Jeg tog på arbejde i dag. Jeg havde ellers talt med en kollega om i fredags, at det vist snart var tid til, at jeg tog en lille omsorgsdag til mig selv. Er så stresset på jobbet for tiden, jeg synes ikke, jeg rigtig kan overskue at være den ansvarlige og have styr på alting. Så jeg ligner noget, der er løgn. Ser træt ud hele tiden, i hvert fald i pauserne, for der falder jeg helt ned og kan ikke holde den glade og hør-her-jeg-har-styr-på-det-hele-I-skal-bare-gøre-som-jeg-siger fade oppe...
Men jeg turde ikke. Jeg er jo ikke syg, og hvad nu hvis jeg bliver det. Det er ikke let at melde sig syg den ene dag, komme frisk tilbage en eller to dage senere, for så at blive syg igen. Den holder ikke rigtigt. Så hvor meget jeg end virkelig har brug for en dag under dynen, hvor jeg ikke skal tage stilling til noget, ikke bekymre mig om anoreksi, hjerteproblemer, tvangstanker, dyseleksi osv (hurra og velkommen til den danske folkeskole!), så tør jeg ikke...
Så jeg tog på arbejde. Skulle også kun have fire timer, for derefter at have et møde vores sundhedsplejerske - har ligesom sat hende på sagen til at hjælpe med at finde ud af, hvad pokker jeg gør ved de her anoreksipiger i klassen..Hun var nu ikke til megen hjælp, desværre. Endnu en ting, der lander på mine egne skuldre...
Efter arbejdet tog jeg i motionscenter og trænede og var sammen med en veninde. Det var lige det, jeg havde brug for. Det er sgu et eller andet sted så dejligt livsbekræftende at svede totalt igennem. Det bliver jeg altid i godt humør af. Så mon ikke jeg er klar til at stå op til en ny dag i morgen, møde den ansigt til ansigt, tage imod den - og bruge den efter bedste evne...