Hey dagbog, - jeg må komme tilbage til dig..jeg har haft mange flere tanker iløbet af dagen....jeg fik ikke sagt dem sidst..men jeg har sagt det før til dig, - så du ved det..

Det er når mørket sænker sig, jeg mærker det aller mest..jeg hader livet..selv om mange måske ville sige at jeg har alt...Jeg gidder heller ikke rigtig bruge tid på alle de mennesker der har skuffet mig...gider ikke høre deres ord mere...gider ikke tænke på dem. Jeg er lige nu så fri for dem.

Men det er nu jeg føler mig mest alene..og ingen venner i verden ville nogen sinde kunne være der nu! holde mig, trøste mig...forstå mig. Imorgen er jeg på igen, det falske smil..make-upen af glæde..illusionen kører...

Jeg hader ikke mig selv, jeg har det fint med mig selv, - men jeg hader min situation..der er en stor forskel...og det er alene den der tynger mig...intet andet..men vægten overvejer alt andet...og kun fjernelse af bjerget kan ændre noget...

*G* sjovt nok var der en gruppe idag der fremlagde deres gruppearbejde omkring selvmord...he, men man kan ikke tale mit bjerg væk, og man kan ikke få mig til at glemme det..aldrig, jeg husker det, mærker det med hele min krop, hele min sjæl er imprintet med det...der findes ingen kunstige måder at fjerne et bjerg på...Kun den ene løsning findes der..and that will never happen.

med alt det andet går det fint, - som sagt...but it just dosent matter...det er tømt for værdi...indtil bjerget er fjernet..så kan alt komme til sin ret.