Livet og jeg, ja, vi er i sådan et slags had-kærlighedsforhold.
Når det går mig godt, og Livet og jeg har det godt sammen, så er jeg smæk-forelsket i Livet.
Men når Livet sårer mig, ikke behandler mig ordentligt eller gør mig vred, ja, så har jeg lyst til at gøre det forbi med Livet.
Af bare vrede siger jeg sommetider til Livet at "jeg har fundet en anden" - det er Døden, jeg mener. Det jeg i virkelig håber på er at såre Livet og gøre Livet angerfuld og undskylde over for mig, fordi jeg synes at det har gjort mig uret. Men Livet, det smiler bare og ler let.
Livet ved godt at jeg inderst inde ikke kan undvære det og at min kærlighed og forelskelse til Livet nok skal komme igen.
Livet ved også godt at jeg er alt for nem. Livet skal bare være lidt sød ved mig og så bliver jeg god igen.
Men Livet er lumskt og lunefuldt og vil ikke altid som jeg vil, og så er det altså at jeg bliver vred og ked af det. Men inderst inde tror jeg nu ikke at jeg kan holde op med at elske Livet selvom Livet engang i mellem laver narestreger med mig.