3Et bankende hjerte
Et bankende hjerte kan skyldes glæden ved livet. · Forelskelse, for... [...]
Digte
11 år siden
4Sandhedens time for soldaten Gordon
Efter at de mere eller mindre tilfældigt mødtes ved kassen i det ... [...]
Noveller
12 år siden
33Jærens Rev Sydvest
Efter radioavisen kom farvandsudsigterne. Østersøen omkring Bornh... [...]
Noveller · storm
15 år siden
7Terroristens øjne
Terroristens øjne · ser ikke mennesket. · Kender ikke glæden ved liv.... [...]
Digte
15 år siden
6Tankens flugt
Tankens flugt er ikke frihed. · Når lænken holder kroppen fast.
Aforismer og gruk
15 år siden
9Sult
Et sultent menneske · er farligere end en mæt soldat.
Aforismer og gruk
15 år siden
7Sjælens tårer
Sjælens tårer, · kan være kærlighedens styrke. · Lykken, dens fordærv... [...]
Aforismer og gruk
15 år siden
4Rejse
At se mod fjerne horisonter, · gør ikke nogen rejse.
Aforismer og gruk
15 år siden
0Poetens armod
Poetens daglige armod, · giver ordet dets rigdom. · Kulden om hans hå... [...]
Digte
15 år siden
1Om en stor poet
Jeg læser en bog. · Nihundredeoghalvtres sider. · Eller er det 950 si... [...]
Digte
15 år siden
0Oceanets dyb
Havets storhed, sjæl, · ses kun i oceanets dyb. · Hvor bunden · ikke f... [...]
Digte
15 år siden
1Mørke
Bag smilet, · lurer tragediens håbløse mørke. · Dødens skygge bliver ... [...]
Digte
15 år siden
2Morgenkys
Knap vågen, ser jeg på dine små faste bryster. · Som en provokation... [...]
Digte
15 år siden
1Morgenbarbering
Under morgenbarbering · mødes vore øjne i spejlet. · Du smiler, række... [...]
Digte
15 år siden
0Menneskelighed
Menneskelighed! · Er ikke kun ømhed, følelser. · At rejse en falden. · ... [...]
Digte
15 år siden
2Livets mening
Livets mening · ses i det øjeblik, · hvor døden banker på.
Aforismer og gruk
15 år siden
0Fristelser
Din vuggende gang · giver min hjerne voldsomt input. · Dine flagrend... [...]
Digte
15 år siden
1Frihed
Frihed i et diktatur, · er som et skib i Saharas ørken
Aforismer og gruk
15 år siden
1Fantasiens vinger
Det er på fantasiens vinger, · vi når de højder. · Hvor poesiens ydmy... [...]
Aforismer og gruk
15 år siden
0Et tilfældigt møde
Dit lyse hår flagrer levende i vinden. · Dine øjne er som havets bl... [...]
Digte
15 år siden
0Den smukkeste rubin
Under dit flagrende skørt · er den smukkeste rubin jeg kender. · At ... [...]
Digte
15 år siden
0De nye tænder
De er ej blot til lyst, de nye tænder. · Og selvom jeg har købt og... [...]
Digte
15 år siden
3At frydes
At frydes ved månens stråler, · giver ikke solens lindrende varme.
Aforismer og gruk
15 år siden
14Dødsengles arbejde
Dødsenglen Gabel så ned på den unge engel, Christel. Hun sad bøje... [...]
Kortprosa
15 år siden
2Min Muse!
Dit navn sender tankerne på rejse. · Tænder kærligheden. · Knuger det... [...]
Digte
15 år siden
4Smerte rimer på hjerte
Under din hud gnaver sorgen, · den væver gange der smerter. · Bag din... [...]
Digte
15 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Michael Threms (f. 1942)

Den blå Planet

   General Tao-Sen blev vækket af den vagthavende kommandørs stemme, der bekendtgjorde at de om få timer ville have den Blå Planet i sigte. Generalen vækkede lidt senere sin hustru, der var af Kentauernes klan.

Universets Kejser havde ekstraordinært givet sin tilladelse til, at Tao-Sen og Namo kunne gifte sig. Man så ellers strengt på blandede ægteskaber i universet. Alt for mange genetiske fejltagelser havde lært folket, at det var en dårlig ide. Men Namo og Tao-Sen kunne ikke få børn sammen, dertil var de for forskellige i deres celleopbygning, og derfor gjorde man en undtagelse.
   Som ung var Tao-Sen blevet optaget som elitesoldat i Den Kejserlige Garde.
   Som nyudnævnt officer havde han for mange år siden, sammen med en lille styrke soldater taget kampen op mod en fjende, der både i våben og teknik var dem overlegen. Det havde givet ham ry som en frygtløs og meget effektiv soldat, der ofte anvendte utraditionelle metoder for at nå sine mål.
   Fjender havde for år tilbage ødelagt et af imperiets rumskibe og taget besætning og passagerer til fange. Blandt fangerne var Li. Hun var mor til Tao-Sen.
   Med list og tålmodighed var det lykkedes Tao-Sen og en håndfuld af hans soldater uset at indhente rumskibet, trænge ind i det og erobre det. Men kampene havde kostet hans mor og enkelte besætningsmedlemmer livet, samt givet ham mange skader og et langt sygeleje.
   Det var under sit lange sygeleje han havde mødt sin hustru Namo. Hun havde ofte besøgt ham, talt med ham om fremtiden, nu han var alene.
   Det havde udviklet sig til et fortroligt og varmt forhold imellem dem, og senere til ægteskab på Kejserens betingelser.

Tao-Sen var i dag en elsket og respekteret general, der ofte havde vist sin tapperhed og sin strategiske dygtighed, i kampe med fremmede fjender fra fjerne Galakser, og fjendtlige Aliens der altid var på rejse i rummet.
   I mange år havde han patruljeret i det store univers, havde med held og dygtighed holdt fjender af Universets Kejser på afstand af imperiets galakser eller tilintetgjort dem. På alle disse rejser havde han altid været ledsaget af sin elskede hustru, der var en dygtig navigatør.
   Mens han nu stod og så på den sorte stjernehimmel, tæt på sine forældres planet Jorden, tænkte han tilbage på den mor og far der ikke var mere.
   Hans far var død af infektioner, han havde fået under kampe med Aliens på en fjern planet, det havde hans mor fortalt ham. Hans tante Sali, der var af Kentauernes klan, som hans egen hustru, havde bekræftet historien. Nu skulle han om få timer gense den planet, hvor hans far, Armand, og hans mor, Li, var født.
   Tao-Sen var spændt på, om alle de historier han havde hørt fra forældrene, samt de forestillinger han selv havde gjort sig, om den verden de ufrivilligt havde forladt, ville være i overensstemmelse med de faktiske forhold.
   Han genkaldte sig de smukke billeder af sin fars England og sin mors Kina. Et Kina som hans mor begejstret havde fortalt om, da han var mindre. Forældrenes nationale sange kunne han stadig huske, og nynnede eller sang dem af og til. De bølgende rismarker, den mægtige gule flod samt de fantastiske byer med højhuse, der var dobbelt så store som det han kendte fra sin egen planet. Det var alt sammen noget han glædede sig til at se.
   På Den Blå Planet var der mange Klanledere. Mange folkeslag af forskellig herkomst. Han var selv et produkt af to forskellige racer, eller klaner, som man udtrykte det i Imperiets definition på et menneske af planeten Jorden. Men han var skabt i ægte kærlighed mellem to mennesker.
   Indbyrdes bekrigede Klanlederne hinanden, i stedet for at holde sammen mod fælles fjender.
   Kendte Den Blå Planets folk mon til Aliens? Til at der levede menneskelignende væsener på fjerne kloder? I fjerne Galakser? Han vidste det ikke med sikkerhed.
   Hans hustru Namo tog kærligt om ham. Så på ham og smilede.
   Glæder du dig, min ven? Om lidt skulle det være muligt at se den blå planet med det blotte øje. Den planet dine forældre har talt så kærligt om, og hvis sange du ofte synger for mig. Jeg glæder mig med dig, Tao-Sen. Tao-Sen smilede tilbage.
   Kom min ven, jeg tror vi skal gøre os klar til at møde mine forældres planet nu. De gik hånd i hånd ind i kommandorummet.

Generalen gav ordre til at sende droner af sted. De skulle fortælle om beboerne var fjendtlige overfor fremmede. Fem ubemandede droner var nu på vej. Hver med sit budskab til Jordens folk.
   De første tilbagemeldinger skabte voldsom aktivitet på det store krigsfartøj. Store områder af planeten Jorden var gold ørken. Det radioaktive niveau var meget højt. Der kunne umuligt leve mennesker som Tao-Sen i det kaos som dronerne en efter en meldte om.
   Intenst søgte generalen og hans besætning efter liv andre steder på planeten. Et liv han vidste skulle eksistere.
   Men der var intet. Kloden var omgivet af store sorte radioaktive støvskyer, der ikke tillod noget lys fra solen at passere igennem dem. Temperaturen på planetens overflade var så lav, at liv ikke kunne formere sig. De store have som forældrene havde fortalt så begejstret om, var isbelagte. Intet liv kunne konstateres trods intens søgen. Enkelte bakterier og primitive amøber sporedes, det var alt.
   Generalen besluttede sig for, han ville besøge den golde planet man havde kaldt Jorden på hans forældres sprog. Han ville ved selvsyn konstatere hvor galt det stod til med den jord, de trods alt havde elsket. Han ville finde ud af hvordan og hvorfor det var gået så galt. Det følte han i sit hjerte han skyldte sine forældre.

På det sted på planeten hans mor havde kaldt Kina, ville generalen lande med et lille transportfartøj. Helt nøjagtigt ville han finde den by moderen havde omtalt som: Den forbudte By. Hans hustru Namo skulle have kommandoen over transportfartøjet.
   Det var hustruen Namo, der efter oplysninger fra Tao-Sens forældres optegnelser, havde stedbestemt den galakse hvori Den Blå Planet, Jorden befandt sig.
   Det var også Namo der nu skulle finde et område der var så lille, at det sikkert ville forsvinde i det kaos der herskede, på den planet Tao-Sens forældre havde kaldt for Jorden.
   Efter nogle dage sad generalen med sit lille følge i transportfartøjet, på vej mod den kolde planet.
   En soldat meldte ophidset fra det store rumskibs kommandocentral, at han havde opfanget signaler, han ikke kunne tyde eller forstå. Men at de kom fra intelligens, var han ikke et øjeblik i tvivl om. Han kunne også stedbestemme dem.
   Beskeden gik straks videre til Generalen, der svævede over det område hans mor havde kaldt sit hjem, det store rige i midten, Kina. Det var derfra signalerne kom.
   Tre krigsjagere blev øjeblikkeligt sendt af sted for at beskytte generalens transportfartøj.
   Hans hustru Namo navigerede det lille transportfartøj hen mod den position, der var beregnet af teknikere og navigatører på det store rumskib. Langsomt og uhyre forsigtigt nærmede de sig kilden til signalerne gennem et skylag af aske og radioaktivt støv. Foran og under dem dannede de tre jagere et skjold mod eventuelle fjenders ild.
   En ødelagt by tonede frem i de kraftige projektørers lys. Ødelagte huse og dybe huller i jorden vidnede om svære og voldsomme kampe.
   Han erindrede sin mors fortællinger om smukke byer med høje huse. Om folk der var glade. Om store åbne landskaber, hvor folket dyrkede korn og ris der kunne brødføde folket. Om de grønne rismarker på bjergenes skråninger og de svulmende floder.
   Nu var alt dækket af et tykt lag støv og is. Alt var radioaktivt, her kunne mennesker ikke leve.
   Efter krigsjagerne havde kontrolleret området for fjendtlige kanonstillinger, og intet mistænkeligt fundet, landede det lille transportfartøj ved foden af en høj mast hvorfra signalerne kom. Soldaterne så på deres General, men han rystede på hovedet. Der var ikke mulighed for liv, så han ville gå alene ind i de ruiner der var ved masten.
   Hans hustru Namo, erindrede ham om Kejserens ordre. Han måtte ikke færdes alene på planeten Jorden, han var en vigtig soldat og general for imperiet. Hun insisterede på at følge ham sammen med tre udvalgte soldater. Resten af soldaterne skulle holde sig i højeste beredskab, hvis der mod forventning opstod en uventet, farlig situation.
   Alt var dækket af et tommetykt lag af radioaktivt støv. Dragterne beskyttede de fremmede rejsende mod kulden og den radioaktive stråling. Besværligt bevægede de sig ind i ruinerne. Efter nogen tids søgen fandt de det rum hvorfra der blev sendt signaler.
   Tre personer af samme race som generalens mor, sad foroverbøjet og stirrede med tomme øjne ned i et stort kontrolbord med blinkende lamper. De var alle døde, nærmest mumificerede af den ekstreme kulde de var udsat for.
   Længe stod Tao-Sen og betragtede det triste skue. Tankerne var mange og meget mørke.
   Både hans mor og far havde talt om ren og ægte kærlighed mellem mennesker, når de talte om deres møde på planeten Jorden. Hvordan kunne dette så ske?
   Han mærkede et let dunk i ryggen. Vendte sig om og så ind i sin hustrus mørke bekymrede øjne. De var fulde af tårer. Hun rystede let på hovedet og pegede mod den dør de var kommet ind ad. Her var ikke noget de kunne gøre.
   Igen og igen sendte et automatisk system koderne om hjælp ud i universet. Men det var for sent for de mennesker der havde beboet planeten. Alt liv var udslukt, og det ville tage årtusinder før det igen ville være muligt at bebo Den Blå Planet, man havde kaldt Jorden.
   Trist, men med koordinaterne skrevet på det store oversigtskort i kommandorummet, på den planet hans mor og far kaldte for Jorden, begav General Tao-Sen og det store rumskib sig tilbage til det univers han efterhånden kendte så godt, og som var hans hjem. Ved hans side stod den lille Kentauerhustru og strøg ham kærligt over ryggen. Blidt og forsigtigt trak hun hans hoved ned mod sit og hviskede:
   Tao-Sen... Sammen er vi stærke! ... Det var din mors og fars valgsprog. Nu ved jeg hvad de mente, følte. Lad os mindes dem med værdighed, og glæde os over de trods alt ikke oplevede katastrofen på deres planet, Jorden.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 15/12-2007 20:50 af Michael Threms og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 1700 ord og lix-tallet er 35.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.