Lidt af hvert.
Hanna Fink (...
2 år siden
Drømmwn
Martin Micha...
3 måneder, 3 dage siden
Gennemskuet
Ida Hansen (...
6 måneder, 18 dage siden
Jeg er ingen namedropper
Olivia Birch...
3 år siden
Med hovedet et vist sted
Caby
3 år siden
Vandring er en guds gave
Kirstine Asb...
2 år siden
Ikke så halt længere...
Mikala Rosen...
9 år siden
Jeg gør det snart
H.P Moeller
2 år siden
Guppy, vintertid, stjerne...
Mikala Rosen...
6 år siden
At skrive
Josephine Lø...
4 år siden
Glyptoteket
Tenna Herman...
2 år siden
13/07/2016: UFO
Cecilie Revs...
2 år siden
Efterdønninger
Hanna Fink (...
4 år siden
Betalt oversætter job....
Kianna Kitte...
1 måned, 23 dage siden
Markedspladsen.
Ruth Christe...
2 år siden
Enfant Terrible
Tine Sønder ...
6 år siden
Fitness
Peter
6 år siden
Stilhedens nåle
Tine Sønder ...
5 år siden
Jeg skal møde Darren Cris...
Kianna Kitte...
9 måneder, 24 dage siden
Et lille lys i mørket
Gittepigen
6 år siden
ser, lytter og styrer
Sune Yttesen...
1 år, 6 måneder siden
Rich's og kaffebønner bla...
Camilla Rasm...
4 år siden
Kære natbog (XIV) - fande...
Olivia Birch...
3 år siden
For korte agurker
Regitze Møbi...
4 år siden
Tror livet har fået stres...
Ace Burridge...
6 år siden
SSO - stress
RachelBlack
5 år siden
Gennem et slør af rubinrø...
Olivia Birch...
4 år siden
Kafferumlen - Kasper Lund
Kasper Lund ...
2 år siden
Træt af ustyrlige køtere....
Kianna Kitte...
1 år, 5 måneder siden
Den seksualiserede sandhe...
Kianna Kitte...
10 måneder, 24 dage siden
Så er det nu
Josephine Lø...
4 år siden
Grimmeste pige i verden.....
Kianna Kitte...
11 måneder, 22 dage siden
Et tomrum
Katrine Søre...
4 år siden
Bedstemor på dating.
Ruth Christe...
2 år siden
Min drømmedagbog! Del 1.
Winnie Leth ...
3 år siden
Kære Hr. Rasmussen - Jeg ...
Christian Ba...
4 år siden
råb
Halina Abram...
1 år, 3 måneder siden
Tomhed
Majtb
3 år siden
Den søde.
Ruth Christe...
2 år siden
Barndomsdrømme - Kasper L...
Kasper Lund ...
2 år siden
Kvindetid med Ziggy Marle...
Racuelle Hei...
3 år siden
Forandring
Hanna Fink (...
4 år siden
Romanprojekt, kunst, bog ...
Shirley Anke...
5 år siden
Dagens Danmark.
Ruth Christe...
2 år siden
Hjem igen
Salomon
3 år siden
I korte glimt...
Marlene Gran...
5 år siden
Gud taler til alle
Salomon
3 år siden
Alice, we are not in Wond...
Tine Sønder ...
6 år siden
Tilstand - stilstand
Sylvia Ebbes...
5 år siden
Kære natbog (X)
Olivia Birch...
3 år siden
Jeg er udgivet, woo!
Kianna Kitte...
1 år, 2 måneder siden
En hvid rose og strøtanke...
Camilla Rasm...
3 år siden
En stille bøn
Bastian
6 år siden
Selvudvikling et moderne ...
Bella Donals...
2 år siden
Tankemylder...
Kianna Kitte...
10 måneder, 2 dage siden
For 11 måneder siden, måtte min far en dag gå hjem fra arbejde...Så forvirret og vrøvlende, at kollegerne ringede hjem til min mor og udtrykte deres bekymring. Den første mistanke faldt på stress, og han blev sygemeldt...
Men det var ikke stress...
Det viste sig efter flere undersøgelser, at være Parkinson, en atypisk form (Demens med Lewy Bodies), og det er bare gået hurtigt nedad bakke derfra...
Han kan gå i stå midt i en bevægelse, glemmer hvor han er eller hvad han laver og taber tråden når man snakker med ham... Og så hallucinerer han, ofte er han helt bevidst om at det ikke kan være rigtigt det han mener at se, men ofte er det også dagligdags ting (som at en af børnebørnene er på besøg) og så er det svært for ham at vide at det ikke er rigtigt.
Men uagtet alt det, så er han far, og han har været til at genkende gennem alt det.
I weekenden blev han så ramt af podagra...
Mandag ringede Camilla, der havde talt med min mor. Min far havde siddet på gulvet det meste af natten, fordi han var af den overbevisning, at der lå en kraftig elektromagnet under hans seng, som forårsagede at han fik ondt i ryggen. Jeg lovede at køre ned og hjælpe min mor med ham og vurdere hvorvidt han vitterligt havde smerter i ryggen (hans fod, var der intet med mere, mente han) eller om det var forestillede smerter pga en forestillet elektromagnet.
Han talte ikke mere om elektromagneter eller smerter i ryggen. Men hans fod var ildrød og hævet til dobbelt størrelse. Han vidste ikke han var hjemme og forstod ikke hvorfor vi pylrede sådan om ham. (Han kunne ikke gå eller bevæge sig selv et åndssvagt mix ml at være motorisk forvirret og være i smerter - min mor og jeg havde brugt 20-30 minutter på at hjælpe ham ned ad trappen). Podagra-anfaldet forværrede også hans mentale forvirring, så han var ikke til at kommunikere med.
20 minutter efter vi havde fået ham placeret i sofaen i stuen, skulle han på toilettet... Og det var lettere end op og ned ad trappen, men det var ikke desto mindre et kaos.
Camilla (der dog var på arbejde) havde i mellemtiden ringet til en læge og han havde udskrevet noget medicin til min far, som jeg kørte hen efter.
Derefter var min far faldet i søvn (han havde jo heller ikke sovet hele natten) og jeg kørte hjem og sagde til min mor hun endelig måtte ringe, om det så bare var for at hjælpe ham på toilettet igen.
Ved tretiden blev jeg ringet op igen... Jeg havde glemt at give hans sygesikringskort tilbage efter at have hentet medicin, og nu var det sådan, at han nok skulle indlægges. Camilla havde taget tidligt fri, og var hos dem.
OG så blev han kørt af sted af Falk. Camilla og min mor kørte efter, og ventede derinde med ham (fra kl 17-23). De blev nødt til at køre hjem til sidst, og min far (der stadig var meget forvirret og vrøvlende) var blevet ked af det, men kunne godt se, at de ikke kunne blive ved med at være der - det var jo kun ham der havde seng. Han havde fået taget nogle prøver på det tidspunkt, men ikke talt med en læge og ingen af dem anede hvad der ville ske.
Tirsdag var min mor derinde igen, og beskeden lød, at de ville beholde ham til fredag, men grundet hans hjælpeløshed (både mentalt og fysisk) var det ikke sikkert han kunne udskrives til eget hjem. Det havde slået min mor helt ud! Camilla havde været der om eftermiddagen, og der havde han heldigvis været i bedring. Han havde stået op og kunne gå rundt, og selvom han stadig var meget forvirret, havde også det været meget bedre. Min faster og onkel var også kommet forbi, mens hun var der, og de havde hygget sig. Humøret havde været godt. Men min mor, der var hjemme da meldingen gik ind (gruppesamtale på Messenger) havde stadig været helt nede i kulkælderen og sagt, at hun ikke havde lyst til at tale med nogen... Jeg aftalte dog med hende, at vi kunne tage sammen derind onsdag formiddag.
Det gjorde vi så. Min far var i et farligt humør. Glad for at se os, men overbevist om at alle andre lagde planer bag hans ryg. Han blev ved med at sige at chefen havde samlet spidserne i firmaet lige ved siden af, og var bestemt ikke stolt ved at min mor begyndte at barbere ham for åben dør. Derudover sagde han at lægerne var ved at undersøge ham, fordi han skulle ind og springe soldat. "Så der må vi lige finde ud af, hvordan vi får det til at hænge sammen, Annie," sagde han alvorligt, "Og det er jo også noget rod, for vi står jo og skal til Helenes konfirmation snart."
Vi bedyrede at der ikke var nogen der ville have ham til at være soldat. "Du er jo alt for gammel," sagde min mor.
"Ja, det ved jeg snart ikke," sagde han insisterende, "i Sverige beholder de folk i hæren til de er 80 har jeg hørt."
(Dagen inden havde han troet han var i Sverige, og muligvis hang han stadig fast i det).
Vi sagde at det gjorde de altså heller ikke i Sverige, og at vi desuden var i Danmark.
Når vi skiftede emne gik det fint nok, han kunne sagtens snakke med og var helt med på historier om børnebørnene og sådan, men han blev ved med af og til at bringe militæret på bane. Det var en stor bekymring for ham og han VILLE altså med til Helenes konfirmation. "Jeg har sgu ikke bedt om at blive en del af deres armé."
Da så lægen kom og så på hans fod og forklarede om medicinen og hvad den gør, og sagde at alt så ud til at gå i den rigtige retning, og hun var gået igen kunne jeg ikke dy mig for lige at sige: "Nå så skal du ikke ind og være soldat alligevel, hva?" og så grinede han, og han indrømmede senere, at der heller ikke var nogen der direkte havde sagt til ham, at det var det de planlagde, men det var bare noget han fornemmede...
Sygeplejersken sagde også til os, at han havde været lidt gnaven i morges, men det er også klart hvis han tror de går og lægger planer om en fremtid i militæret bag hans ryg.
Min mor skulle til lægen, og var nødt til at gå, mens han spiste frokost, jeg måtte også selv hjemad. Dels var min parkering ved at udløbe og dels er Erik ved at træne selv at gå hjem fra skole, og jeg blev nødt til at være hjemme inden. Men jeg blev mens han spiste færdigt.
Vi havde i mellemtiden fået at vide, at han allerede kunne komme hjem torsdag og de talte ikke længere om at han ikke kunne komme hjem til sig selv. Men han blev ved at bekymre sig om køreplaner, for han troede at han selv skulle finde hjem :( Uanset hvor mange gange vi havde sagt til ham, at det skulle han ikke bekymre sig om, blev han ved med at finde en kuglepen frem og ville notere afgange og busnumre.
Christina, min yngste søster, tog så derind om eftermiddagen med sin datter, og de havde hygget, men han havde stadig været forvirret (han ville vise dem IT-rummet - det viste sig at være et rum til opbevaring af diverse, som var lige ved siden af hans stue), men hun havde også oplevet et helt klart øjeblik, hvor han godt vidste at han var der pga foden og at han havde parkinson og derfor var forvirret.

Der er en god sandsynlighed for, at når hans podagra er slået helt ned, så bliver han frisk i hovedet igen (så frisk som han var før anfaldet, altså, ikke så frisk som for et år siden), men det er ikke sikkert. Jeg er dog lidt optimistisk, eftersom meldingerne hele tiden bliver bedre og bedre. Men der er ikke meget andet at gøre end at støtte ham og se hvad der sker.

Det har været nogle svære dage. Det er så surrealistisk at se sin far sådan. Ja og mest fordi det er så tidligt (han er kun 67). Jeg har jo set mange gamle demente mennesker i løbet af min barndom, men de har været godt oppe i 80'erne før de begyndte at vrøvle så meget. Det gør mig ked af det at alle de ting han gerne ville have gjort (rejser, læsning, skrive, køkkenhave etc) når han blev pensioneret, bare er gået op i røg. Jeg kunne så godt have undet ham en god lang pensionstilværelse derhjemme med min mor...
Den sidste 1½ måned har jeg siddet og lavet album til Helene, som hun skal have til sin konfirmation. Det har også været mærkeligt med alle de billeder, mange forholdsvist nye, af min far der er frisk og 'sig selv', og så vide i bagklogskabets lys, hvor hurtigt det herefter skulle gå ned ad bakke.

Jeg håber virkelig han bliver lidt frisk i hovedet igen. Jeg ved godt, at det ikke kan blive helt godt. Men det må gerne være udholdeligt - ikke mindst for ham selv, jeg kan slet ikke forestille mig hvor rædsomt det må være at opleve verden gennem så meget forvirring.
(Han sagde også ærgerligt, at "Der er sgu ingen der tror på noget af det jeg siger mere," da han fortalte at han havde smidt den der knap ud, som han skulle bruge til at tilkalde personale, fordi han havde opdaget, at det var sådan en spøg og skæmt-fidus de havde givet ham. Hvis ikke det var så trist var det jo åndssvagt komisk...)

Michala

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Min far er publiceret 12/04-2018 09:04 af Michala Escherich (Machula T.).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.