Små vinger flakser febrilsk frem over stille vand.

"Stille vand har dybe grunde", stemmen leder sig igennem mit sind, finder en krog og bider sig fast.

Men vingerne må frem.
Budskabet må ikke gå tabt i afgrunden af ingenting.
I intetheden findes allerede for mange forvildede skikkelser.
Fortabte væsner.
Som en bi med for små vinger bærer jeg mig ad ud i verden.
Flyver. Flyver. Flyver.
Stærke vinde slår plukfisk om mit liv, får mig til at længes efter frigivelse.
Alene kan jeg ikke nå frem, men i det fjerne ser jeg klippen stå stejlt i min horisont, fast, sikker og utæmmet.
Her lander små vinger trætte, ømme og våde.
Mit budskab må frem, men lige nu må jeg hvile.
Dagen gryr og klippen varmer sig mæt af solen, "lidt endnu" tænker jeg og luner mig.
Klippen bringer tørre vinger og beroligende sikkerhed, hvorfor ikke nu bevæge sig ud og tilbage?
Budskab vil ses i gentagelser, måske vil nogen forstå?
Med tiden vil mine vingers slid lade sig ses og forståes?
For vingers slid og vindenes hærgende modstand og vandenes manglende klipper vil i al sin afmagt bevise mit budskab.

Børn skal elskes! Små, ramte ulykkesbørn, må elskes stærkere!
Forrådte, misbrugte børn endnu mere!

For mine, dine og alle andres vinger.