Adolf havde stået længe og banket på, men vidste det bare ikke selv. Flere gange var han på vej, men var vendt om i sidste øjeblik. Den høje tunge port blev åbnet af en lille mand i smoking. "No smoking" grinede butleren. Adolf forsikrede, at han var stoppet sidste år. Butleren bød indenfor og viste vej gennem en labyrint ad gange og trapper. Langt om længe blev han låst ind i sit kommende hjem og forsikret om, at han bare skulle hive i snoren, så kom der service. Adolf medbragte ingen bagage, men hvad skulle han også med den. Butleren ville sørge for alt hvad der skulle bruges. Adolf klappede sig på sine tomme lommer og ville hurtigt kalde på service, men glemte snoren og ville åbne døren og kalde. Den var låst.
Da han vender sig, opdager han to andre gæster. De smiler til ham og byder velkommen med et lille glas. Adolf takker, sætter sig og spørger hvornår de er kommet. Blondinen rækker sin hånd ud og præsenterer sig som Yrsa og havde kedet sig her i to uger vist nok. Den mørke med knold i nakken og briller nikker formelt. "Mit navn er Bodil. Jeg kom vist i går, men her er hverken ure eller kalender." Adolf hiver i snoren og venter, lægger øret til døren, men der ikke en lyd. Hiver igen og hører endelig fodtrin og nøglen i låsen. Butleren undskylder med stor travlhed og spørger hvormed han kan tjene sin gæster. Adolf beder om ur og kalender og så for resten en tandbørste. Disse ønsker bliver dog afvist, da tiden er sat ud af kraft her på godset og tandbørsten får Adolf heller ikke brug for. Nu sætter Yrsa en skinger latter op og Bodil nikker og sender Adolf et alvorligt blik.
Nu beder Butleren dem om at gå hen til den store rude og kigge ned. De ser alle tre deres efterladte stå ved deres gravsteder og tørre øjne mens præsten taler og der synges. Butleren oplyser, at vinduet snart lukker og de herefter vil være overladt til deres eget selskab. Adolf tænker at det her nok bare er et fatamorgana og håber snart at vende tilbage til den verden han kender, men Butleren oplyser at de alle må blive i en evighed, derfor ingen ure og tandbørster bruges kun i den anden verden. Døren lukker sig bag butleren, nøglen drejes og de hører slæbende fodtrin fortone sig hen ad gangen.
De skynder sig alle tre hen til vinduet og ser ned på alle de mennesker, der er mødt op ved deres begravelser. Adolf banker på ruden og vinker ned til sine efterladte og den store skare, som er gået i sørgetog hele vejen fra domkirken. Men de kigger alle ned i jorden og nogen står med foldede hænder. De hverken ser eller hører ham. Han smiler, nikker og giver tommel op til et par stykker, som han virkelig har værdsat. Andre som enten var gået bag hans ryg eller åbenlyst havde skadet og modarbejdet ham, fik tommel ned. Adolf havde været en meget stor mand og nået toppen i et nærmest oplyst enevælde. Derfor gik flere hundrede med i sørgetoget. Dem regnede han ikke for noget. Den værste var hans elskede hustru, som han havde elsket og æret gennem fyrre år. Straks efter Adolf var gået hen til porten og banket på, havde hun i hast opsøgt sin hemmelige elsker og faldet ham om halsen. En større formue kunne hun snart råde over, når ligsyn og obduktion var overstået. På snedig vis havde hustruen kunnet camouflere drabet så hans uventede dødsfald, blot blev betegnet som hjertestop med døden til følge, grundet store mængder alkohol og alt for lidt søvn gemme mange år. Den medicin som Adolf havde indtaget kunne ikke spores. Det viste sig, at hustruens hemmelige elsker netop var deres egen læge, som personligt skrev dødsattesten. Adolf bed tænderne sammen og gav hende to fuck-fingre.
Yrsa fælder en tåre, da hun ser sin mor og søster stå der i silende regn og give hånd til præsten. Da hun får øje på sin lille puddel, stortuder hun. Bodil lægger en trøstende hånd på hende. Yrsa havde ellers kendt rigtig mange mennesker gennem sit liv, men de var ikke mødt op. Som frisør og senere makeup designer, havde hun haft mange kendte hoveder i sine hænder. Yrsa havde altid været yderst gavmild og blev let imponeret af flotte mænd med magt og penge. Dem drømte hun om at få. Men altid blev det kun for en kort stund, før de trak sig og vendte hjem til deres koner. Hun havde altid givet så meget af sig selv og følte sig svigtet og bitter.
Ude i skoven stod en lille gruppe af Bodils nærmeste for at sige farvel og sænke urnen ned ved et stort egetræ, som altid havde været Bodils helt særlige sted fra hun var ganske lille. Hendes mor, kone og to voksne børn sang Anne Linnets "Du har sat dig på tværs i mit indre univers". Faren ville ikke deltage, men havde dog sendt en lille krans. Bodil havde sat dybe spor i mikrobiologisk forskning, hvortil hun nærmest havde viet sit liv til. Eleverne på fakultetet kaldte hende "Nørden uden nødder" fordi hun havde et meget fladt brystparti. Men de så op til hende og videnskaben havde mistet en stor kapacitet. Bodil stod stille og fattet bagved ruden og sendte et fingerkys ned til dem alle, som havde været der for hende. Den sidste måned havde hun ligget det meste af døgnet på morfin for at tage toppen af smerterne. Og både hendes kone, mor og børn havde været omkring hende lige før hun gik hen til porten, bankede på og blev lukket ind af en lille mand i smoking.
Langsomt sænkede en tyk tåge sig udenfor og der blev helt stille. Nu kunne de blot høre dem selv derinde hvor de igen var overladt til hinandens selskab og den lille mand, der ville komme når de trak i snoren. Bodil satte sig stille hen i et hjørne og betragtede de to andre. Yrsa medbragte en sminke boks med en læbestift, der fik hendes lille mund til at ligne en million. Hun var altid meget omhyggelig med sin personlige pleje. Adolf kiggede med undren på Yrsa og spurgte hvad al den pyntesyge skulle gøre godt for herinde. "Man ved jo aldrig" svarede hun og blinkede med sine lange øjenvipper mens hun filede lidt på neglene. Adolf sukkede dybt og begyndte at få øje på Bodil, som sad ovre i lænestolen som studerede Yrsa. Bodil fik lidt åndenød, når hun så på hvordan hun udfoldede sin charme på den chaiselong hun havde indtaget. Yrsa fortsatte med at flirte med Adolf, som blot sad og blev nysgerrig på den mystiske Bodil, som sad der med korslagte ben. Yrsa havde alt det som Bodil manglede. Et par velskabte bryster, en flot talje og en bagdel der hoppede lidt da hun rejste sig og gik hen mod Adolf. Han blev lidt utilpas i det hun bukker sig ned så han får udsigt til hendes dybe kavalergang og hendes parfume maser sig ind i hans næse. "Åhh", siger hun med et lille fnis. "Jeg tabte vist en ørering her et sted. Vil du hjælpe mig med at lede?" Adolf er en venlig mand og begynder at kigge efter. Pludselig snubler Yrsa, så han må gribe hende. "Jeg er da også så klodset" siger hun og tager sin ene sko af mens hun støtter sig til Adolfs brede skulder. "Det er også de høje hæle" siger hun, vimser tilbage og slanger sig på chaiselongen. Bodil sidder nu med åben mund og stirrer på den livlige Yrsa.
Adolf rejser sig, retter lidt på slipset og går over til Bodil. Rækker hånden frem og præsenterer sig. Bodil giver ham et høfligt håndtryk med det yderste af fingrene. Han fortæller kort om sin lange karriere og regner med at Bodil genkender ham fra TV og aviser. Hans store succeser i politik og finansverdenen havde ofte bragt ham på forsiderne. Bodil smiler lidt med munden imens hendes øjne skinner over på Yrsa. Bodil svarer at hun ikke har haft tid til at følge med i nyhederne, da al hendes tid er gået med mikrobiologi og familie. Nu hiver Adolf hurtigt et es ud af ærmet, da han fortæller, at hans helt store hobby altid har været natur og miljø. Det lykkedes ham at få en samtale i gang og opnå Bodils opmærksomhed og han var mester i at smile, nikke og se forstandig ud når Bodil prøvede at dele sin komplicerede viden på området. Så høres høje bankelyde, da Yrsa slå sine knoer mod døren. "Jeg må have lidt frisk luft" råber hun. Bodil rejser sig og går over til hende. "Prøv at trække i snoren søde". Det gør hun så og lidt efter høres trin udenfor. "Hvormed kan jeg være til tjeneste" spørger den lille butler. "Jeg vil ud, flyt Dem". Butleren spærrer udgangen og meddeler, at ønsket desværre ikke kan imødekommes for nærværende. Yrsa sender et bedende blik til Adolf og spørger om han ikke er stærk nok til at fjerne den lille mandsling. Idet Adolf nærmer sig butleren, træder Bodil hen foran ham og lægger blidt en hånd på hans arm imens hun ser ham direkte i øjnene. Han stopper op. Yrsa stamper arrigt i gulvet.
Et øjeblik efter trækker Bodil i snoren og straks kommer butleren igen. Bodil vil gerne vide hvad alt det her skal betyde og hvor længe det skal stå på. Han fortæller at ingen kan vende tilbage og at opholdet vil vare en evighed, men at de vil få alt det de behøver. Yrsa indvender at der jo ikke er en skid i det fucking værelse. Selv hendes smartphone er fjernet. Bodil savner nogle gode bøger at læse i og Adolf kunne godt ønske sig en shaver og en tandbørste. Butleren vil snarest skaffe lidt læsestof, men smiler overbærende til de to andre, for der er ikke mobildækning og Ingen får brug for shaver eller tandbørster. Han henleder opmærksomheden på, at vi jo alle er døde og dermed er al hårvækst ophørt. Desuden indtager vi jo ikke føde, for det tjente jo kun til at opretholde det liv, vi havde engang. Derfor giver tandpleje heller ingen mening. Men Yrsa gnubbede nu alligevel sine gummer med pegefingeren, da butleren lukkede og låste efter sig.
Bodil og Adolf forsøgte at forstå hvorfor de var endt netop her. Er det himmel - eller helvede? Nej det gav ingen menig at udrede. Det med at være her i en evighed skræmte dem lidt, for det er vist temmelig længe. Bodil erkendte, at her havde videnskaben ingen valide sandheder. Adolf overvejede at det trods alt kunne være en belønning ikke at skulle være helt alene i en evighed, for de havde dog hinanden. Men hvorfor netop de tre meget forskellige mennesker? Yrsa, som havde koblet ud, mens de to andre drøftede svære spørgsmål, fik pludselig en tanke og lyste op. Hun var overbevist om at Helligånden endelig havde tilsmilet hende med en flot mand i Adolf, som hun kunne beholde i hele evigheden til hver en tid. Under samtalen med Adolf havde Bodil ikke bemærket, at hans ene hånd holdt blidt om hende og nu strøg hendes mørke blanke hår. Hun flyttede bestemt hans hånd og satte sig over til Yrsa, som hun gav et lille kys. Yrsas blanke læber skælvede, da Adolf hånede hende for sine dumme ubegavede ideer om at han skulle være hendes mand så meget som et minut. De var alle tre endt i en ond cirkel, hvor ingen af dem nogensinde ville få deres kærlighed gengældt.
Ingen siger noget, alle kigger ned i gulvet. Tavsheden lægger sig som en tung dyne overalt. Ingen vejrtrækning i de dødes værelse. Adolf tænker så det brager for at få løst denne gordiske knude. Han var en dygtig løsningsfokuseret mand. Han udtænker plan A og plan B. Adolf gør sig klar og spænder hver en muskel. Så går han målrettet hen til døren og tager i håndtaget. Låst. Nu vokser raseriet og han banker løs på den massive egetræsdør uden den mindste effekt. Han vender sig og griber den store tunge gulvvase, der står henne ved ruden. Løfter den højt over sit hoved og går med fråde om munden hen til Yrsa. "Jeg myrder dig din dumme ko". Nu griner både Bodil og Yrsa hjerteligt ved synet af en meget ophidset Adolf. "Det kan du jo slet ikke store mand" siger Yrsa. "Vi er jo allerede døde".
Bodil foreslår at de kalder på butleren og trækker i snoren. De lytter og venter men intet sker. Tiden går og stadig ingen butler. Endnu et ræk i snoren hjælper ikke. Nu er de alle tre enige om at dette her er straffen for deres synder gennem hele livet. De mener dog alle at have opført sig nogenlunde ordentligt og ikke fortjener denne evighedsstraf.
Så hører de sko der nærmer sig i stor hast. Døren går op og butleren kommer stakåndet helt indenfor. Han undskylder den lange ventetid og forklarer det med stor travlhed nede ved porten. Der havde været en masse virus i omløb og flere tusinder måtte stille træskoene. Han siger at der er bøger på vej til Bodil og spørger hvad de mangler. "Vi mangler svar" siger Bodil. "På hvad?" De ville alle tre gerne vide hvorfor de skulle pines i denne onde cirkel og om det var muligt at dele værelse med nogle andre. Butleren sætter sig og forklarer, at deres livsførelser var under udredning og bedømmelse. Den endelige dom ville først falde senere og så blev det måske muligt at blive flyttet.
De mente alle tre at de fortjente bedre. Butleren begyndte med Bodil og ridsede hendes adfærd op. Hun havde rigtig nok ydet en masse til verden gennem sin forskning i - den bedste mening. Hun var en kærlig kæreste, mor og hjælpsom datter. Desværre var der også rigtig mange ridser i lakken. Børnenes far havde hun svinet til og såret dybt i sin rethaveriske kamp om forældremyndigheden. Hendes børn havde lidt meget under deres grimme skilsmisse og ikke mindst al den mobning de måtte høre om deres "lebbe-mor". Bodil havde selv valgt at prioritere sin mikrobiologi og kæreste højere, end at hjælpe og støtte sine børn. Hendes forskning havde i meget stor grad bidraget til gavn for viden om klima og miljø, men desværre også blevet brugt til biologisk krigsførelse. Nu skulle hun jo ikke dømmes for det som alle andre havde gjort, men blot erkende at alle valg har konsekvenser. Så derfor var det ikke et spørgsmål om at dømmes til enten paradiset eller satan - god eller ond. Med de mange gråtoner i paletten, ville panelet af ærkeengle afsige en dom, der måske ville give enten bedre eller ringere vilkår i sin evighed.
Det samme ville gælde for Yrsa og Adolf. Yrsa ville ikke høre sit liv endevendt og udleveret, men slap ikke. Hun havde bidraget fint til kunsten gennem sit dygtige arbejde som makeupartist og designer for musikere, skuespillere og en række kendte. Allerede her blev hun mildere stemt og ville gerne høre mere. Yrsa havde også altid været yderst gavmild med sin krop og til tider givet den hele armen. Ingen mand var gået hjem uden en mærkbar oplevelse og flere var kommet igen senere. Desværre var Yrsa ikke opmærksom på de konsekvenser, det ofte førte med sig i form af skilsmisser med ulykkelige børn til følge. Selvfølgelig var hun ikke alene skyldig, for de brunstige mænd kunne jo bare beholde pølsen i bukserne.
Adolf mente bestemt ikke han havde nogen lig i lasten eller skeletter i skabet. Med tanke på alle de humanitære mærkesager og velfærdsreformer han, havde støttet i sit parti, kunne det vist udelukkende tælle på positiv siden. Nuvel, efter sit politiske arbejde havde han opbygget en kolossal virksomhed, som han måtte knokle for og opbygget en meget stor formue. Men han donerede også penge til velgørende formål. Samtidig var han fortsat som konsulent for sit gamle parti og bestridt bestyrelsesposter i en række andre firmaer. Dertil skulle føjes til, at han aldrig havde været utro og gået til andre damer. Her skævede han hen på Yrsa. Butleren rømmede sig og medgav Adolfs store engagement og flid. Han ville dog lige påpege, at alle hans donationer udelukkende havde haft til formål at styrke hans eget omdømme og dermed den goodwill han behøvede i sine andre forretninger. Konsulentjobbet gav ham indflydelse på de beslutninger der kunne blive i hans egen interesse, ligesom bestyrelsesposterne. Desuden var hans store profit skabt på baggrund billigt børnearbejde og anden grov udnyttelse af fattige mennesker. Sidst men ikke mindst havde hans produktion aldrig været venligt overfor hverken miljø eller klima. Hvis Adolf havde levet nu, ville hans blodtryk stige voldsomt efter denne ydmygelse fra butlerens side. Især nu hvor Bodil hørte det.
Hvis luften var kold mellem Bodil og Adolf, var den nu blevet til sylespidse istapper. Yrsa var dog blevet næsegrus af beundring og parat til at kaste sig for hans fødder. Alt den miljøsnak interesserede hende alligevel ikke og de små kinesere blev jo glade for en skål ris og en pose perler i farvet glas.
Da butleren var gået listede Adolf sig over og tog lidt i dørhåndtaget. Døren knirkede og gik langsomt op. Han stak forsigtigt hovedet ud, men kunne ikke se andet end kulsort mørke. Beslutsomt stak han den ene fod ud men stoppede og fortrød. Her vidste han i det mindste hvad han havde, men derude kunne vente større farer og endnu værre vilkår. Adolf satte sig ned på sin stol og besluttede at tåle og tie indtil der kom en ærkeengel forbi. Lidt efter ville Bodil åbne døren, men nu var den låst og snoren til butleren var forsvundet.