En aften med oplæsning, vol. II

Hundetyven.
Regitze Møbi...
5 år siden
Don't go away mad, just g...
Kasper Lund ...
3 år siden
Den Forkerte Chili.
Kenny Raun (...
5 år siden
Katten, sofaen og jeg
Carsten Cede...
3 år siden
Book cover...
Kianna Kitte...
2 år siden
At slette eller ikke at s...
Kianna Kitte...
1 år, 2 måneder siden
Så her er jeg.......
Anonymusmama
1 år, 11 måneder siden
Skam over sæd og æg - Kas...
Kasper Lund ...
3 år siden
Dejligt gensyn
Poul Brasch ...
7 år siden
Der bliver snart stille :...
Kellany Bram...
6 år siden
Skagen
Peter
6 år siden
den første dag år 2013
bondeven
6 år siden
Nattens ven - søvnløshede...
Betina Holm
3 år siden
Sørgebind
Olivia Birch...
4 år siden
Vælg ikke tigeren, Martin
Olivia Birch...
4 år siden
Godt nytår, velkommen 201...
Kianna Kitte...
1 år, 9 måneder siden
Sommerferie i Danmark
Marie-Christ...
3 år siden
P's liv, en skriveproces ...
Camilla Rasm...
6 år siden
Trine Trash. En lyserød Manga-asiat fusioneret med Einstein. Taler pidgin-engrish, men synger rent og kraftfuldt, mens hun hamrer følelser i mol ud på et lille rødt og hvidt el-orgel. Den sidste chanson løftede sig næsten op i en Leonard Cohen'ske sfære. Bagefter lovede hun os alle helbredelse. Også på Facebook.
Det synger stadig i mit øre. Er det poesien der runger? Eller min øresusen?

Keith Thomas Lohse. Ham er jeg venner med på Facebook. Her opkaster han opdateringer i en lind strøm, oftest indpakket i et sprog der minder om noget man har tørret røv i. Der kan sagtens ligge dybe, moralske overvejelser gemt i sprogets spraglede lokumsfraser. Han er noget nær troll'enes gud, derinde på Facen, tænker jeg. De forveksler den grove tone og hans avantgardistiske fornærmelser med deres eget spruttende raseri.

Første gang hans far brækkede hans lange, skæve tud var han ikke ret gammel. Moderen var narkoluder og valgte mange gange at tage sit eget liv. Til sidst lykkedes det. Men Keith lever. Han sætter sine 210 centimeter, fordelt på ikke meget mere end 80 kilo, på en stol og skræller en banan. Som han bagefter deepthroater. Og jeg gider ikke uddybe, hvad det betyder, hvis du ikke allerede har dannet billedet på din nethinde. Og alligevel er auraen afvæbnende. Måske fordi der står en midaldrende bassist ved siden af ham. Keith fortæller, at hele familien kan banan-tricket. Han performer mellem oplæsningerne og er egentlig bedre til det første, end det sidste. Men hjertet er med. Jeg bemærker, at bogstaverne på de A4-ark han drysser fra sig er store. Keith optræder ikke med læsebriller.

Yahya Ben del'Orm Hassan. ("Han hedder bændelorm til mellemnavn. Tror du helt ærligt ikke det er en joke?" spurgte min veninde, som havde set det på Facebook. Well, Google knows). Han læser ét digt. "Hassan tjener kassan," tænkte jeg bagefter. Det tvang mig i knæ, i teatersalen i indre bys kulturhus, digtet. Og måske også lidt de nye, højhælede støvler.

"(...) JEG STOLER IKKE PÅ FIKTIONEN
JEG STOLER IKKE PÅ FAKTUM
JEG STOLER IKKE PÅ GÆLDEN
JEG STOLER IKKE PÅ HONORARET
JEG STOLER IKKE PÅ KURATORERNE
OG REDAKTØRERNE
OG DIREKTØRERNE
OG LEKTORERNE
OG EKSPERTERNE
OG PROFESSORERNE
JEG STOLER IKKE PÅ INSTRUKTØRERNE
JEG STOLER IKKE PÅ TERAPEUTERNE
JEG STOLER IKKE PÅ NYHEDSVÆRTERNE
JEG STOLER IKKE PÅ (...)" etc., etc.

Mere end 25 minutter blev han ved. Ret hurtigt blev ordene 'stoler ikke på' sært meningsløse. Efter cirka halvdelen af oplæsningen (men det vidste jeg ikke da), så jeg mig nødsaget til at gå i knæ, fordi mine fødder føltes som om de brændte. Det hele stod på et eneste ark papir, som han læste op fra. Jeg var engang til en mundtlig eksamen. Her fyldte mine 12 minutters fremlæggelse tre sider i 12 punkt. Hassan læste i mere end 25 minutter. Det stod på et A4-ark. Hassan bruger ikke læsebriller.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget En aften med oplæsning, vol. II er publiceret 09/02-2015 16:11 af Olivia Birch (Humlebi).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.