Slot, strand sol, skoldni...
Michala Esch...
11 år siden
Da Mikkel på en måde fik ...
Olivia Birch...
5 år siden
Månemand
Camilla Rasm...
12 år siden
Fuldkomment flyverskjul
Regitze Møbi...
6 år siden
Sort og hvid.
Line Ley Jen...
6 år siden
Jamen det var jo sjovt
Kellany Bram...
7 år siden
En bid af hverdagen.
Hanna Fink (...
7 måneder, 29 dage siden
Kære natbog (I)
Olivia Birch...
6 år siden
at turde er at miste fodf...
Julie Vester...
7 år siden
På lørdag kunne min datter være fyldt 35 år. Gud hvor jeg dog savner hende. For ca. et halvt år siden kom jeg kørende på vejen imellem kirken hvor hun blev bisat fra, og kirkegården på den anden side hvor hun er gravsat. Mit blik fangede en kvinde der gik på kirkesiden. Hun var meget farverigt klædt, den samme ansigtsform som min datter, plus det lyse hår. I et spildt sekund fik vi øjenkontakt og hun smilede til mig. Udover hendes bortgang har jeg aldrig været så rystet. Var det virkelig min datter? Oplevelsen har fuldt mig lige siden, og givet udslag i at jeg længere tid ikke kunne "besøge" hendes sidste hvile, og ej heller se billeder af hende uden jeg brød sammen i gråd. Hvilken mor kan have det sådan?
Oplever at jo længere tid der går - jo mere følelsesmæssig bliver jeg ramt. I går var det Allehelgens. Den dag man mindes dem som der er bort gået det sidste år, og hvor deres navne bliver læst op i kirken. Mindes den dag hvor det var min datters navn der blev nævnt. Det var hårdt - så forbandet hårdt. Jeg ved at hun var elsket, og savnet af rigtig mange. Det giver mig en form for trøst, at jeg ikke er alene om sorgen og savnet. At hun faktisk har sat sine spor! Det er jeg dybt taknemlig for.



Dette er skrevet i ugen op til hendes fødselsdag. Jeg har været på kirkegården siden, og har også vinterdækket graven med gran.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Så svært er publiceret 27/11-2020 21:05 af Turid Nielsen (Tasma).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.