Jeg nynner tetrismelodien mens jeg pakker min nyafrimede fryser med bacon, oksefars, frosne ærter og forårsruller. Jeg tænker firser. Firser forårsruller. Firser fars. Jeg ser Daloonpakken og tænker på dengang man druknede i hjørnesofaen under Claude Monets åkander i flimmeret fra Dallas og Dollars med munden fuld af kvalm Camenbert, som smeltede oste, der spiste smeltede oste. Salvador Dali ville sikkert også smelte ved synet. Jeg opspolede Bowie-båndsalat i min Ball-trøje med en blyant mens jeg hørte Like a Prayer og tænkte "Life is a mystery - everybody must stand alone". Og så zoomer jeg lige tilbage til nuet, til min lille Isla Bonita på stenbroen. Siden dengang er der løbet en del vand i åen og bobler i bækken. Men hell, life is still a mystery og jeg er ikke længere like a virgin.
Afrimningsprocessen mindede mig ubehageligt om global opvarmning og ozonlaget som hænger som heftig luftig emmentaler over hovedet på os. For helvede, der er ikke noget jeg hader mere end at se en isbjørn træde vande. Jeg VED bare at jorden går under før jeg får min pension udbetalt. Så carpe diem og det kliché. Ergo, til helvede med ATP, rate og kapital. Jeg burde tage nogle armbøjninger i stedet. Jeg kommer sikkert til at ro rundt for at få min lille pose penge til den tid. Måske kunne der komme et behændigt skybrud som ville skylle alle SU-lån ud i kloakken?! Hvad ville man egentlig gøre i sådan en post-apokalyptisk verden - der ville sikkert ikke være tid til at plukke øjenbryn. Måske ville det atter blive sådan: "Me, Tarzan. You, Jane". Ingen barberede ben. Jeg har oprettet en profil på et datingsite - so shoot me now. Måske er det derfor alle mænd kitesurfer? De prepper til water world. De løber i hvert fald maratoner like there is no tomorrow. Men de mangler stadig 'prikken over i'et' - eller 'den sidste brik', og de kræver at man skal 'have styr på sit liv'. Åh nej, og de skriver allesammen at 'de er positive mennesker'. Hvordan skal jeg så kunne finde en mage til min indre sure gamle mand og min tunge som er så skarp at jeg kan snitte banankagecarpaccio med den. Jeg kan mærke jeg er ved at snige mig ind i ikke bare nej-hatten men nej-dragten. Jeg skynder mig i seng. På min natbord ligger hele tre mænd. Doppler, The Diceman og Dracula. Man er vel promiskuøs! Og det er tilmed tre umulige mænd. Den ene vil alene på telttur med sin elg. Den anden kan ikke tage en beslutning uden sin terning. Og den tredje har liiige blod nok på tanden til min smag.