Der var levende lys over det hele, ild i pejsen og en skål jordbær på bakken.
Vi sad foran pejsen - på isbjørneskinnet.
Han spillede gituar, og sang for mig.
Blev så rørt. Kunne ikke stoppe den tåre der trillede ned af min kind.
Det var så virkeligt. Så perfekt, og ægte.
Senere gik vi ud til søen med puder og tæpper. Sad bare på den lille bænk og snakkede, mens havefaklerne og tæppet gav os den varme vi have brug for.
Han læser mig som en åben bog. Ved alt om mig, og hvordan jeg er.
Men jeg kan ikke læse ham. Kan ikke finde ud af om han bare ser mig som en veninde, eller om der er mere bag.
Håber der er mere....Håber virkelig der er mere........