde lært at undertrykke hans udbrydertrang. Den havde alligevel kun skaffet ham problemer. Det her var sådan hver dag var. En mor trak sin datter hen over gaden og ind i et hus for at komme af vejen for dem.
   "Hvad er der mor? Hvor skal vi hen?" peb hun mens pigen blev trukket i armen.
   "Shh, de er kadavermænd. De må ikke høre dig". Skræppede moren på vej ind gennem døren, i skjul.