Hej.

Jeg forstår det ikke. For ikke engang et døgn siden offentliggjorde jeg et opslag, hvor alting tilsyneladende var velgående. Siden jeg stod op har jeg i dag haft det fuldstændig omvendt. Jeg blev overvældet af selvmordstanker og en stærk trang til selvskade. Jeg har samme eksistentielle angst som altid; at jeg går glip af teenageromancen, kærligheden og dør alene i en tidlig alder. Jeg har haft det i flere år. Det er indrømmeligt ikke særlig sjovt at leve sådan dag til dag. Dette skal dog ikke blive et mismodigt indslag, og jeg vil diskutere disse emner forsigtigt.

Min ven sagde i dag, at han helt klart ville begå selvmord, hvis han skulle opleve min lidelse for en dag. Det er åbenlyst, at det her ikke er sundt for mig. Der må virkelig ske noget snart, for det her kan altså ikke blive ved. Det er skrækindjagende, for faktummet er, at INTET er ændret, blot min perception. Det er simpelthen noget neurokemisk, der skyldes det.

Alt det her fordufter, når jeg er i selskab. Men i det øjeblik jeg går på toilet og er alene med mine i tanker i ti minutter, så vælter de bragende frem igen. Det er noget, jeg har observeret.

Derudover er min stresstærskel så FUCKING lav. Jeg bliver helt skør i hovedet over, at jeg ikke kan foretage mig noget produktivt.

Spørgsmålet er så, hvad pokker der har forårsaget denne ekstreme emotionelle reaktion, som har varet ved hele dagen (og stadig er aktuel). Kort sagt, at to personer åbnede mine beskeder, selvom der INTET var at svare på, og det ved jeg! Men min emotioner fatter det ikke. Det er det værste.

Jeg er fristet til at gå i en laaang tangent, hvor jeg egentlig bare tilkendegiver, hvor håbløst alting er for mig, men det vil jeg ikke. Jeg vil stoppe tangenten, før den overhovedet begynder; defusion på psykologisprog.

Jeg tror, jeg vil bruge resten af aften på at finde roden til mit problem og livsreflektere.

Og til jer der har skrevet breve. Jeg vender tilbage, når jeg er oppe igen.