Thobias er grim. Det siger dem fra hans klasse i hvert fald. Men de er ligesom vand og Thobias er god til at svømme. Heldigvis. Ellers var han druknet for længst.

Det støvregner. Han er alene ved busstoppestedet, står og tripper lidt frem og tilbage, træder bevidst ikke på stregerne mellem fliserne, da han har hørt en af de store sige, at det giver 7 års ulykke. Han kigger på sit armbåndsur, det han har fået på hjemmefra, så han ikke kommer for sent. Det er rødt, en rigtig tøsefarve, gid jeg havde et sort digitalur ligesom Lasse fra klassen, sådan et med lys i. Klokken er 12.06. De andre er inde i klassen, hvor de har fået besked på at mødes. Han kigger op ad vejen og ser bussen svinge om hjørnet, bare jeg nu kan komme til at sidde på forreste sæde, der hvor man kan se ud af det store vindue. Bussen stopper lige foran ham, og døren åbnes. Han kan høre de andre fra klassen komme oppe fra skolegården. Han ser deres regnjakker i forskellige farver; deres råben og latter rammer ham som en knytnæve i mellemgulvet, og han skynder sig ind i bussen, før de andre kan nå at komme og tage hans plads på forreste sæde. De andre kommer ind i bussen. De maser og skubber for at komme først ned bag i bussen. Lasse langer ud efter ham, da han går forbi og sender en spytklat ned på Thobias' bukser. Gitte griner bag ham. Thobias vender hovedet væk og tørrer spyttet af med sit ærme. De er ligesom vand, kæmpe vandmasser der bruser af sted, men jeg svømmer godt, og jeg vil svømme mod strømmen. De andre fra klassen grupperer sig nede bagi, og bussen sætter i gang, han hører Michael råbe: "Afsted til Zoologisk Have!", prøver at lukke deres snak ude, mens han koncentrerer sig om udsigten gennem det store vindue.
   Det er holdt op med at regne, og solen skinner på den våde vej. Thobias elsker at køre i bus, og han har glædet sig hele dagen til denne tur, hvor han bare kan sidde for sig selv og se ud af vinduet. Radioen i bussen er dæmpet, men hvis han koncentrerer sig, kan han høre enkelte ord af sangen, der bliver spillet.
   Pludselig mærker han en hånd på sin skulder, og han stivner et lille øjeblik; hvad vil de mig nu? Læreren sidder på sædet lige bag ham, hans ansigt er tæt på Thobias', da han vender sig om. Han hvisker som om de andre i bussen ikke må høre det: "Jeg ved Lasse kan være streng ved dig, han er en bølle, Thobias, en laban, men du burde ikke bare sidde her. Hvad med at gå ned til de andre? Du kan sidde ved siden af Louise eller Clara". Thobias ser på læreren, gid han snart flytter den hånd fra min skulder. Han ryster langsomt på hovedet. Læreren hvisker igen: "Thobias, ved du hvad en fusentast er? Et brushoved? Det er sådan en som Lasse, han tænker ikke over hvad han siger, han..." Jeg er nødt til at vende mig om, han skal flytte den hånd, han skal stoppe med at snakke, han ødelægger min bustur. Thobias vender sig om. Han kan høre læreren sukke bagved.
   Hans mund former de nye ord, mens bussen snegler sig af sted gennem det sommergrønne landskab. Fusentast. Brushoved. Et sving og de bliver væk bag en bakke for igen at komme til syne på vej over en lille bro. Nu er vi der snart.?

Bussen standser, læreren låner chaufførens mikrofon for at overdøve snakken nede bagfra. Han siger, at de først skal rundt og kigge i Zoologisk Have, og at de bagefter får et kvarter til at gå rundt og vælge det dyr, de skal skrive om, når de kommer hjem. De går ud af bussen. På vej ned ad trappen snubler Thobias, men han når lige at gribe fat i gelænderet, der er på siden. Han prøver at ignorere de andres hånlige latter, går forbi dem hen og stiller sig for sig selv. Han kigger ned på sine hænder. De lange skæve fingre, sorte negle, hans mor vil rense dem, når han kommer hjem. De andre går forbi ham efter læreren. Han får et skub og en stemme i hans øre hvisker: "Du er så grim, Thobias!". Han ser sine hænder vride sig og knytter dem beslutsomt. De er ligesom vand, og jeg er god til at svømme. De er som de højeste bølger, ligesom dem ved Vesterhavet engang, men jeg drukner ikke, jeg kæmper.?Han småløber efter de andre, indhenter dem og går med et par meters afstand sammen med dem ind i Zoologisk Have. ?

Aber, giraffer, elefanter, fugle, søløver... Thobias drejer hovedet i alle retninger. De går i samlet flok mellem burene. De har en guide med, som fortæller lidt om hvert dyr. Thobias lytter dårligt efter, kigger bare rundt, ser dyrene gå hvileløst rundt eller ligge som bedøvede på jorden eller oppe i træerne. De standser foran løveburet. Drengene maser sig op foran. Han står et stykke væk fra de andre og ser ind på de store dyr, tænker på en udsendelse han så forleden om dyrene på Afrikas savanne. Løven. Dyrenes konge. Hvem har egentlig bestemt at den skal være konge? Den ligger bare og dovner i solen. "Hvad så Thobias? Skal du ind til løverne? De vil nok ikke engang æde en, der er så grim!" Han kigger ned på sine hænder, som længes efter at plante et blåt øje i Lasses fjæs. Han kan mærke en klump i halsen og trækker vejret dybt et par gange, før han ser op. De andre er allerede på vej videre. Fusentast, hvisker han. Det er et godt ord, det ligger godt i munden, rundt og skarpt på samme tid.?

De går rundt endnu en times tid og samles til sidst henne ved udgangen. Læreren råber for at overdøve Lasse og Gitte, der griner højlydt. "Et kvarter har I. Og I skal gå sammen mindst tre og tre". Thobias står alene tilbage, da de andre er gået. Han sniger sig uset ud af lærerens synsfelt og prøver at bilde sig selv ind, at han også helst vil gå for sig selv. Han følger åen, kigger ind i burene langs stien og ser de dovne dyr. Ingen af dem tiltaler ham rigtigt. Han ser de spraglede fugle flyve fra pind til pind, men det eneste han føler er ligegyldighed.
   Han tænker på dengang ved Vesterhavet. Han havde været lige ved at drukne, men i sidste øjeblik havde han kæmpet mod bølgerne. Han går ned til åen, sætter sig på bredden og dypper hånden i vandet, solen varmer hans ansigt. Fusentast, hvisker han. Han er stadig ikke helt sikker på hvad det betyder, men i dette øjeblik ligger han al sin vrede i det. Fusentast. Han nærmest snerrer det, han knytter sine hænder og lukker øjnene. Hans tanker kredser om bølgerne ved Vesterhavet, hvordan de slår mod kysten, og han kastes rundt, svøm Thobias, svøm. Det er hans far der råber inde fra stranden, Thobias kan høre, at han er bange, og han forsøger at svømme det bedste han har lært. Hans lunger fyldes med vand, han hoster og forsøger at holde hovedet ovenvande. Hvordan kom han så langt ud? Han husker, at han blot pludselig mistede fodfæste, og han mærkede kun vandmasser og strømmen under sig. Han husker lyden at bølger og hans far råb. Han ser Lasses' fjæs for sig, hører hans ondskabsfulde grin, og i hans hoved bliver latteren forvandlet til lyden af bølger. Svøm, Thobias.
   Han drejer hovedet væk fra solen og en enkelt tåre løber ned ad hans kind.
   Hov! Hvad er det? Lidt længere henne på bredden af åen. En fugl! En død fugl... Nej vent! Dens hjerte slår og øjnene glipper. Han samler den op, forsigtigt, stryger den kærligt over fjerene, mærker den bløde fjerdragt mod sine hænder. En pludselig varme strømmer op i ham. Han rejser sig og går tilbage til udgangen, hvor de andre står og venter.
   "Hvad har du der, Thobias?" Jeg behøver ikke svare. Det er min fugl, de skal ikke tage den fra mig, det er min helt egen. "Se Emilie! Det er en fugl! Nej hvor er den sød! Må jeg ae den?" Han kigger op, ser det lyse hoved med de blonde krøller, forstår ikke det er ham, de snakker til. Langsomt rækker han fuglen frem mod Clara, som løfter hånden og lige så stille lader en finger stryge over fuglens hoved. "Ejj, hvor er den blød, Emilie kom og mærk!". Og pludselig er de over ham. Flokkes om ham og hans fugl, blonde lokker og mørke krøller og midt imellem dem Lasse, der spørger, om han også må ae den. Da han kommer ind i bussen, skal han til at sætte sig ind på forreste sæde, men Emilie hiver ham i ærmet og spørger, om han ikke vil sidde ved siden af hende. Han rejser sig, går ned bagi, mens han holder hænderne beskyttende om den lille fugl. Han sætter sig ind ved siden af Emilie, tør næsten ikke se op af frygt for de andres blikke. Pigerne sætter sig omkring dem, sætter sig på knæ på sæderne og vender sig om for at kunne røre ved fuglen. De fniser, også Gitte, og kigger interesseret på Thobias, som slår blikket ned og koncentrerer sig om fuglen. Det er en gråspurv, hans helt egen gråspurv. "Hey Thobias?!" Han drejer hovedet, det er Lasse på sædet skråt overfor. "Jeg tænkte på, vil du med mig hjem en dag?". Han ved ikke, hvad han skal sige. Stum nikker han, smiler prøvende. "Cool. For resten. Du må gerne tage din fugl med". Thobias nikker igen og ser ømt ned på den lille fugl. Men der er noget galt. Øjnene er lukkede, han mærker efter, hjertet. Det banker ikke mere. Emilie kigger på ham. "Hvad er der galt?" "Den... Den er død", hvisker han. Emilie hviner og kigger med væmmelse på det lille dyr i hans hånd. "Den er død", skriger hun, og alle de omkringsiddende farer sammen. "Ad! Få den væk!". Han ser ned på fuglen, mærker alles øjne på sig, da han rejser sig fra sædet. "Hvor er du ulækker", siger Clara. "Grimme Thobias!" "Ad!" Han ser hen på Lasse, søger med øjnene efter hjælp, rækker i hjælpeløshed fuglen frem mod ham, "Fjern den! Jeg skal ikke have døde dyr på mit tøj!" "Jamen... Skal jeg så ikke tage den med, når jeg kommer og..." "Du skal ikke hjem til mig!" "Du er grim Thobias!"

Langsomt går han ned til forreste sæde, sætter sig på kanten med den lille fugl i skødet og lader en finger glide over fjerene. Han ser ud gennem vinduet, det er blevet overskyet igen, han prøver at huske sangen fra radioen, men det lykkes ikke. Gråden kommer uden han kan nå at gøre noget ved det, bølgerne slår hårdt mod hans hoved, han løfter den lille fugl op fra sit skød og maser den hårdt mellem sine hænder.
   "Fusentast". Det er læreren bag ham der hvisker det.

Thobias er grim. Det er der nogen der siger. Der er også nogen der siger at han engang på en tur til Zoologisk Have i 4. klasse, slog en gråspurv ihjel. De er ligesom vand, kæmpe bølger, uendelige havstrømme, svøm Thobias, svøm til.