Livet,
som et kadaver på en afrikansk slette,
blev flået i stumper
af realitetens barske facetter.
Vi skuede, vi lyttede og spurgte,
men svarene vi hørte
var for små og for sårbare,
let bytte for tilværelsens
stumme, men skarpe tænder,
hvert svar slugt af nye bekymringer,
hvert forsøg på klarsyn
forplumret i tusmørket.
Historier om brændende buske,
om frelsere og guder
satte spørgsmålene i ro,
fikserede vor verden i en spændetrøje
og vores væsen ligeså.
Men vi opfandt os selv nye øjne,
nye mål og nye håb
om en fremtid strålende
om et univers
spiseligt
for vor forstand.
Jeg har set en solnedgang på Mars
og vores første skridt på Månen,
skuet Saturns ringe,
og anet sorte huller.
På billeder har jeg set skorpen
på Europas isede terræn
og linser har åbenbaret for mit øje,
de yngste galakser
spæde og vilde.
Universet er stadig fyldt med mørke,
men det gør mig ydmyg
og taknemmelig for mit liv
at være født i en tid
frigjort af mørket
døende
i en solopgang.