Nogle har hængt stofkvadrater på væggene. I forskellige rødlige, grå og lilla nuancer. Altså, ideen er fin, for her, hvor jeg arbejder, er der lange, monotone (hvide) gange, kun afbrudt af uniforme døre og et enkelt firmaskilt her & der. Så udsmykning kan kun gøre helhedsindtrykket bedre.

De hænger i tre, vandrette rækker. Endskønt jeg ikke færdes i hele huset, afslører sig et tydeligt mønster i ophængningen. En 'linje' i midten med tre (flest) kvadrater. Desuden endnu en kvadrat hhv. for oven og for neden. Så man bliver opmærksom på rummet omkring dem. Og imellem dem. Tænker jeg, at der er blevet tænkt. Er der også blevet tænkt: de skal fundere lidt over, hvorfor de samme farver går igen? De skal også fundere over, hvorfor det her er bedre, end fotostater - kvadraterne har nemlig tekstur. Man kan berøre dem og mærke kanter og linjer. Meget bedre end fotostater. Mere moderne. Også meget bedre end plakatkunst og reproduktioner. For det er mindre moderne.

Se, allerede nu, tror jeg, at mine overvejelser er mere omfangsrige, end de ansvarlige bag beslutningen. Kunst er det ikke. Eddermame, er jeg nødsaget til at tilføje. Kunsthåndværk? Ihvertfald ikke unika. Husets håndværkere gik og bandede og svovlede, mens de hang op ('tøsefarver', mumlede en af dem, idet jeg passerede). Flere steder er en af kvadraterne allerede drattet ned og læner sig lidt usikkert op af væggen. Som tænkte den: 'Kommer jeg op at hænge igen med mine slægtninge? Bliver jeg stjålet? Smidt ud? Så hjælp mig dog!'

Det bedste der er at sige om tiltaget er samtidig også det værste. For det er ligegyldigt. Ligegyldig udsmykning, hvis største bedrift er de arbejdstimer der ligger bag projektet, som i sidste ende har genereret indtægt, skat, feriepenge, råvareforbrug, C02-udslip og en masse andet halløj.