Sad lige og læste gamle dagbøger, fra før alt kom på venneliste. Fra den første tid efter min skilsmisse. Og så slår det mig, at det føles som en evighed siden. Når jeg læser om mig selv fra dengang, ryster jeg lidt på hovedet. Hvor var jeg uskyldig dengang, da jeg kom frisk ud af 14 års samliv. Og fucked up. Også stærk, sej og fandenivoldsk i mine forsøg på at drøne fremad med 120 i timen med en overskåret mental pulsåre. Hvor er der sket meget, hvor har jeg været en teenageagtig jubelidiot, hvor har jeg lært meget, hvor er jeg blevet klog (og på grænsen til kynisk)Hvor har jeg grædt, og hvor hvor har jeg grinet (nok mest grædt den første lange tid). Det var ikke sjovt at blive skilt, og jeg kan stadig få fantomsmerter. Men selvom jeg kan blive nostalgisk, så ønsker jeg mig ikke tilbage mere. For det jeg ønsker mig tilbage til, er ikke det, jeg endte med at have.