Men det er vist selvvalgt. Når man nu endelig er hjemme og kan sidde i sin egen sofa og drikke en øl og slå hjernen fra til dødsygt tv, så må jeg slå til.

Rakkerliv, føler jeg, at jeg lever. Igen selvvalgt og for det meste med smil på læben. Nyder at være mig selv og natten har altid været min ven. I de yngre år på Vesterbro, med en eksamen, der altid ventede kunne jeg sidde og læse, mens jeg hørte godstogene køre forbi på den nærliggende jernbane. Med en smuk pige liggende i sengen i naboværeslet, som elskede at blive vækket kl 3 om natten for at få et kys for dernæst, at sove videre. Uskyldigt og rent. Sidst jeg hørte om den pige var hun lige blevet mor og det glæder mig. Jeg evnede ikke at gøre hende lykkelig! Men sikke et MJ hun kunne give!

Julen er igen faretruende nær og for at det ikke skal være løgn er sneen også på plads. Vil ikke være en lyseslukker men julen er bare ikke mig. Maden og familien er fantastisk, men jeg kan ikke med samfundets selvsving og efterfølgende afmatning. I januar skal vi atter se udbombede mennesker begynde den psykiske og økonomiske oprydning efter decembers overforbrug af ressourcer. Både de menneskelige og finansielle.

Det er bare ikke mig!

Zapper forbi Kanal København og ser en silikonemodel, der er helt galt dimensioneret, med en kæmpekæp i munden og jeg tænker på menneskets forfængelighed og alt det bedrag vi frivilligt omgiver os med.

Slutter min nat af med en tanke om, at selvretfærdighed nok også er en form for forfængelighed!