jeg ville bare ønske at der fandtes én i verden der kunne forstå mig og som kunne trøste mig.
han siger at det ikke er hans job at trøste mig, at må mine veninder og familie klare, og det er måske nok rigtigt, men alle har kun det samme at sige til mig. samme klicheer. og det hjælper ikke. jo flere gange jeg hører dem, jo mere bliver jeg i tvivl om det nogensinde går væk. jeg prøver at tænke de rigtige tanker, jeg prøver at sætte mine bagatelproblemer i perspektiv ved at forholde dem til andres virkelige problemer. men det virker ikke.
jeg kan godt forstå at folk er trætte af mig, men hvorfor er der barde ingen der kan sige noget som helst som hjælper?