Alene i skyerne
Tine Sønder ...
6 år siden
Tankers paradis?
Katrine Søre...
5 år siden
Uden kontrol
Hanna Fink (...
5 år siden
Oplæsning - Del 2
Syrene Hvid
1 år, 3 måneder siden
Human tetris
Tine Sønder ...
6 år siden
En hel sindssyg travl wee...
Kianna Kitte...
6 måneder, 26 dage siden
Der bliver snart stille :...
Kellany Bram...
5 år siden
Spoken Word Festival 2014...
Kenneth N. C...
4 år siden
Døde dun
Tine Sønder ...
5 år siden
Frikadellemor
Olivia Birch...
3 år siden
Fuglene
Hanna Fink (...
5 år siden
Lokumsdyret
Regitze Møbi...
4 år siden
Eksploderet spejlæg og 5 ...
Racuelle Hei...
1 dag, 1 time siden
Nisse-alert
Olivia Birch...
4 år siden
Skagen
Peter
5 år siden
Tanker
Luxuryline
3 år siden
Livsperspektiv
Flickarocks
4 år siden
Aaaaahhhhhh.........
Sylvia Ebbes...
5 år siden
More wants more
Tine Sønder ...
6 år siden
Ensom og hvad så?
Josephine Lø...
4 år siden
Sindsyg med klarsyn
Michael Nevs...
1 år, 1 måned siden
This is not a Bridget Jon...
Camilla Rasm...
3 år siden
Lidt af hvert
Hanna Fink (...
5 år siden
Hun fik Cohen forærende
Olivia Birch...
2 år siden
Drømmen om huset ved have...
Ruth Christe...
2 år siden
Og tænk engang, jeg flytt...
spinosi
5 år siden
Ligegyldige værdier - Kas...
Kasper Lund ...
3 år siden
At hjælpe andre...
Kianna Kitte...
11 måneder, 15 dage siden
Jeg har sådan et eller andet med perspektiver, afstande og størrelser for tiden.

Man kan tage mikroskopfotos af atomers skygge, så man ved, at de må være der et eller andet sted - somme tider er den skygge, man kaster, eneste vidnesbyrd om en form for eksistens.

Lidt ligesom når man forsøger at gøre sig mindre ved at omtale sig selv i 3. person.

- nu skal du bare se, hvad moster har til dig !

Er det en udligning, der sker i den sjælelige billedkomposition? Måske Lillefransen er 2 år og ikke skal skræmmes af mosters veludviklede selv, før han bliver gammel nok til at håndtere det, og så går moster på en måde i knæ til en passende størrelse?

Når jeg tager billeder til familiebegivenheder, så venter jeg på, at bordets væsker gør deres virkning - én under vesten og linsen får lov at komme nærmere.

Min far mener, at mine billeder er taget på for kort afstand, men for mig er det en måde at udtrykke intimitet på, og det er jo nok det, at med intimiteten kommer sårbarheden, men jeg har nu alligevel uofficielt fået lov at fortografere fast til højtider og fødselsdage, fordi jeg har insisteret på at se mine kære med kameraet og acceptere, gennemskue dem og stå ved dem.

Det er noget underligt noget med perspektiver. Den der historie om, at himmel og hav mødes i horisonten...intimiteten har vist aldrig rigtigt sluppet mig, for himmel og hav mødes jo lige dér, hvor min næse stikker op over vandspejlet. Dér er jo luft og vand lige op ad hinanden.

Så er der dem, som mener, at månen har mistet sin magi, fordi Neil Armstrong har gået et lille skridt på den, der var stort for menneskeheden. Og så fik jeg vist forbundet afstand med magi, eller kraft.

En diskussion om, hvor vidt magien befinder sig i den store eller lille afstand, kan kun betegnes som idelig og kævlagtig, for vi har alle vores præferencer, og måske meningen nærmere er at kunne indstille linsen i så mange positioner som muligt - dér er magien, aha!

Jeg ser det for mig i frøperspektiv, når jeg ser op på stjernerne fjernt ude og lader rummet opsluge mig, tømme mig, men det er som om tidevandet vender, når jeg opsluger rummet og fyldes i et forsøg på at fatte. Da læner nattens sorte stjernebestrøede kæmpe sig op ad mig, ånder mig ind gennem næsen og kunne aldrig være tættere på. Det er lige magisk, og med kæmpen kom størrelsen ind i billedet.

Omkring 6 milliarder mennesker...kroppe...lemmer...celler...
kromosomer...gener...første celledeling...et æg og en sædcelle...hm, måske bare en tanke om sex. Ok, det her kan ikke betragtes videnskabeligt, men illustrere noget om størrelser: jeg forestiller mig, at jorden er en hjerne, og dens overflade er hjernebarken, mens vi mennesker er elektriske impulser og hjerneaktivitet. One corny circle!

Fornemmer, hvor forskellige mennesker kan være, hvis jeg bruger linsen lidt endnu:

Et navn føles som nøglen til en person. Ved jeg, hvad du hedder, så er jeg kommet tættere på. Kender du også mit navn, så tager du det sidste skridt hen mod mig, og vi står brystkasse mod brystkasse. Vi har begge to et navn og et selv, som det hænger på - et close up på os selv og hinanden!

Men hvad med nogle shamaner og menige inuitter f.eks.? For dem er et navn også en nøgle, men til et selv, som de må dele med andre eller måske ligefrem ikke har - de får ikke et navn til at betegne eller smykke deres eget selv, de opkaldes efter det nyligst afdøde familiemedlem, og et nyfødt inuitbarn får da oldemors navn og forventes ikke at være sig selv, men oldemor...linsen skal mindst forvandles til en stjernekikkert, hvis inuitten skal fange sig selv.

Mon enæggede tvillinger, som er vokset op i ens tøj, føler sig tættere end søskende med forskellige aldre og forskelligt tøj? Og hvad får små bitte celler med nøjagtig samme genetiske kode til at udfylde forskellige funktioner indenfor denne?

Tilbage til familien. Et af de bedste billeder, jeg har taget ved familie-komsammen, er af lille 2 årige Asger ved siden af sin farbror, der spiller guitar : Jeg går tæt på med linsen...farbror rækker ud med musikken, som skubber Asger dybt ind i sig selv, mens han lytter - ud og ind, afstand og nærhed.

Nå, naaaaadver, mine online ulve! Nu har jeg kogt suppe længe nok på min mest marvfulde ryghvirvel, og kannibalisme må da siges at være det ultimative udtryk for intimitet, så spis nu, det bliver et skønt nærbillede!

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Linsen er publiceret 20/05-2008 19:39 af Camilla Rasmussen (II) (Camra).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.