En hvid rose og strøtanke...
Camilla Rasm...
10 år siden
Det er ikke let
Baru
2 år siden
Dyssocial og Narcissistis...
Ida H. Celan...
12 år siden
Konklusion vakget 2019
Martin Micha...
5 år siden
Hyggedag
Josephine Lø...
10 år siden
Skoddag
Suree Lio (L...
12 år siden
Forårsnadver til online-u...
Camilla Rasm...
10 år siden
At skrive
Josephine Lø...
10 år siden
Man siger altid at cancer ikke rammer en selv de nærmeste, men altid naboen. Det må jeg indse ikke holder stik mere. Nu har min stedfar fået konstateret cancer, og det er en cancer af galoperende form. Dvs at vi kun har ham blandt os efter lægernes udsagn, i ikke engang et år.

Manden ryger ikke, drikker ikke, spiser og lever sundt, men alligevel bliver han ramt. Der er bare ingen retfærdighed til overhovedet.

Min mor er knust, min bror er knust jeg er knust, og alle som kender Erik er knust. Det var et kæmpe slag i ansigtet at få en sadan besked fra lægerne. De mener ikke der er noget de kan gøre fordi det har spredt sig til leveren.

Den mand der altid har været der for mig når min biologiske far har svigtet vil pludselig ikke være der mere. Jeg ved godt at vi alle skal dø en dag, men han er kun 56 år gammel, og har stadig et helt liv foran sig. Jeg forstår ikke meninden med livet hvis det er de bedste der bliver taget bort først. Hold da helt op hvor gør det bare ondt.

Det er uretfærdigt og unfair, men jeg kan ikke trylle ham rask. Bare jeg kunne, så kunne vi alle være glade igen....

Bettina

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Cancer en helvedes sygdom er publiceret 06/09-2003 10:31 af Bettina Andersen (mohia).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.