22 år siden

Bakkedale

Udgivelse - proces og drø...
Ansu Orheim ...
1 måned, 13 dage siden
Lidt jul og juleferie
Michala Esch...
15 år siden
Solrig tirsdag
Salomon
9 år siden
Planlagde festival til la...
Carsten Cede...
9 år siden
At skrive
Josephine Lø...
9 år siden
It. Is. Yuge! YUGE, I tel...
Olivia Birch...
7 år siden
Farvel til ”vores udveksl...
Carsten Cede...
9 år siden
At skue hunden på hårene
CamillaJe
11 år siden
Vi, uvante med mod
Ansu Orheim ...
1 dag, 11 timer siden
Virkelighedens Manuel
Anders Husma...
10 år siden
En velfærdsengel søges i ...
Regitze Møbi...
9 år siden
Once upon a time
Morten Aske ...
10 år siden
Om sorgen...og post-weddi...
Sylvia Ebbes...
10 år siden
Der var engang.
Ruth Christe...
7 år siden
De første år
Camilla Grub...
10 år siden
Inspiration eller fjolled...
Kellany Bram...
11 år siden
Ligenu ville jeg ønske, at jeg ikke havde troet så meget på glæden, at jeg troede, den ville vare evigt. Så ville det ikke være så stort og tomt nu - ensomheden, der ligger i alle dele af mig. Jeg sidder bare der i rummet og er alene. Sidder der bare og kan ikke finde ud af, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg rækker ud mod de andre, men når de besvarer min berøring, trækker jeg hånden eller ordet tilbage. Og her sidder jeg og tror, at han kan redde det hele. Og hun siger, at jeg ikke må lade ham såre mig mere. Og jeg ved, at det kun er mig selv, jeg sårer, at det kun er mig. Kun.

Jeg lægger øret mod græsset, kan høre hans trin. Og når jeg ser op, forsvinder han med trinnene. Og jeg ønsker, at han er der, så jeg lægger mig ned igen, men uden held.

Jeg har lyst til at lægge mig i min seng. Men på den anden side kan jeg ikke udstå tanken om at være der, kan ikke udstå tanken om, at de sidder i det andet rum og snakker og drikker og deler liv. Jeg er så bange for, at jeg går glip af noget, så bange, at jeg ikke ser, at det hele forsvinder midt i min angst.

Jeg savner en, der holder om mig om natten. Jeg savner en, jeg kan dele det hele med, som det ikke gør ondt at elske.

Nogle gange tror jeg ikke på lykken.

Jeg fryser. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg ville ønske, der var nogen hjemme. Jeg ville ønske, jeg kunne tage et trygt sted hen, jeg ville ønske, at der var et sted, mine tårer kunne ramme blødt.

Jeg græder. Man græder, fordi man har ondt af livet, siges det. Jeg har nok mest ondt af mig selv, fordi jeg ikke tror på det hele. Jeg mener, det kan da ikke passe, at jeg har mistet troen allerede.

Det skulle have været en god aften. Det blev aflyst. Og nu sidder jeg her med ondt i sjælden, fordi jeg fik lov til at stoppe op og se, at travlheden ikke dækker over lykken, men bare camouflerer et knust hjerte, som jeg ikke tillader at blive helt igen. Og jeg skjuler det bag ham, selvom det ikke er ham, der knuste det, men perspektivet er meget mere til at leve med. Om en måned er det et år siden, at jeg begik fejlen. Og jeg lever stadig med den. Og jeg gik fra ham. Og alligevel ved jeg, at det ikke var en fejl, bare en gerning, en handling. Noget, der måtte gøres.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Bakkedale er publiceret 12/10-2001 18:02 af Engel.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.