overvejer helt at stoppe med at gå ud. jeg mener: når jeg sidder hjemme, savner jeg ham. men det er som en dump følelse, noget som bare er der, og som jeg næsten har vænnet mig til. lidt ligesom en eller anden konstant smerte, som man ikke længere lægger så meget mærke til.
men når jeg går ud... jeg føler mig altid helt helt forkert. og jeg savner ham helt uendelig meget. som i stor uoverskuelig smerte. så vil jeg bare gern hjem på min sofa, hvor det hele ikke virker så kontant og ikke til at ignorere.
ved ikke hvad der er bedst. har lige siddet i fredags og fortalt psykologen at min præstationsangst slet ikke gælder det sociale. men hvorfor får jeg det så altid så skidt, når jeg er til fest? tænker at alle synes at jeg er tyk og kedelig. og synes selv at folk er mærkelige og at jeg kun kan finde ud af at være sammen med andreas. øv-følelser.