"Jeg er maksimalt en halv time væk. Kan i vinde så meget tid?" kom det dæmpet fra Harpers lomme.
   "Glem det" sagde Harper "Sig til AWACS'en de skal holde fast i de biler der holder rundt om vores."
   "Vi har dem og skynder os alt det vi kan," bekræftede Metcale.
   En af mændene ruskede i døren ved siden af, Harper. Han havde låst den. Manden gjorde en sigende bevægelse mod de lyddæmpede våben i bilen og holdt sin hånd i lommen. Konturerne af en pistol kunne tydeligt ses gennem tøjet.
   Harper trak på skuldrene og lukkede op. Han blev omgående trukket ud, undersøgt og ført bort. Så var det Christians tur. Hans telefon blev ligegyldigt smidt på sædet ved siden af Harpers. Mændene stak både deres pistoler og ekstra magasiner til sig.
   Manden der havde visiteret Christian nikkede mod bilen på den anden side af gaden. Han fulgte ham over til og skottede mod politistationen. Han havde gjort en bevægelse med den hånd, han havde i lommen, der ikke var til at misforstå.
   Christian nåede lige at se Timuchin blive trukket ud og undersøgt inden han krydsede vejen.
   "Forsøger du noget, går det også ud over dine venner" sagde hans vogter dæmpet, på elendigt engelsk. Meningen var klar nok. Han borede en pistol ind i ryggen på Christian da han puffede ham ind i bilen.
   Christian kikkede tilbage og så Timuchin blive skubbet ind på bagsædet af sidste vogn mens Karsten kravlede ind i bagagerummet. En mand bøjede sig hurtigt ind, kom ud og lukkede det igen.
   I samme øjeblik blev døren ved siden af Christian revet op. En ny mand steg ind og bandt hans tommelfingre stramt sammen med en strip. Den første gled ind bag rattet og begge skottede hele tiden mod politistationen.
   Bilen kørte hurtigt væk og Mens de kørte gennem Ali Sabieh skottede Christian til uret. Det hele havde kun taget få minutter. Metcalfe var stadig tyve minutter væk, uanset hvor hurtigt han kørte.
   Manden ved siden af Christian snakkede uforståeligt i telefonen og gav en besked til chaufføren. Han gryntede, drejede fra og kørte videre. Christians mod sank. Hvis bilerne holdt sig samlet, var der håb. Han prøvede at se bagud og fik et slag i hovedet.

Efter et kvarter holdt bilen under nogle træer uden for byen og Christian blev revet ud og undersøgt igen. Der var ingen i syne nogen steder ud over de to tavse mænd.
   Alt hvad han havde i lommerne blev fjernet og smidt ved siden af bilen mens han lå over kølerhjelmen med en pistol i nakken. Selv sømmene på tøjet blev gennemgået omhyggeligt hvorefter han fik hænderne bundet på ryggen. Mændene ventede sig mod en ny lyd fra en motor.
   En af de andre biler kørte ind og fandt plads under træerne.
   To mand steg ud og Harper blev brutalt trukket ud men strittede imod. Begge mænd tog fast i ham og trak ham over mod Christian. Harper trampede ene over foden, svingede rundt på et ben og sparkede i samme bevægelse den anden i maven.
   De to første løb begge deres kolleger til undsætning. De glemte Christian. Han løb bagefter og tacklede den bagerste. De faldt i en uordentlig bunke på jorden. Christian hørte mandens hoved slå mod bilens karosseri og så sig om.
   Harper sparkede ud mod en mand, der sprang tilbage mens han fumlede efter sin pistol.
   Christian lænede sig bagud, støttede med de bagbundne hænder og sparkede opad med begge fødder af al magt. Hans hæle ramte i nederste del af ryggen. Manden tumlede fremad. Pistolen gik af og Harper blev slynget bagover.
   Christian følte et spark bagfra i skulderen og opfattede et skud.
   Han tumlede vantro forover og mærkede han blødte. Kuglen, måtte det være, lammede hans nerver et kort øjeblik. Et øjeblik efter begyndte smerterne. Alt svømmede for hans blik. Han lukkede øjnene.

Lyde omkring ham fik ham til at åbne øjnene igen. Ham, Christian sparkede i ryggen kom på benene og hjalp sine kolleger op. Den første han havde fået til at falde mod bilen stod og støttede sig til den og rystede på hovedet. Han gik over mod de andre, ombestemte sig, vendte omkring og sparkede Christian. Han havde stadig pistolen i hånden. Et kort øjeblik så det ud som om han ville bruge den igen.
   En skarp bemærkning fra en af de andre til ham til at stikke pistolen i lommen. Mændene greb fat i Harper og Christian og slæbte dem længere ind under træerne. Den ene så grundigt på dem begge og sagde et par ord.
   En af dem hentede en kasse i bilen og fandt nogle bandager frem som han brugte på Christian. Det gjorde vanvittigt ondt. Christian kikkede spørgende på ham og hen på Harper. Manden rystede på hovedet, lagde Christian ned og sluttede sig til sine kolleger.

Harpers brystkasse svømmede i blod. Selvom Christians arme igen var bundet sank han besværligt på knæ ved siden af Harper. Mændene stirrede ligegyldigt på dem og talte dæmpet sammen.
   "Kan du høre mig?" råbte Christian desperat.
   "De tror jeg er bevidstløs" hviskede Harper. "Vi kom vidst til at irritere dem lidt for meget. Nu skal du høre hvad vi gør, når vi bliver samlet igen. Hør godt efter."
   Christian lyttede anspændt mens mændene snakkede videre i baggrunden.
   Ham Christian havde tacklet kom over til dem, kastede et blik på Harper og gav Christianet spark i hovedet, så han besvimede.

Da han vågnede igen mærkede han at han lå på et hårdt gummiunderlag, der bevægede sig. Han løftede hovedet og mærkede smerten fra skulderen og smag af blod i munden og så sig omkring. Han anede konturerne af to skikkelser ved siden af sig. Forrest i den mørke kabine sad der to mænd med ryggen mod førerkabinen.
   Da han løftede hovedet løftede den ene en arm mod ham.
   "Shut up and be quiet," beordrede han, gebrokkent.
   Det krævede ikke meget fantasi at gætte manden havde en pistol i hånden. Christian forsøgte at gennemtrænge mørket omkring sig. Han mente at genkendte Karstens lyse skjorte. Begge havde hætter på hovedet. Om den sidste var Harper eller Timuchin kunne ham ikke afgøre.
   Bilen bumpede videre i det uendelige. Ovenpå smerter følte Christian hans blære snart ville sprænges. Smerter, mørke og de truende i forgrunden bidrog til usikkerhed. De bagbundne personer ved siden af ham rørte lidt på sig en gang i mellem. De fik hver gang besked på at være stille af deres tavse vogtere.
   Christian spildte hverken tid eller kræfter på at spekulere over hvor de var på vej hen eller hvad der ville ske med dem der. Han vidste ikke hvor længe han havde været bevidstløs og ventede med at tage stilling til noget, før det blev nødvendigt. Bilen kørte langsomt op af en stejl bakke mærkede han. Da hældningen blev mere normal satte den farten op igen. Han blev pludseligt opmærksom på at han ingen sko havde på.
   Den ene af mændene bankede på væggen til førerkabinen og råbte højt. En kort samtale fandt sted og bilen satte langsomt farten ned. Christian mærkede den køre ind til siden og stoppe.
   Timuchins stemme lød fra en af hætterne og en kort samtale udspandt sig. Gennem døren så de to silhuetter, der talte dæmpet sammen. Den sidste vagt kravlede ud og forsvandt ud af syne imens.
   "Han skal pisse. Det skal jeg også" sagde Timuchin, "Hvordan med jer?
   "Noget så skrækkeligt" kom Karstens stemme fra venstre.
   Christian nikkede bare. "Taler du sproget her?"
   "Han er Palæstinenser" forklarede Timuchin. "De taler nogenlunde som i Syrien."
   Palæstinenseren stak hovedet ind i vognen. "Lad hellere være med at prøve på noget. Husk hvordan det gik jeres ven."
   En efter en blev de trukket ud, løsnet og fik lov til at lette sig i lyset fra bilens forlygter mens en vagt holdt øje med dem i baggrunden.
   Derefter blev de bundet igen og placeret med ryggen mod bilen mens deres vagter stod på afstand og røg. Christian sænkede hovedet og fortalte Timuchin det meste af det Harper havde sagt.
   "Det er da en ide" sagde Timuchin. "Det må du sige til Karsten, når du får lejlighed til det."
   Palæstinenseren kom hen til dem og afskar al yderligere samtale.
   Der lød et råb og et skud fra den anden side af bilen. Christian glemte hvor han var, prøvede at rejse sig og se i den retning.
   Palæstinenseren tog et hurtigt skridt bagud og løftede sin pistol. Christian satte sig ned igen.
   To mand kom slæbende med Karsten og smed ham ved siden af dem. De så han blødte fra det ene ben.
   "Jeg faldt da jeg rejste mig. Fyren misforstod det og skød mig" stønnede Karsten. Hans ansigt var forvrænget af smerte.
   Timuchin sagde en hel masse efter hinanden. Palæstinenseren nikkede og løsnede hans hænder.
   Timuchin tog sin skjorte af rev den i strimler og improviserede en forbinding af Karstens ben. Derefter kastede han et blik på Christian og sagde et par ord. Deres vogter hentede nogle stykker tøj som han rev i strimler som Timuchin brugte til at forbedre Christians forbinding.
   De blev alle lagt ind i bilen igen. Trods sine smerter og det hårde underlag følte Christian sig fysisk og psykisk udmattet og faldt hurtigt i søvn.

Han vågnede meget senere. Det var i mellemtiden blevet lyst og han kunne se ud gennem den åbne dør.
   Bilen holdt parkeret og de havde udsigt til en uendelig og tør slette med vissent græs. Ensformigheden blev brudt af enkelte, spredte forkrøblede buske. I horisonten tronede blå silhuetter af eroderede bjerge. Et støvet spor gennem det hele gjorde det formodentlig ud for en vej, og en sparsom vind legede med buskenes grene. Smerten i skulderen gjorde han ikke ænsede ret meget af det men koncentrerede sig om de nærmeste omgivelser.
   Karsten lå i den anden ende af bilen. Timuchin kikkede ind og gav Christian en vandflaske og en rest af et brød.
   "Vi har ikke andet. Spis det hellere mens du kan. Vi må godt tale lidt sammen bare vi ikke overdriver det. Jeg tror det er et mødested. Der venter en anden bil lige bag os.
   "Er der en tår til mig?" kom det nede fra Karsten.
   Timuchin rakte endnu en flaske ind som gik videre til Karsten. Han drak halvdelen i en enkelt slurk og sagde 'av for satan', da han rørte på benet.
   "Hvordan ser det ud doktor?" spurgte han og kikkede på Timuchin. "Jeg snød vidst og sov fra det meste." Han så over på Christian.
   "Du besvimede såmænd" sagde Timuchin med et smil. "I har kun fået kødsår. En af dem havde noget sprut af en slags, som jeg rensede lidt med."
   Palæstinenseren kom over og kikkede på dem med et neutralt ansigtsudtryk. Han havde mere brød som de delte mens Timuchin talte med ham.
   "Vores ven her bekræfter det er et mødested. Om et par timer giver de os videre til nogle andre. Jeg vil lige se om i er blødt igennem."
   Han undersøgte omhyggeligt deres forbindinger og sagde et par ord til Palæstinenseren, der ikke lagde skjul på det kedede ham, gik væk.
   "Hvor er vi henne" spurgte Christian og Karsten samtidig.
   Timuchin trak på skulderen.
   "Somalia eller Sudan. Begge er nok lige sandsynlige. Vælg selv."