Man kan nok ikke give mød...
Ace Burridge...
9 år siden
Planlagde festival til la...
Carsten Cede...
7 år siden
Tanker, om mig, livet, nu...
PernilleBB
15 dage siden
3 hjullers cykel
Halina Abram...
4 år siden
En bid af hverdagen.
Hanna Fink (...
1 år, 3 måneder siden
Stine og mormor.
Ruth Christe...
5 år siden
Møde med Mette
Halina Abram...
4 år siden
Skæbne
Hanna Fink (...
8 år siden
!tdnevmO
Camilla Rasm...
13 år siden
Kære natbog (XX)
Olivia Birch...
6 år siden
Hvis jeg var en fisk ...
Halina Abram...
4 år siden
Hund - hvad sker der...?
Michala Esch...
13 år siden
Og så er der dem, der siger, hvad de ser...
Og hvad skal man egentlig stille op med det, når det de ser, er den sandhed, man helst ikke skænker en tanke.


Vi sætter os under træerne, tænder en smøg. Bladene dækker sporadisk for de beskedne solstråler. Verden er i smukt forfald. Den ryster året af sig, klar til klæde sig i hvidt for så at genopstå.
Jeg forsøger også at klæde mig på til tiden, der kommer. Til vintermørke, dage uden sol, en verden iklædt gråtoner, men det er en anden historie.

Og mens vi sad der, hende mest talende, for i dag, var det hende, der havde brug for talerum og plads, tog jeg mig selv i at smile. Vi minder meget om hinanden, hende og jeg. Vi forstår, fordi vi selv har følt. Vi forstår, og mener det.
I dag var hun det sted, jeg kalder det totale mørke. Håbløst. Der hvor man ikke kan huske, hvordan gode dage føles, og man frygter at den følelse, der river i kroppen netop nu, vil bestå ud i al evighed. Den komplette fornægtelse af egne evner til at forme et nu. Fornægtelsen af ens styrke og sejrer.
Det er så let, at sidde på den modsatte side af dette mørke og sige "det bliver bedre", uanset hvor meget man ved, det passer, for jeg har været, hvor hun er. Og man tror det ikke.

Men det bliver bedre. Det gør det.
Og mens dette gode står på, glemmer vi, at verden nogensinde var sort.
Indtil mørket atter rammer - indtil mørket er det eneste, der nogensinde har eksisteret i vores verden, for vi har slettet alle spor af solskin fra sindet.

I virkeligheden er mørket ikke farligt.
Mørke giver lys mening. Det vil jeg huske. Det vil jeg måske fortælle næste gang, vi sidder med vinden ruskende i håret, med en smøg hvilende i hånden og ord, der flyver fra læber til læber.



Hvad nu, hvis jeg bærer sorgen bag øjnene?
Gør det mine smil mindre værd?

Og hvad stiller man egentlig op med dem, der ser, hvad de siger?
Jeg tror, man tager imod, og takker verden for, at disse mennesker findes.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Sorg bag øjnene er publiceret 02/10-2012 22:08 af Svala Rossella Ferrazzo (Svala Rossella).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.