Religion fylder. Især i medierne. De seneste eksempler på det kan nævnes uden videre overvejelse. Gudstjenester i hverdagene, imam-uddannelser på universiteterne, Manu Sareens indflydelse på folkekirken - og listen fortsætter. Måske fylder religion fordi vi har givet plads til at det kan fylde. Fordi vi, helt ind i Grundloven, er et kristent land.
Det er cirka 80 procent af den danske befolkning, der er medlem af folkekirken. Det danske statsoverhoved skal bekende sig til den luthersk-evangeliske tro og vore traditioner bærer et kristent præg. Vi lever i sandhed i et kristent land. I hvert fald et kulturkristent land.
Jeg er ateist og som jeg har skrevet i to læserbreve til JP ('Ateist og fan af folkekirken' 30.09.13 og 'Fan af sognepræsten' 10.10.13), så er jeg fan af folkekirken, fordi jeg mener, at den er med til at udvande de kristne dogmer. Dog vil jeg samtidig sige, at jeg er kulturkristen - jeg fejrer jul og min kulturelle bagage er blandt andet pakket med forestillinger om Gud og Jesus (for ikke at nævne mine forestillinger om Thor og Odin, som vi har opkaldt to af ugedagene efter). Jeg lever i et land, som er, helt ind i dets kerne, præget af Kristendommen. Vi er et kulturkristent land.
Dét er imidlertid et problem. Skønt jeg med en vis sarkasme, kan sige at jeg er fan af folkekirken, så mener jeg også, der er reelt problem forbundet med en statskirke. Lige så vel som det er et principielt problem, at et demokrati endnu har en monark som statsoverhoved, ligeså problematisk er det med en statsautoriseret religion. Det er et principielt problem, at en religion har særret og at mine skattekroner også indirekte går til bibelforkyndelse hver eneste søndag (medmindre den almægtige Guds hviledag da er blevet danskerne for upraktisk). Det er et problem, at religion på den måde ikke blot er et personligt anliggende, men også et statsanliggende. Det er imidlertid et problem jeg kan leve med. For flertallet vil såvel et monarki, som en folkekirke. Skik følge eller land fly. Folket vil et kulturkristent land.
Men jeg tror de fleste danskere er enige om, at religion er et personligt anliggende. Konfession er et spørgsmål om hvad men selv har det bedst med at tro på. Personligt har jeg det rigtig godt med tanken om, at Guds og Guders eksistens, som de findes i de religiøse skrifter, blankt kan afvises af videnskaben. Men så vidt jeg ved, så står der ingen steder i Grundloven, at min glæde ved videnskaben skal have en særlig institution og hyldes som noget særligt. Min personlige overbevisning får ikke mandat af Grundloven. Det gør derimod den kristne tradition som hersker her til lands. Den kulturkristne tradition.
Mine læserbreve har affødt en del diskussion, såvel på JP's hjemmeside, som i min omgangsgruppe. Jeg er blevet klogere på, hvad folk omkring mig værdsætter ved folkekirken. Mest sympatisk finder jeg tanken om fællesskab og tradition - folkekirken som et sted man besøger ved højtider, begravelser og søndage (eller hvornår det nu er mest praktisk). Rytmen, trygheden og sikkerheden ved folkekirken fylder helt bestemt meget for mange mennesker og har for så vidt intet med troen på Gud og Jesus at gøre. Jeg konstaterer samtidig også, at der findes andre foreninger her til lands, der opfylder lignende funktioner - alt fra sportsforeninger til syklubber. De er ikke manifesteret i Grundloven, ejheller har de en særegen institution. Min pointe er blot; et fællesskab om en tro og nogle ritualer koster vel egentlig ikke mere end hvad andre foreninger koster og kan vel på lige fod arrangeres i civilsamfundet. Troen i sig selv er vel gratis. Det behøver vi ikke staten til at varetage. Vores kulturkristne land kan vel via befolkningen selv, varetage den religiøse efterspørgsel uden statens omfavnelse.
Mit eget argument, i førnævnte læserbreve i JP, for fordelene ved en statskirke, er den udvandende funktion en sådan institution har på det religiøse indhold. Dette synspunkt, kan jeg forstå af bloggen 'Contra Ventum', bakkes op af den amerikanske teolog David Bentley Hart. Men så snart man har institutionaliseret én religion, så holder man andre ude i kulden. Her foreslog jeg i mit første læserbrev oprettelsen af en folkemoske, eller simpelthen en institution for alle landets religioner. I mellemtiden har det været diskuteret om vi skal oprette en imam-uddannelse, hvilket jeg, så længe vi uddanner præster, hilser velkomment, som en måde at modernisere og åbne op for Islam. Men debatten er kommet til kort. Nok en gang forsvares Folkekirkens monopol. Inger Støjberg hævder endda, at forslaget er, "at købe sig til aflad over at være dansker". Dermed mener hun, at vi undergraver vore traditioner med dette og lignende forslag. Vi lever i et kulturkristent land, hvor kun én religion får sine præster uddannet med SU og statsautorisering og hvor en (seriøs?) politiker kan sætte lighedstegn mellem danskhed og kristendom.
Nogle ville nok sige til mig; "men Thomas, de fleste danskere tror jo ikke på Gud. Danskerne er jo i praksis hedninge." Ja, det er jeg enig i. Men tag ikke fejl - fortabelsens flamme bader ikke samfundet i sit lys mere, men dens gløder ulmer endnu, klar til at blusse op igen. Ulven går som bekendt klædt i fåreklæder, hvide og tilsyneladende uskyldige, ligesom de 16.000 kors der skulle markere hvert 'fosterdrab' begået siden indførelsen af den fri abort i Danmark. Kampagnen 'Choose Life' er med sit moderne formsprog og sine plakater rundt om i kongeriget, et opråb tilsyneladende blottet for religiøse argumenter. Denne snu kampagne har fattet, at danskerne ville forkaste budskabet, hvis det åbent blev underbygget med henvisning til Gud.
Men man skal ikke kigge langt, før røgsløret viger for den egentlige ideologi der ligger bag. 'Retten til Liv' - organisationen bag kampagnen - bruger argumenter på deres hjemmeside, såsom; "Gud elsker os ikke fordi vi er værdifulde; vi er værdifulde fordi vi er elsket af Gud. Dette menneskesyn forvandler!!". Det er altså lige meget om du som kvinde er blevet voldtaget og vil have det uønskede barn fjernet - husk, Gud elsker dig jo, og det "gør det nemlig til vores ansvar, at vores medmenneske får et godt liv - også vores ufødte lille medmenneske". Vi lever i et kulturkristent land, hvor en gruppe kristne forsøger at indskrænke kvinders frihed.
Vi lever også i et land, hvor det er tilladt at omskære drengebørn. Ikke med etisk mandat, men fordi Sundhedsministeren ikke kan finde lægevidenskabelige argumenter imod det oldgamle ritual. I debatten om omskæring mangler en anerkendelse af det faktum, at ritualet sætter et permanent mærke på barnet. Her har du et styks jødisk eller muslimsk barn, kend det på tissemanden! Hvis jeg nu gik med mit drengebarn ned til den lokale tatovør og bad ham skrive et citat af Richard Dawkins på drengens arm, så ville der blive ringet til politiet. Omskæring falder dog i samme kategori - det er uetisk, fordi det er et overgreb på børns kroppe, uden hensyntagen til deres fremtidige religiøse overbevisning og som de tilmed ikke kan tilbageændre. Kun i en stat der værner om én religion, finder man ukritisk tolerance overfor selv de mest uetiske traditioner. Religiøs solidaritet sker på bekostning af uskyldige børn. Vi lever i et kulturkristent land, der hellere taler om medicinske argumenter imod tudsegamle rituelle brændemærkninger, end om de etiske dilemmaer.
Danmark må for mig gerne forblive et kulturkristent land. Et land hvor størstedelen af befolkningen bærer på kulturel bagage, der blandt andet stammer fra Kristendommen. Staten derimod, så jeg gerne renset for religion. Lad religion komme til sin ret, som et personligt anliggende. Ikke et anliggende der skal varetages af staten. Lad Kristendommen være en blandt flere religioner, uden særstatus, men holdt oppe af dem der frivilligt vil den. Lad os hilse folk med andre trosretninger velkomne, men bede dem om, at lade deres drengebørns tissemænd være. Det må være op til dem selv i en myndig alder, at bestemme om der skal skæres af, fjernes, lægges til eller lades være. Lad os fortsat kæmpe for kvinders rettigheder og i særdeleshed den vigtigste, nemlig retten til selv at bestemme over egen krop. I den daglige debat må vi kulegrave argumenterne for indskrænkelserne af enhver rettighed og udstille det, når argumenterne viser sig at være håbløst forældede.