8 måneder, 26 dage siden

Du vil være savnet.

ressourceforløb the end
Martin Micha...
11 måneder, 28 dage siden
Citrontræ
Halina Abram...
3 år siden
Man kan nok ikke give mød...
Ace Burridge...
7 år siden
Hypergrafi
Camilla Rasm...
12 år siden
Resume af projekt SØNDAGS...
Martin Micha...
1 år siden
Skulpturer blev færdige
Poul Brasch ...
8 år siden
Kontakt med eks'en...
Kianna Kitte...
2 år siden
Glansbilledemennesker - K...
Kasper Lund ...
4 år siden
Merhaba, online-ulve
Camilla Rasm...
5 år siden
Vi pakker sammen
Ragnhild Bac...
6 år siden
Efterskrift
Hanna Fink (...
4 år siden
This is not a Bridget Jon...
Camilla Rasm...
5 år siden
At skue hunden på hårene
CamillaJe
7 år siden
Hverdagen
Hanna Fink (...
6 år siden
Højskolehjemkomst.
Hanna Fink (...
7 år siden
Sørgebind
Olivia Birch...
5 år siden
Læææænge siden jeg har skrevet et dagbogsindlæg herinde, men NU er det tid.
Mest fordi jeg ikke rigtigt synes at jeg kan tude over det til andre end netop en dagbog.

Juleaftensdag mistede jeg en virkelig elsket ven.
Politiet er lige nu i gang med at opklare hvad der er sket, og en kvinde er varetægtsfængslet under mistanke for 'vold med døden til følge'. Det må jeg tilstå at jeg er lidt ligeglad med. Min gamle ven rendte rundt i et miljø hvor den slags nogle gange sker, og måske var han selv ude om det. Bortset fra at hun åbenbart har slået ham ned bagfra hvilket jeg OVERHOVEDET ikke synes, er okay.
Hvis man skal slå på folk, bør man i det mindste kunne se dem i øjnene imens, men det er så ikke første gang han er blevet angrebet bagfra. En anden gang var det en af hans kammerater der stak en kniv i ham (hvilket han også var ved at dø af), men han overlevede da i over 10 år efter det.

Nå ...
HVIS nogen læser dette, og måske har læst mine (meget) tidligere indlæg, er det ham jeg har pebet over mange MANGE gange. Blandt andet til hans fødselsdag der for måske 15 år siden udviklede sig til noget i stil med en sørgedag. Dengang var han selvfølgelig ikke død, men jeg kunne (kan) simpelthen ikke kommet forbi den dag uden at opleve som minimum et strejf af tristhed, og for det meste var jeg (igen som minimum) trist i 1-2 måneder deromkring.
Jeg har nemlig kun haft sporadisk kontakt med ham i omkring 20 år, men jeg elskede/elsker ham nu alligevel, og HAN opførte sig egentlig også som om han elskede mig. Hvorfor, ved jeg så ikke, for som sagt havde vi kun sporadisk kontakt de sidste omkring 20 år, og det plejer jo at kunne tage livet af kærlige følelser, men det gjorde det åbenbart ikke her.

Suk. Lige nu ved jeg ikke engang hvad jeg skal føle.
Han var et seriøst ødelagt menneske allerede da jeg mødte ham (han var 15-16 år, og jeg var 17), og det blev kun værre i løbet af hans liv. Han havde INTET selvværd og røg ret tit i slagsmål med 3-4 stykker ad gangen, alene fordi han mente at han fortjente de tæsk han nu kunne få.
Han mente seriøst ikke at han havde RET til at leve, og jeg ved at han gerne ville dø. Han kunne bare ikke gøre det selv. Eller ... han kunne ikke snitte sine håndled eller skyde sig selv. Han kunne godt sørge for at ende som et alkoholiseret, hashrygende vrag og få folk til at se rødt, så DE måske slog ham ihjel.
Det lykkedes jo så til sidst, så der er ikke rigtigt en grund til at være ked af det, men det er jeg nu alligevel. Suk.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Du vil være savnet. er publiceret 26/12-2019 21:21 af Daniella Helvant (Eddie).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.