Jeg kan mærke raseriet boble. Kan mærke at ikke alt tåler dagens lys og jeg er nået dertil i mit liv, hvor jeg ikke vil bruge tid på mennesker, der ikke bidtager med noget godt til mit liv.
Forleden var jeg nærmest som hypnotiseret og det var en mærkelig oplevelse. Jeg har ikke lyst til at åbne op for den kiste igen...
Det har gjort mig rasende og værst er at det får lov at gnave nu.
Fordi der er en jeg elsker der er fanget i deres onde spind. De må have fordrejet hendes hjerne og det gør mig ked af det, fordi hun stadig holder fast i det gode i det. Jeg kan ikke redde hende, men håber at sandheden går op for hende en dag, selvom jeg tvivlet.
Uanset hvad har jeg mistet hende på den måde.