Havde faktisk slukket computeren, men blev nødt til at skrive det her. Jeg er blevet Elvis-fan.
Har aldrig haft noget specielt forhold til ham, bare tænkt "fint nok, han var da meget dygtig" og hans smægtende "Love-me-tender"-sange gør ikke noget for mig.
Men i aften... oh my god... så jeg Elvis i fjernsynet. Kender ham mest for balladerne og klassiske rockn'roll numre. Men her så jeg ham fyre den af i regulære blues-numre og tænkte Wauw.. det er DET, Elvis handler om. At sætte sådan en mand til at synge søde kærlighedssange er jo som at sætte en tiger i bur. Det var bare så tydeligt, at hvis der var et sted, han var hjemme, så var det i blues'en. Den blev krænget ud af ham med dunder og kraft og krop og sjæl. Der var ikke noget skuespil. Kun ægte, rå, uforfalsket intensitet. Hallelujah! Sad med åben mund og polypper foran fjerneren. Og vidste, hvordan det føles. For jeg har det også sådan med musik, når jeg er mest grebet. Bare synd jeg ikke har det talent... smiler. Jeg tror, vi alle har den intensitet i os. Når vi står til en fest og hopper med armene i vejret og skråler med på Rabalderstræde. Jeg har den i hvert fald. Kan blive helt høj. Beruset. Selv uden at have drukket. Sådan er det, når musikken virkelig lever i os. Og jeg skal dælme love for den levede i ham Elvis. Oh... wauw. Jeg er blevet Elvis-fan. WAUW.