Everyone else in the world would love nme by now. Would love me from day one. But not you. (Stina Nordenstam)

Det slog mig først, da vi sad i bilen og kørte hjem.
Vi passerede en tavle på motorvejen, der annoncerede, at det var den 11. november. Det stod der bare - 11.11.2001, kl. 20.08. Og så slog det mig. Og så sad jeg med Loveshops "Love goes on forever" - og stirrede ud i nattemørket med vejrtrækningsbesværet, der altid plejede at dukke op i månederne efter.

Her en time senere sidder klumpen stadig i halsen. Jeg havde lovet ikke at sende ham en besked, men kunne ikke lade være. Og det blev med den ironiske distance, jeg siden jeg gik fra ham for et år siden, har oplevet verden igennem. Og med et smil, som jeg ikke føler indeni. Og han svarer ikke - og jeg vil ikke have et svar, fordi han er så langt væk og sammen med en anden.
Jeg var dum nok til at såre ham, og jeg var dum nok til at tage konsekvenserne af min egen handling og give slip på ham. Jeg gav ham ikke engang en chance for at tilgive mig. Det hele var så meget nemmere, hvis han bare ikke var en del af min hverdag. Og det var så nemt at straffe sig selv.

Og her sidder jeg og føler, at intet har ændret sig fra den morgen, jeg stirrede mig blind på loftet og undrede mig over stadig at være i live. Men jeg kan huske, at jeg ønskede at leve. Og det gør jeg stadig. Det var et halvt år i konstant smerte, derefter et halvt års pletvis smerte - nu er pletterne blevet til punkter. Punkter som i dag.

Kære elskede, jeg er ked af, at jeg svigtede. Men jeg er glad for, at jeg satte dig fri. Nu er det min tur til at flyve og se, om vingerne kan bære. Nogle gange kan jeg godt tvivle. Men du siger, at det er skønt at se mig glad. Og jeg kan ikke fornægte glæden, som du ser. Jeg har ikke grædt min sidste tåre over dig. Og jeg vil med glæde føle vejrtrækningsbesværet igen. Det minder mig om, at jeg engang elskede. Og det giver håb om, at jeg vil elske igen.
Det bliver nok ikke lige nu. Men engang.