Magtesløsheden skyllede ind over mig, som jeg lå der i sengen, uden overhovedet at kunne rejse mig, eller bare vende mig i en mere bekvemt stilling for den sags skyld.
   Bare gå ud og nyd solen. Jeg klarer mig. Hele jeres liv skal da ikke gå i stå bare på grund af mig. Rend nu ud i haven og nyd sommersolens første varme stråler, der blidt kærtegner jeres røde kinder. I skal ikke sidde herinde i mørket med en gammel dame som mig, og rådne op. Det er vel nok at jeg gør det.
   Jeg kunne høre deres latter ude i haven. I dag var den første rigtige sommerdag. Varmen var kommet snigende om natten. Klar og på spring. Ved den første solstråle, der langsomt og forsigtigt vovede sig op over hustagene, listede varmen sig lige så stille hen over den dugvåde jord, og lagde sig som et luftigt tæppe, blødt og smygende om hvert græsstrå, og fyldte ethvert lille hjørne ud. Lokkende og forførende. Kom ud til mig. Kom ud og leg. Hviskede den i dit øre, så det kriblede ned ad rygraden på dig, og du bare måtte stå op, hoppe i shortsene, og kaste dig ud på græsset i en serie af sprælske spring til ære for livet.
   Jeg sukkede dybt. Meget dybt. Gid det var mig der kunne sidde ude i solen og nyde varmen. Gid det var mig der kunne le en perlende latter op imod den stærk blå himmel fyldt med kærlighed men alligevel sorg.
   Sygdommen er dog for fremtrædende. Selvom de siger jeg ikke må sige det; Jamen mor dog. Sig dog ikke sådan noget! Ved jeg at det er sandt. Der er ikke langt igen. Når man ikke kan løfte hånden højt nok til at klø sin egen næse, ved man den lakker mod enden.
   MSA kaldte han det. Den formelle læge i den hvide kittel og de matchende træsko. Sad der i sin stil, med ansigtet lagt i de rette folder. Sådan nogle folder skal jo passe til lejligheden.
   Multipel system atrofi. Hvorfor ikke give det et navn man kunne huske. Noget i stil med; Dine Celler I Hjerne Holder Af En Eller Anden Uforklarlig Grund Op Med At Opføre Sig Normalt, Så Du Mister Bevægelse Og Balance. Måske lidt langt, men til at forstå.

Værelset jeg lå i var småt. Sparsomt indrettet, men hvem ville sige noget imod det. Et gæsteværelse.
   Om dagen, når sollyset strømmede ind igennem det lette gardin, var væggene lyst grønne. Malet med blide penselstrøg. Tæt på kunne du se hvor hvert hår havde strøget hen over væggen. Som et blidt kærtegn elskere imellem. Som en elsker man havde i sit livs sommer. Ungdommens uskyldige, udfordrende, oplevende år. Tider der dengang virkede uoverskuelige og svære at komme igennem. Hvor ingen forstod en, på nær ens hjertes vogter. Og nu, når man kiggede tilbage, virkede det hele så simpelt. Man længtes tilbage. Tilbage til livet, varmen, glæden, kærligheden, lykken. Førligheden.
   Om natten derimod forsvandt farven fra væggene. Månen sugede alle farver til sig og gjorde verden grå. Som en gammel stumfilm. Timerne sneglede sig af sted i natten. Føltes længere. Gjorde mig urolig og bange. Frygtede skyggerne i hjørnet. Frygtede at monstrene skulle komme og tage mig, før jeg fik sagt ordentligt farvel. Jeg ville helst af sted om dagen. Solen skulle skinne ind ad vinduet og oplyse mit rolige ansigt. Så fyldt med fred, for lige inden mit sidste åndedrag havde jeg set noget fantastisk. Noget der gav mig en ro i sjælen. Og de pårørende skulle ikke græde. De skulle smile. De skulle blive mindet om hvor smukt livet er. De skulle se ud på den blå himmel og de grønne græs. De skulle se på hinanden og smile. De skulle le og lette sjælen. Ikke spilde deres tårer på mig. Jeg ville alligevel være væk.

Jeg lagde hånden imod den grønne væg. Lige akkurat kunne jeg få hele min hånd til at lægge fladt ind imod den ru og kølige overflade. Væggen pulserede og åndede. Pustede mig blidt ind i håndfladen. Sendte impulser ud i min krop. Fyldte den med ro og balance.
   Væggen begyndte langsomt at ændre sig for mine øjne. Dag til nat til dag til nat. Den gønne overflade væltede og fladede sig ud til meter efter meter af frodigt grønt græs. Højt og sprudlende efter forårets milde vejr. Klar til at tage imod sommeren. Så langt øjet rakte var der smilende ansigter. Luften var frisk. Over mig strakte himmelen sig uendeligt og smuk. Dyb som en skovsø, dybt inde mellem de mørkegrønne graner, og alligevel høj, let og luftig. Ved siden af mig en person. Hans hånd i min. Flettet ind i hinanden som et julehjerte. Fyldt med kærlighed og glæde. Et orange skær lå over hans ansigt. Svøbte sig om enhver dal og bakketop i hans hud. Kyssede og legede med hans hud, når han flyttede på sig. Smuk.
   Alle sanser var så åbne. Det føltes så ægte. Det føltes så nær. Slet ikke som om det skete for næsten 45 år siden. Jeg tog en dyb indånding. Jeg ville holde fast. Mit hjerte slog hårdere imod mit bryst. Hvert slag kunne mærkes ud i hvert led og hver fiber i min krop. Det hele dunkede. Rytmisk. Som en tromme i det fjerne. Dumpt. Jeg lukkede øjnene. Flød med følelsen. For hvert slag gled hans fingre ud af mine. Hjertet så svulmende. Fuglens skrig. Fuglen der kredsede over os, som han kyssede mig farvel. Hvordan kunne noget så simpelt som et kys sige så meget om en anden person. En let berøring. Et strejf, en kuldegysning, en skælven, en glæde med rod så dyb, at det ville destruere dig fuldstændigt, og efterlade dig tom og hul, hvis nogen rev denne plante op med rode og forsvandt.
   Jeg kneb øjnene hårdere i. Fuglen forsvandt længere væk. Kysset slap mine læber og gled ud i det hvide lys. Alligevel kunne det stadig mærkes. Efter 45 år kunne jeg stadig mærke det. Mit hjerte slog hårdere. Mere taktfast. Hurtigere. Livets kappe svøbte sig om mine spinkle skuldre. Varmende og nærværende. Jeg vil altid værne om dine skuldre. Måske mister din krop livet, men din sjæl vil for evigt flyve af sted forklædt som den hvide due i kontrast med den blå himmel, højt over det grønne græs, hvor du vil se efterladenskaberne af dit liv spire op, vokse og gro. Den sjæl vil for evigt beholde livet, da dele af din sjæl ligger i dine pårørende, og vil leve videre med dem. Den vil leve videre med dine børn, dine børnebørn, dine oldebørn, deres børn, børnebørn og oldebørn. Verden er et miks af tusinder sjæle der for evigt vil leve videre i hjerterne hos folk. Alle er udødelige. Ingen vil nogensinde dø helt. Så længe et frø altid vil spire videre inde i en anden, vil varmen og lykken og livets kappe, aldrig blive revet fra dig.

Jeg slog øjnene op. De grå vægge havde fået et skær af hvidt over sig. Under det hvide kunne jeg svagt skimte det grønne. En lille klat farve, i den farveløse nat. Det lille frø der spirer sig frem i livet.
   Jeg smilede. Lykkeligere end jeg længe havde været. Nattens mærke lå over værelset. Truende nært, men stadig fjernt. Hvor længe havde mine øjne været lukket? Var sommersolens første varme stråler bare indbildning? Jeg huskede ordene fra synet. De smukke ord. Hvor ville jeg ønske jeg kunne fortælle dem videre. Hvor ville jeg ønske at jeg kunne vise mit drømmesyn til andre. Dele suset ved at flyve. Dele åbenbaringen. Dele visdommen. Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke skrive, og når morgenen gryede, og de første stråler fra den gule sol trængte ind i rummet på ny og oplyste mit ansigt, ville det være for sent.

Et øjeblik lå jeg og svælgede i sorgen, over at jeg aldrig kunne dele den smukke gave der var blevet mig givet, da en lidt prikken lød på vinduet. Først troede jeg at det var hagl, men prikkene var lettere og rytmiske. Jeg drejede hovedet. Gardinet hang ned foran vinduet. Næsten gennemsigtigt. Som et spøgelse i natten. Bag sig tegnedes en lille skikkelse. En lille fugl sad med hovedet på skrå og kiggede afventende på mig. "Åh, jeg ville så gerne rejse mig og åbne vinduet for dig, men ser du, jeg kan ikke. Jeg har mistet førligheden, og venter nu blot på at jeg kan flyve op til himmels og blive befriet for min krops fængsel"
   Rejs dig blot, og luk mig ind. Stemmen kom alle steder fra, men samtidig ingen steder fra.
   "Men, søde fugl, jeg kan jo ikke. Min sygdom .."
   Sygdom er blot en illusion lavet af kroppen. Din sjæl kan sagtens rejse sig. Du skal blot have viljen og den indre styrke. Husk på, at livets kappe ligger omkring dine skuldre.
   Langsomt bevægede jeg min storetå. Ingen bevægelse var synlig, men jeg mærkede det. Jeg kunne mærke hvordan det bevægede sig. Først storetåen, så de andre tæer, så hele foden, så hele benet. Prøvende svingede jeg først det ene, så det andet ben ud over sengekanten. Jeg følte mig let som luft, og om mine skuldre kunne jeg mærke varmen og kærligheden fra livet.
   Så stille som muligt lirkede jeg vinduet op og slap den kølige og friske natteluft ind i rummet. Fuglen sad stadig afventende i vinduet.
   "Skulle du ikke ind, lille fugl?" Spurgte jeg. Jeg skal ikke ind, men du skal med mig ud. Det er tid til at tage afsked. Snart vil du svæve rundt højt på himmelen sammen med mig.
   Jeg kastede et blik på sengen og gispede. Med lukkede øjne og et roligt ansigt lå jeg stadig i sengen. Den venstre hånd, hvor der stadig var en smule førlighed tilbage i, lå op ad den grønne mur. En tåre trillede ned ad min kind, og jeg smilede sørgmodigt.
   "Lige et øjeblik, lille fugl. Der er blot en ting mere jeg skal gøre, før jeg kan tage med dig."
   Jeg gik hen til det lille arbejdsbord, der var presset ind i det lille værelse. Hurtigt fandt jeg et stykke papir og en kuglepen. Jeg foldede papiret sammen, og trykkede det i hånden på mig selv. Jeg kastede et sidste blik på min egen sovende skikkelse. Jeg følte en sær ro ved at se mig selv ligge med venstre hånd presset mod væggen og den højre hånd med papiret i.
   "Bare de nu forstår budskabet" hviskede jeg og vendte mig om imod fuglen, der stadig sad afventende i vinduet. Dens store øjne genspejlede værelset. Jeg trådte et skridt nærmere, og i dens store øjne, så jeg et billede af den selv siddende i vindueskarmen i mit vindue.
   "Kommer jeg til at fryse?"
   Du har livets kappe om dine skuldre. Du vil aldrig mere føle kulde.


"Jeg forstår det stadig ikke!" hun stod lammet på gulvet foran gæstesengen og kiggede på det fredfyldte ansigt. "Hvordan har hun fået fat i den seddel? Hun kunne jo ikke rejse sig fra den seng."
   "Nogle gange giver døden dig kræfter, du ikke troede du havde" sagde han trøstende og lagde armen om lænden på hende. "Hvad står der i brevet?"
   "Jeg ved det ikke. Jeg har ikke turde røre det." Snøftede hun.
   "Jeg tror at det er din mors mening, at du skal læse det." han smilede opfordrende til hende. Hun forblev stående som frosset fast til gulvet. Han sukkede og lænede sig frem for at tage papiret ud af hånden på min sovende skikkelse. "Her." Han rakte det til hende, og med rystende hænder åbnede hun det. Hun stod et øjeblik, før en lille lyd undslap hendes læber. Det lød mest af alt som en blanding af et grin og gråd.
   "Hvad står der?" Han kiggede bekymret på hende. Hun smilede ud igennem tårerne der næsten blændede hendes øjne. "Der står; Spild ikke jeres tårer på mig. Nyd dagen og livet udenfor. Se på hinanden og husk at elske. Glæd jer. Og husk. Jeg vil for evigt leve videre, selvom min krop måske er død, for min sjæl lever videre som små frø, både i jer og jeres efterkommere, til evig tid. Jeg vil flyve højt oppe i himmelen over jer og betragte jer. Som en lille fugl der betragter jer fra den øverste gren i træet. Og bare rolig. Jeg kommer aldrig til at fryse. Jeg bærer livets kappe om mine skuldre." hun holdt hånden op til munden og begyndte at le og græde på samme tid.
   "Det er meget typisk mor." grinte hun. Han smilede og omfavnede hende.