i morgnens grå og tyste gry kommer en enlig skyggevandre tilsyne, han kan knapt anes som andet end en flygtig tanke, og i det, man stiller skarpt for at fokusere på ham, er han væk, men jeg kender ham for han, er et spejlbillede af mig selv, en genspejling af det, som jeg kunne være det som jeg burde være det som jeg var, inden jeg blev til en skygge, jeg var en vandre, jeg er en vandre jeg vandre ned af livets gade og drejer til højre ned af mindernes alle blot for at opdage, at jeg ikke længere er en del af mine egne minder, de er kommet vidre uden mig, de har forladt mig, de er nu kun en tom, skal en skygge af glemses og ligyldighed en grå dis alkoholdens ligyldighed det ensete der bekymre mig er, hvordan eller hvornår jeg kan opnå min næste rus, jeg er nået ned for enden af mindernes grå og tyste alle og ser til min glæde, at glemslens værthus har åbent der sidder allerede andre fortabte skyggevandre som jeg med håbet om igen at få lov til at opleve rusen den velsignede rus af glemsel og ligyldighed