Flodvandet var mørkt i det tidlige daggry og flød stille forbi bådbroen. Ura knyttede hånden om spydskaftet.
   "Kan du heller ikke sove?" Ura vendte blikket fra de snedækkede bjerge på den anden side af floden, hvis toppe lignede flammer i den gryende sol. Det var Herala.
   "Nej." Herala satte sig ved siden af Ura. Skyerne over dem forvandlede sig fra en grå dyne til lyserøde totter. Mod vest kunne man endnu se de sidste og klareste morgenstjerner og Venus stod lavt over de strålende bjergtoppe. Den lille gule måne var på vej ned bag Regnbjergene i nord.
   "Har du alt med dig til når daggryet rammer byen?" spurgte Herala. Ura nikkede. Han kunne mærke at Herala ikke brød sig om stilheden. Ikke så underligt for en borger fra Dalens Midte. Herala havde nævnt, at han en overgang havde siddet i Borgertinget, dengang før det blev nedlagt af præsterne. Han var en mand, der var vant til at snakke sig fra alt.
   "Jeg kan nu ikke vente med at se Himmeltårnet stråle hvidt i solopgangen igen. Skal du med tilbage til Dalens Midte efter denne jagt?"
   "Det her bliver min sidste jagt. Jeg tror ikke jeg kommer hjem til min landsby i live, hvis jeg fortsætter meget længere." Ura sendte Herala et opmuntrende smil.
   "Jeg er ved at være for gammel og jeg længes for meget efter at se mine sønner igen."
   "Jeg kan ikke vente med at se Milgru igen. Det sidste jeg husker er hendes tårefyldte ansigt. Det er det eneste billede jeg kan huske af hende. Det vil jeg gerne nå at lave om på." Ura klappede den unge Troldejæger på skulderen. Han havde endnu ikke set kamp. Troldene havde ikke vist sig i flere måneder, ikke siden deres sidste forsøg på at indtage Østre Garnisonsby. Solstrålerne var gledet længere ned ad bjergskråningerne ovre på den vestlige side af fjorden og skovene derovre lyste op i mørkegrønne nuancer. Ura vendte blikket mod byen bag ham. En solstråle havde ramt banneret fra det vestlige udkigsttårn. Banneret strålede i den blide morgenvind, gyldent og lysegrønt. Dalens farver. En klokke lød inde fra byen.

Kompagniet bevægede sig som en lang grøn slange ud af byporten. Ved siden af Uras geled gik en præst, der i en høj men rolig tone, fortalte om Fader Dals kamp mod Himmelmoderen.
   "Husk Faderens mod, da han stod der på toppen af Himmeltårnet. Føl det mod, når i finder jer selv derude på Troldehulernes skrænter. Lad det strømme igennem jer, når i står ansigt til ansigt med Troldehøvdingen. Faderen stod imod det værste uvejr, der nogensinde er overgået Dalen. I er hans mænd og hans mod er jeres mod!" Ura hørte flere anerkendende udbrud fra de andre Troldejægere, men han kunne ikke selv finde begejstringen. Han havde set mænds og troldes mod i kamp. Vejen førte op over nogle små bakker og fra toppen kunne Ura se konturerne af et stort bjerg bag den blege morgendis. Troldehulerne.
   "Hvad, mænd, hvad er vor ret!?" skreg præsten pludselig.
   "Dalen er vor ret!" Lød det fra kompagniet og til hans egen overraskelse også Ura selv.
   "Hvad er vor ret!?"
   "Dalen er vor ret!" Det begyndte at boble inde i Ura. Som et uvejr der tager til, kunne han mærke spændingen stige inde i sig. Samstemmigt brølede kompagniet de samme fire ord, igen og igen. Joba, Korva, Laka, Henfana, alle de mænd Ura kendte råbte sammen med ham i kor. Selv Herala var begyndt at råbe.
   Solen var sluppet fri af bjergene mod øst og landskabet ændrede karakter. Klipper sprang frem fra græsset og stien skrånede mere og mere opad. Troldehulerne trådte stadig mere tydeligt frem og Ura kunne nu se de enkelte huler i bjergets sider. Enkelte Troldejægere kom gående den modsatte vej. De blev langsomt flere og flere.
   "Ura, hvorfor bryder fortroppen op og går tilbage til byen?" spurgte Herala
   "Det er ikke fortropperne. Det er belejringstropperne. De skal ikke ikke i kamp i dag." Herala nikkede forstående og rettede atter sin opmærksomhed mod de modgående. De gik uorganiseret og deres grønne kapper var smurt ind i fugtig jord. Da det begyndte at tynde ud i belejringstropperne nåede kompagniet en bakkekam og endnu engang fik Ura følelsen af at Troldehulerne var sprunget et vældigt skridt nærmere. Bjerget stod tydeligt frem, nøgent og gråt, badet i formiddagens lys. En kommandant vinkede Uras gruppe om bag en jordvold, der var beskyttet af spidse træstammer, der alle pegede imod bjerget. Gruppen stillede sig op på række, som de havde gjort så mange gange før. Alle var tavse, men der var en larm fra de mange støvler der traskede i den bare jord og og de mange spyd der klaprede imod hinanden. Stilheden sænkede sig gradvist over det tusind mand store kompagni, eftersom de stillede op bag de mange jordvolde.
   "Joba, hvad ser du på bjerget" spurgte Ura. Den høje unge bondesøn havde allerede blikket skarpt rettet mod bjerget.
   "De ved vi er her. De prøver at holde sig skjult, men de kigger ud fra hulerne. De er bange for os." Et skælmsk smil bredte sig på hans brede ansigt. Kampgejsten havde imidlertid forladt Ura. Han knugede det lange spyd i sine hænder og genkaldte sig et vers fra Jugo Aga; vær ej frygtsomme, thi vi er sønner og døtre af Dalen, vær ikke frygtsomme for verdensstormen.
   Hærføren Bedrica IV bevægede sig ned ad skråningen og vendte sig, så han havde Troldehulerne bag sig og sin hær over sig.
   "Troldejægere! Mænd af Dalen! Faderens hær!" Hærførens stemme var fast som en klippe og Ura havde følelsen af, at Bedrica talte til netop ham.
   "Denne morgen vil gå over i Dalens krøniker. I dag vil vi, med Fader Dals hjælp, uddrive den sidste troldehule i Dalen. I er de bedste Troldejægere i Dalen. I er de tapreste mænd jeg kender. I vil dræbe hver eneste trold i det bjerg!" Hæren brølede og spyddene blev rakt i vejret. Ura kunne mærke det koge af kampiver inde i sig igen.
   "I dag vil vi tage hvad er vores, gøre Dalen til vor! Lad Troldhulernes skråninger bades i troldenes blod. I dag bliver Dalen vor! Tar Vala ustet zior!"
   "Tar Vala ustet zior!" brølede hæren tilbage og mens de gentog kampråbet marcherede hæren fremad, mod Troldehulerne.

Hæren rullede som en bølge ned ad bakken og strømmede op af den næste. Ura var kommet et par rækker bag ved de forreste Troldejægere, der nærmede sig toppen af den næste bakke. De sænkede farten i takt med at de nåede bakkekammen. Så smed enkelte sig af dem bagud, ned ad skrænten igen. En kampesten ramte bakketoppen, rokkede og trillede så ned mod Troldejægerne. Ura så Korvas ben blive knust under stenen, hvorefter den trillede forbi de mange andre, der i tide var sprunget til side. Ura løb over til Korva. Han var bevidstløs. Nu haglede kampesten mod bakketoppen imens Troldejægerne i spredt formation klatrede over bakken som myrer i en nedtrampet myretue. Herala kom hen til Ura
   "Kom med! Han er færdig!" Ura løsrev sig og løb med Herala op over bakketoppen. Det regnede ikke længere med kampesten, men nedenfor den korte skråning stod en vold af Troldejægere med spyddende strittende som et søpindsvin. De var rettet imod store mørke skikkelser, hjulbenede og med kampesten og køller i hænderne.
   "Troldene er ved at bryde linjen herovre. Kom med!" råbte Ura til Herala og de løb over mod en gruppe spredte Troldejægere der svajede med spyddene imod en stor gruppe trolde. En stor Ogra, større end tre mænd på hinandens skuldre, havde fået blod på tanden og trampede fremad med sin kølle svingede fra side til side. Fem Troldejægere faldt som sivaks for en le.
   "HEJ!" råbte Ura
   "Vi må flanke den. Joba, du og dine mænd løber venstre om og afleder dens opmærksomhed." Joba adlød. Han og de få Troldejægere han havde med sig sendte små stik ind i armene og benene på den store trold. Med et hyl vendte den sig mod dem og blottede derved sin ryg for Ura og Herala.
   "NU!" skreg Ura. De sprang frem og stødte deres spyd dybt ind i ryggen på trolden. Den udstødte et gurglende skrig, imens den prøvede at fjerne spyddene som havde sat sig fast i dens kød og faldt så om. Ura og Herala nåede lige at samle nogle spyd op fra et par faldne Troldejægere, da de andre trolde brølende forsøgte at hævne den døde Ogra. Men der var kommet forstærkninger til og troldene løb imod spidserne af de lange spyd. De forreste faldt, men pludselig, ved lyden af en skinger tone fra en skrænt oppe på Troldehulerne begyndte troldene at trække sig tilbage. De løb så hurtigt at Troldejægerne ikke kunne indhente dem. Ura stod forpustet og kiggede op ad de høje grusede skrænter, der udgjorde bjergets mægtige fødder.
   "Fremad mænd, de må slås imens de ligger ned" lød det fra en kommandant længere fremme. Ura lagde mærke til hvor mange døde Troldejægere der blev liggende imens bølgen af angribere kæmpede sig op ad bjergets stejle skråninger. Herala snublede i gruset, kom på benene igen, men snublede så atter.
   "Ikke så hurtigt, ellers triller du bare hele vejen tilbage til Dalens Midte" sagde Ura. Kommandanten havde også lagt mærke til hvordan mange af mændene væltede i gruset.
   "Sænk farten og gå i samlet formation." Idet han sgade det sidste ord, knuste en trillende kampesten ham mod bjergsiden. Igen regnede det med kampesten og Ura og Herala søgte ly bag et klippefremspring. En kampesten knuste toppen af fremspringet og sendte en sky af grus i hovedet på Ura.
   "DE GÅR TIL MODANGREB!" hørte han nogen råbe længere oppe ad bjerget. Hans syn var sløret af støvet, men han kunne ane hvordan troldene sprang frem fra skjulte huler i siden på bjerget. De fejede de forreste Troldejægere af bjergets overflade og kun få af deres egne faldt for jægernes spyd. På højre side af fronten var troldene ved at bryde igennem. Han gned sine øjne og kaldte på de andre.
   "Vi må op og dække højre flanke, ellers falder angrebet." Ura kunne ikke se Herala, men sammen med en flok Troldejægere løb de snublende op mod troldene der nu var brudt igennem linjen. Flere grupper af Troldejægere der også havde søgt ly for kampestenene sluttede sig til Ura og hans mænd. Fronten var blevet buet i en halvcirkel, der værgede sig mod den kollapsede højre side. Troldene var så optaget af at indeslutte hovedgruppen, at de ikke så Ura og de forstærkninger han sendte imod deres ubeskyttede flanke. Tre spyd gennemborede den nærmeste trolds ribben, en trold blev ramt i halsen og de andre blev klemt imellem Uras forstærkninger og hovedgruppen. Spyddene stak som hidsige hvepse ind i troldenes rækker og deres spidser farvede gruset rødt. Igen lød den skingre tone længere oppe fra bjerget, men troldene kunne ikke nå at trække sig tilbage. Nu dannede Troldejægerne en ny halvcirkel, men denne gang udenom de få trolde der var tilbage og som med fortvivlede hyl blev stukket ihjel. Ura trak spyddet ud af en stor Ogra, da kampesten igen kom rullende ned ad bjergets sider. Han nåede lige at se, hvordan troldene inden for de øvre huler stod og kastede det store klippestykker i hovedet på Troldejægerne. Så slog fligen fra en kampesten imod hans hjelm og han dejsede om.

"Ham her er hel endnu"
   "Jeg tror han er i live." Det første Ura så, var en fakkel der spruttede over hans ansigt og to mørke skikkelser der lod til at kigge på ham.
   "Nu åbner han øjnene. Kan du se noget?" Ura prøvede at nikke, men han havde en voldsom smerte i nakken.
   "Læg ham op på båren Huva!" Ura kunne mærke hvordan flere hænder greb om ham. Han stønnede af smerte, da en tog fat i hans arm.
   "Pas på, hans arm er brækket!" På båren kunne Ura se stjernerne begynde at titte frem på den mørke himmel. Imens båremændene bar ham ned, kunne han se op ad bjerget. Inde fra hulerne glødede orange flammer og små skikkelser kunne ses i lyset fra ilden.
   "Vi vandt" prøvede han med en afkræftet stemme at få sagt. Huva forstod hvad han sagde.
   "Kun med nød og næppe. Vi har mistet flere langt flere end troldene og Bedrica IV brugte ikke ordet sejr, da vi stod inde i Troldehøvdingens hule. Faktisk sagde han ikke så meget. Han skænkede de døde mange tårer." De kom ned for fødderne af bjerget, hvor der var opstillet et lazaret. Der lød klynk og stumme skrig fra de mange sårede, men det lod til at de fleste var døde. Ura blev lagt ned ved siden nogle faldne.
   "Jeg kommer med præsten om lidt" sagde Huva. Ura kunne mærke glæden over stadig at være i live. Han fik øje på stjernebilledet Gaia oppe på himlen. De seks stjerner udgjorde en primitiv cirkel. Himmelmoderen havde engang sagt, at det var der menneskelivet var opstået. Ura lod hovedet falde ned til siden og så et par fredfyldte øjne stirre på ham. De klare øjne tilhørte den blege unge Herala, der lå ved siden af Ura.

Epilog

Stormen mod Troldehulerne var det vigtigste slag i Fader Dals tid. Det afsluttede Krigen langs Østerfjord og betød dermed menneskenes fuldstændige herredømme over Dalen. Ikke før Lupas tid skulle troldene vokse sig så magtfulde igen, at de kunne true magten i Dalens Midte og genvinde deres tabte land. Og først efter vor ankomst til Dalen har der hersket mere end en våbenhvile, men tilmed en fred og forståelse imellem trolde og mennesker i Dalen.

VeaDama