Det damper fra kaffemaskinen
koppen luner sig ved den varme væske
og jeg tænder for computeren.
Udenfor mit vindue
står stråler af vand ned i stænger,
regnen flår i den våde jord
og græsset drukner
i den satte muld.
Tunge dråber banker på ruden,
hårdt og indtrængende.
Dampen fra porcelænskoppen
forsvinder i luften
der bevæges
til usynlig dans
af de store sorte kasser
med deres vibrerende membraner
på min reol.
Pickuppen vugger henover den blanksorte skive
og jeg tænder for lyset i loftet,
da et glimt
river himlens sorte gardin
i to.
Der drypper små dråber
fra vandhanen.
Uvejrets kolde fingre kærtegner ruderne,
de graver sig ind gennem mikroskopiske sprækker
og holder om mine tæer.
Jeg drejer termostaten op på fire,
lader de bare fødder riste sagte
på det hvide metal.
Computeren pruster,
for hver video den hiver ned fra skyen,
hiver den hårdere efter vejret.
Under tastaturet samler sig hede.
Thor er derude
større og mægtigere
end nogensinde før.
Hammeren slår hårdere
og regnen falder tungere,
dråberne er større,
snart drukner kloakken.
Dampen fra kaffemaskinen stiger atter til vejrs,
jeg henter en snegl fra ovnen.
Sollyset fra min skærm
farver mit ansigt
i blege nuancer.
Halvmåneformede formørkninger
samler sig
under mine øjne.
Bulder, brag og blink
er ét virvar
da Thor slukker lyset
i midtbyen.
I mørket hører jeg dråber
falde fra hanen
og loftet.