Jeg vågnede grædende i morges. Og har været på nippet til at græde hele dagen. Mørket trykker. Livet er tungt.
Jeg drømte om ham. Jeg drømte om teater og skråninger. Og bøjede rygge og tårer, der ikke kunne tilbageholdes. Men jeg har holdt fast i dem hele dagen. Og nu er de forsvundet. Men ikke glemt. Måske er det også sådan med ham... forsvundet, men ikke glemt - og det liv, han har efterladt mig til, er blot skyggen af det, jeg havde engang.