Som så ofte før var familien Grutschske's middag blevet indtaget i stilhed. Der hørtes kun de klikkende lyde af bestik mod porcelæn og høflig takken til den serverende pige, der kvitterede med lydløse kniks.

Da middagen var overstået og begge forældre sad alene tilbage med deres vinglas, løftede Heinzvoll Grutschske hovedet og så på sin frue, der var placeret for den anden ende af det store spisebord. Fruen, hvis elegante påklædning havde stadigt sværere ved at dæmme op for en tydelig korpulence, sad og overvejede om det ikke var på tide at gøre noget ved sit hår, der med tidens tand ikke alene var grånet, men også tyndet betragteligt ud. - En paryk måske? - Hun lagde nu mærke til blikket og blev omgående forvirret, så hun gav sig til at smile til sin mand.
   "Hertha"- sagde denne, "jeg vil bede dig om en samtale om vor søn Hermann i mit arbejdsværelse, her efter middagen."
   "Jo, kære Heinzvoll," svarede fruen, "det vil kun glæde mig". Dette svar var præcist hvad Heinzvoll Grutschske forventede og en svag indre irritation over forudsigeligheden gled igennem ham. Heinzvoll Grutschske var ikke ukendt med Clara Zetkin's pamfletter, og selvom han fandt det meste indhold forrykt, så havde han en hvis sympati for grundtankerne heri, især om ligestillingen med kvinde og mand i de afgørelser der hørte de hjemlige forhold til. Det var heller ikke fremmed for ham at finde en hvis beundring i sig selv over den energi han fandt i intellekt og følelse hos denne skribent, omend skribenten var en kvinde. Tilsvarende følelser havde hans hustru aldrig været i stand til at vække.

Hans frue bankede på, og åbnede forsigtigt døren, Heinzvoll Grutschske lagde sin cigar fra sig i det bøhmiske askebæger og sagde:
   "Ja - kom kun ind og sæt dig." Hans frue lirkede krinolinen på plads i stolen ved skrivebordet, gled ned og så på sin mand. Heinzvoll rømmede sig, så begyndte han.
   "Hertha, du ved jo at jeg igennem Hermanns opvækst har søgt at påvirke og danne ham til at kunne varetage en rolle i det civiliserede samfund."
   "Ja, kære Heinzvoll, det har du da, og ved du hvad den søde dreng, i dag havde han købt blomster til mig, han bragte mig den nydeligste buket forårsblomster, de er til dig mor, sagde Hermann, det sagde han, det er en hilsen fra foråret, han giver mig så mange glæder."
   "Javist", svarede hendes mand, "men nu drejer det sig om hans fremtid og bestilling. Du ved jo, at mit håb var, at han kunne fortsætte sin uddannelse og modtage en pæn grad fra det juridiske eller økonomiske fakultet, men desværre gør hans karakterer det umuligt for mig at fastholde dette håb."
   "Ja - svarede hans frue, "det ved du jo bedst min kære Heinzvoll, det gør du, men tror du ikke det kan rette sig, det er da vidst også muligt at få privat manuduktion til disse studier"
   "Det tror jeg nu ikke det kan" svarede Heinzvoll, "det er ikke alene et spørgsmål om intellekt, men også om modenhed, og der må jeg sige at vor søn lader meget tilbage at ønske, jeg finder det er umuligt for ham at begå sig i de akademiske kredse. Dertil er han for ufokuseret og mangler både koncentration og selvkontrol.
   Derfor må han have en bestilling der passer sig både for hans stand og formåen. En bestilling hvor han både kan lære respekt og disciplin. Havde han været et pigebarn havde sagen stillet sig anderledes, men jeg må erkende, at jeg ikke længere har mulighed for yderligere at medvirke til hans dannelse. Livet selv må danne ham i det videre forløb - jeg betragter min opgave som afsluttet."

Samtalen havde taget en drejning, som fik Hermanns mors hænder til at dirre svagt, hun lod dem holde hinanden i sit skød og svarede:
   "Jamen, - hvad siger du dog, vil du lade ham sende væk?" i hendes indre så hun sin kære søn, fattig og udstødt vandre våd og forkommen på landevejen - tårerne pressede sig på.
   "Nej vidst ikke, jeg vil lade ham starte som yngste kontorist i bankens afdeling for realkredit. - Og for at lære ham selvstændighed vil jeg samtidigt lade ham leje et værelse på det Olmerske pensionat."
   Hans frue kunne ikke helt fange rækkevidden af, hvad hendes mand sagde. Hermann skulle altså sendes væk fra hjemmet, væk fra hende, men da gudskelov vist ikke til militæret. Hertha prøvede forgæves at holde tårerne tilbage, men det lykkedes ikke, og med våde kinder fremstammede hun,
   "Jamen det kan du da ikke, det kan du da ikke gøre mod lille Herny."

Heinzvoll havde intet behov for at se på sin frue, og lod derfor i tavshed blikket hvile på den meterhøje statuette af den ulykkeligt kæmpende Sabine omfavnet af en muskuløs romer.
   En veludført kopi af Giambologna's berømte værk. Denne var placeret på bogreolen bag hans frue i det højloftede arbejdsværelse. Og Heinzvoll havde ofte ladet sit blik hvile her når han havde behov for at have ro i sit indre.

"Ja," sagde han omsider, "men det bliver nu således, grenen skal bøjes medens den er ung, at livet ikke senere skal knække den. - det må du da erkende, og du kan vel ikke have noget imod at Hermann starter i banken."
   Hertha fik et indre billede af sin mand der sad i banken i et stort rum med lille Herny på skødet, og dette beroligede hende noget, - Hun løftede hovedet, "Så kan du jo også hjælpe ham tilrette" sagde hun prøvende. "Desværre nej, det tillader min position mig ikke, men jeg har truffet aftale med afdelingens chef, og forhørt mig om det medlem af personalet der vil blive Hermanns nærmeste foresatte, det er en yderst pligtopfyldende og korrekt person som vil være meget velegnet til at indføre Hermann i afdelingens rutiner og de opgaver og pligter der påhviler yngste arkivar."
   "Har du sagt det til Herman" spurgte han frue.
   "Ikke endnu," lød svaret "men jeg vil lade udarbejde en mappe, som indeholder mine beslutninger og vejleder Hermann i, hvorledes de praktiske foranstaltninger, han skal udføre, vil være. Endelig vil jeg med stor vægt indskærpe dig, at i de 14 dage, der vil gå før beslutningen iværksættes og Herman får udleveret sine retningslinjer, vil det ikke være dig tilladt at omtale vor beslutning for Hermann. - Det vil kun forvirre ham og give anledning til unødvendig spekulation. Grunden til denne samtale er, at det er vigtigt for mig, at vi er enige om dens mål og hensigt, at give vor søn en start på voksenlivet som er velegnet for ham. - Det mener jeg du må være enig med mig i?"

Hertha vidste nok om sig selv og sin mand til, at hun indså det unyttige i at være uenig, det ville kun føre til at hun blev afkrævet andre forslag, som et efter et ville blive skåret i stykker til de lå i en bunke smulder på gulvet, så hun nikkede.

"Ja," sagde Heinzvoll og rejste sig, "så har vi nu denne afgørelse, og jeg foreslår nu vi tager en spadseretur i parken i det nydelige forårsvejr. Jeg havde da tænkt at byde dig på chokolade i 'Zum see'. Herfra kan vi også nyde solnedgangen og glæde os over foråret."