Hrmmm... gik her med nagende hjerte og vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med en pludselig tom weekend i kalenderen, efter at rugbrøddet forsvandt som en komet. Men så ringer en gammel nabo, jeg ikke har set i flere år. Hun havde af omveje hørt, at jeg var blevet alene, og hendes mand var lige skredet med en anden for en uge siden. Hun var helt til rotterne og ledte efter en lidelsesfælle at tale med. Synes det var modigt og handlekraftigt at ringe til mig. Ved jo også nøjagtig, hvordan hun har det. Det er lidt som med AA'ere, hvor dem der er videre i processen hjælper de nytilkomne. Jeg har stadig ondt, men har været gennem en del af processen.
Har aftalt, at hun skal komme herud på lørdag, ikke fordi jeg skal spille Mother Theresa, men fordi jeg føler jeg har råd til at give lidt ud og også gerne vil udvide mit alenemornetværk, specielt da fordi jeg må konstatere, at det med kærligheden ser ret utopisk ud indtil videre og er et meget svært projekt at operere med.
Vil også gerne give hende en skulder og et lyttende øre, der ved, hvad hun taler om, ikke noget der.
Tjah, er der flere af jer (det være sig mænd eller kvinder) her på Århus-kanten, så meld ud. Så kan I få en invitation, hvis vi tager ud en dag :)