Perronen var proppet med glade mennesker. Alle skulle de på juleferie og holde jul med deres kære. Der var en råben og skrigen, alt imens julemanden gik rundt og sagde ho ho og klappede de små børn på hovederne.
Ingrid havde svært ved at finde julestemningen frem. Den sidste tid havde hun rendt i alle forretninger for at købe julegaver. Selvfølgelig var hun i sidste øjeblik og julekortene, dem erstattede hun i år med e- mail kort. Godt nok var det ikke så personligt, men tiden – ja den gled fra hende og det var jo også tidens udvikling. Var hun blevet enig med sig selv om.
Efter at have fundet en plads i toget, satte hun sig godt til rette. Fik med møje og besvær placeret sine pakker og bagage. Sidemanden var en stor kraftig herre. Ingrid måtte trække armene tæt til sig, hvis hun skulle have bare lidt plads. Overfor hende sad en mor med to små børn. Den ene var ikke så gammel og sad derfor på moderens skød. Ved siden af sad en dreng på omkring 8 år. Han så meget velfornøjet ud, over alt denne julestemning. Hans øjne strålede, og havde da også i dagens anledning fået en rød nissehue på.
Toget satte i gang og kørte gennem landskaber. Overalt var der hvidklædte marker og huse. Ingrid var træt. Sad apatisk og så ud af vinduet, imens hun repeterede for sig selv, om hun nu havde husket det hele. Det havde hun vist. Manglede der noget, var det bare ærgerligt.
Der gik ikke lang tid før end billetkontrolløren kom for at se billetter. Han var i mægtigt humør og havde udskiftet sin kasket med en nissehue, som kunne lyse i spidsen af huen. Dette vakte stor jubel blandt passagererne. Ingrid syntes nu ikke at det var særligt morsomt. Hun havde bestilt sin billet for længe siden. Ville være sikker på at få plads, og til billig ”orange” pris. Julen var dyr nok i forvejen, så hvorfor ikke spare hvor der spares kunne.
Snart kom han til Ingrids plads. Selvsikkert kiggede hun i tasken, for at finde billetten frem. Hun rodede og rodede. Blev efterhånden mere og mere febrilsk. Hvor var den nu. Blodet steg hende til ansigtet og alles øjne var rettet mod hende. Hun gravede i lommerne, kiggede i pungen for til sidst at tømme alt indholdet fra tasken ned på sit skød. Puha, hvor var det pinligt. Ingrid var nu så hun dirrede af nervøsitet, havde mest lyst til at tude. Men hun fandt den ikke. Undskyldende forklarede hun, at den skam var købt og betalt, men nok hang hjemme på køleskabsdøren. Men der var ingen nåde - heller ikke fordi det var jul og kontrolløren var i julehumør.
Han tog en blok og pen frem.
"Ja, lille frue, så koster det dem en bøde på 500 kroner og en ny billet, og det skal betales med det samme. I øvrigt sidder De på en reserveret plads. Den herre som står ved min side, har reservation på deres plads nummer".
Ingrid havde ingen kontanter, havde brugt de sidste på julegaver. Han tog ikke imod dankort, så hun måtte skrive en check. Forvirret, undskyldende og opgivende fik hun herefter samlet alt sin bagage og forlod modvilligt og rødglødende sin plads.
Resten af rejsen stod hun op, mast mellem alle mulige mennesker med pakker og bagage.
Der var altså noget hun havde glemt.