Hej dagbog, - min tiltro til mennesker er som en aften hvor solen næsten er gået ned. Jeg skrev til mine forældres gamle nabo piger sidste nytårs aften. Jeg tænkte de vist var alene, og måske ville det varme for dem, lige at få en nytårs hilsen. Jeg har før hjulpet dem, men har siden erfaret at de måske har haft det hårdere end mig, pga deres forældre situation. Nå, men i dag modtog jeg så en besked fra dem, - om jeg var kommet hjem fra hospitalet.. Jo da, og jeg skrev lidt om det.. Det varmede tænkte jeg lige der, menneskelighed.. Men Nej, - næste besked var..for vi kunne nok godt bruge din hjælp... suk.. så ville jeg hellere at de bare havde spurgt, uden det andet først. Så kan jeg altid sige Ja, eller nej..på baggrund af om jeg kan eller ej..Men først at fake interesse.. Det hader jeg.

But we both know, that you will be helping anyway, - cos regardless of what people may think of you..you care more then most about helping people.

min bror har fået covid.. Ikke godt med hans sygdom. Hvis jeg engang bliver alene, så ... Jeg har stadig de sår, som solen ikke har kunnet hele.