En regnfuld og blæsende n...
Michala Esch...
12 år siden
Fødselsdagsweekend.
Michala Esch...
14 år siden
bare træt...aldrig alene
Kenny Raun (...
9 år siden
Skraldenyt
Hanna Fink (...
5 år siden
Nyt maleri
Jytte Westen...
7 år siden
Hvorfor er jeg så ensom?
Neola
1 år, 3 måneder siden
Om at spise æbler som Bor...
Olivia Birch...
7 år siden
Selvudvikling et moderne ...
Bella Donals...
6 år siden
Fundet af en gammel ven
Bella Donals...
6 år siden
Hvem sætter temaet?
Olivia Birch...
6 år siden
Udstilling i Havnsø Havn.
Hanna Fink (...
7 år siden
Valg 2019
Martin Micha...
3 år siden
Min beskrivelse på livet
Shawn Cee (J...
6 år siden
SSO - stress
RachelBlack
8 år siden
Karma is a bitch
caeciliaskov
5 år siden
Livet tur-retur
denblaahund
7 år siden
Flødedruk og lilla roser.
Regitze Møbi...
8 år siden
Lokumsdyret
Regitze Møbi...
8 år siden
"Måske vi bare skal droppe udestuen og give dig et skriveår i stedet."
Sådan sagde Bo til mig et par dage før jul. Og tilføjede et: "Ja nu sagde jeg det!"

Min første reaktion var panik. For kan man bare det? Vi er ikke gjort af penge (men vi mangler heller ikke noget) og udestuen var noget, vi havde planlagt længe. Nogle dage senere skrev jeg det forsigtigt til en veninde. En der var meget nær engang, men som grundet livets mange afsporinger kom ud på en sidelinje i mange år... Hendes reaktion var udelt begejstring: "Jeg har virkelig tænkt over det med Bo's forslag. Og jeg synes du skal gøre det.
Lur mig om ikke manden støtter dig i din drøm ❤ gør det gør det gør det."
Og det hjalp virkelig lidt på panikken - for en stor del af min panik gik også på, at resten af verden måske ser lidt skævt til den beslutning. Det hjalp mig lidt til at sige "Fuck resten af verden! Det er kun mig, der er centrum i min verden."
Det handler ikke om kroner og ører. Overhovedet! Det handler ikke om, hvad der kan svare sig! Det handler om, at jeg prøver min drøm af. At jeg får mulighed for, at give den uforstyrret gas med mine skriverier. Og selvom det ikke (nødvendigvis) giver økonomisk overskud, så er det en god investering, for det vil give mig en ro at vide, at jeg har gjort mit ypperste for at forfølge drømmen. Jeg ved ikke hvornår chancen ellers skulle byde sig... Og det kan man selvfølgelig aldrig vide...Men derfor giver det også god mening at gribe den, når den er der.
...
Så den har jeg gået og tygget på i knap en måned, og i weekenden tog vi en snak igen, og besluttede, at det var det. "Jeg vil gerne være sikker på, at du ikke begræder tabet af udestuen," sagde jeg... Bange for at han ville svare på en tvetydig måde, der ville gøre mig endnu mere i tvivl om hvorvidt jeg kunne tillade mig at være så "egoistisk". "Jeg synes bare, at det ville være fantastisk hvis du fik lov til at prøve din drøm af," svarede han med det der kærlige smil han har... Og så begyndte jeg at tude... Og det var alt sammen meget uvirkeligt.

Og så sad vi oppe til kl 2 om natten og så Game of Thrones, og jeg følte mig helt som en tyveårig igen. (Det gjorde jeg til gengæld ikke næste morgen, da Erik vågnede kl 7, og moslede rundt i sengen og spurgte om det ikke snart var morgen, og om nogen ville komme med ham ind i stuen og se netflix).
...
Og nu har jeg lige talt med jobcentret... Og det var lidt med hjertet i halsen, at jeg ringede op... Jeg havde sådan en lurende fornemmelse af, at der ville blive nævnt en lille aber dabei, der skulle skyde min drøm i sænk... Jeg ved virkelig ikke hvad det skulle være, men hvis jeg vidste det, så havde jeg selvfølgelig også haft mulighed for at undersøge det selv på forhånd...
Men der var ingenting. Det klappede bare som det skulle. Og følelsen af uvirkelighed er ved at blive erstattet af en ekstatisk glæde.
For det sker virkelig.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Skrivende er publiceret 16/01-2018 12:03 af Michala Escherich (Machula T.).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.