eller
   Familiealbummet

Skred med undskyldningen om at skulle ryge. Det er vel ikke helt løgn.
   Står og fumler med jointskoddet i hånden. Mine moralske skrupler er minimale, men de er der dog. Jeg holder om den grønne ligher, der synes at forfølge os.
   Tænker ligegyldige tanker om, hvordan den stadig kan indeholde gas eller om han mon, i smug, går og fylder den op på den symbolske måde.
   Fuck it. Tænder sgu.

Det første hvæs smager af lightergas og intet. Uforløsende røg.
   Kigger ud over marken dækket af mælkebøtter. Bliver et øjeblik grebet af paranoia, eller er det moralen, der stikker en finger i vejret? Tager et dybt hiv og giver fingeren lige tilbage.
   Familie-kom-sammen i anden potens. Suger hårdere for at dulme vrede og nervøsitet.
   Har følt mig som komplet idiot de sidste par døgn, på den akutte, taget med bukserne nede agtige måde.

"Skal vi ikke besøge min familie, du fik jo ikke hilst på dem første gang", efterfulgt af et smørret grin, der bestemt ikke huede mig.
   "Jo", var ordet der kom ud af min mund. Jo. Ingen protester. Ingen fægten med armene eller demonstrative tramp ned ad trappen. Bare samtykke.

"Vælg dine kampe med omhu", plejer min mor at sige. Ja tak. Skulle fandme have valgt anderledes.
   Så sidder jeg her. På provinsmark med usselt jointskod som eneste form for redningsvest, godt i gang med at drukne i kaffedrikkeri og familieanekdoter fra parcelhusenes univers. Jesus Christ.

Suger igen.
   Synes bestemt ikke skidtet virker. Ikke så godt, som det burde i hvert fald.
   Når lige at tænke, at mit tøj sikkert kommer til at stinke, før det slår mig at jeg er ligeglad. Ved folk fra provinsen overhovedet, hvordan hashtåge lugter?
   Godkender mit forsvar og tager et sidste hvæs, før jeg tværer skoddet ud i en mælkebøtte.

Deres hjem lugter af gammel kaffe, muld og billig parfume. Det ville ikke undre mig, hvis badeværelset var fyldt med produkter fra Oriflame. Beslutter mig for at lave et væddemål med mig selv ved at tjekke senere. Vinderen får lov til at fake akut migræneanfald og skride med det første tog hjem til øen.
   "Neeej, for du vild lille pige?" Hun smiler for stort og varmt til at jeg kan bære det. Jeg mærker en trækning fare over mine læber, som sikkert mest af alt minder om et psykopatgrin set udefra.
   "Jaarh, det er jo noget af kvarter", hører jeg ordene sive ud gennem tænderne. For fanden. Hun griner og tager mig i hånden. Ind i stuen.
   "Jeg har fundet familiealbummet frem. Er det ikke sjovt - så kan du rigtig se, hvilken sød lille dreng han engang har været".

Et insisterende had til livet blusser op i mig, idet endnu en kop tynd, merilkaffe bliver skænket. Mistænker dem for at genbruge filteret et par gange.
   Jointens effekt er begrænset, men alligevel nok til at en lille summen spreder sig under huden. Et let slør af behagelighed lægger sig for mine øjne, mens siderne i fotoalbummet bliver vendt.

Jeg svarer på alle hendes ord. Kigger på samtlige billeder, mens jeg undrer mig over, hvem der dog har indført denne uskrevne regel med billedefremvisning til svigerdøtre.
   Jeg tænker, at de kvinder, der påstår, det er hyggeligt, er nogle forbandede løgnere, som sikkert også har missionæren som deres yndlingsstilling.
   Ville slå ihjel for at kneppe lige nu. Forsvinde fra kaffedampen, fortidsstillbilleder i brækket retrobrun nuance og kneppe hæmningsløst.
   Mit eneste problem er dog, at jeg stadig er vred over hele familie-spontan-besøget og ikke har lyst til at give ham nogen former for forløsning.

"Og seee ... Det er Vale med sin første guitar. Det var på lejrskolen i nittenhundrede ooooog.. Kaaaj, var det i fireoghalvfems eller femoghalvfems at vi tog ud og tømte Marions bolig og faldt over den guitar?"
   Overvejer lynhurtigt mine muligheder. Lænket til pudderfarvet sofa med broderede sofapuder i noget, der synes at vare resten af livet eller droppe stolthed og vrede og rive ham med ud på badeværelset?

"Undskyld", udbryder jeg, lidt for tidligt i forhold til katastrofen. Jeg springer op fra sofaen og bander ægte over, hvor ondt halvlunken kaffe egentlig gør på mine bare ben.
   "Neeej lille ven dog"
   "Undskyld. Ej, det er jeg virkelig ked af. Hvor er det pinligt". Synes selv, jeg spiller godt. Eller også er det jointen, der bilder mig noget ind.
   "Pittepjat med dig. Skynd dig nu at få noget koldt på!"
   I køkkenet river jeg fat i Vale. "Kom!".
   På badeværelset ser jeg, en stor, klodset flakon med skriften "Oriflame". Jeg har vundet. Vi skrider.


Når vi har kneppet ...