tog hjem til andreas og så amelie i går. det var rigtig hyggeligt, selvom han var snottet og træt.

vi lavede hjemmelavet burger m. guacamole og jeg havde købt verdens største pose slik. inden filmen gik vi en tur.

det var dejligt at se ham, og han havde ikke været sammen med nogen. jeg slappede godt af. havde jo desværre ikke mulighed for at prøve at forføre ham, da han jo var syg, men det er sikkert meget godt. men kors, hvor er han lækker, selvom haan er syg og i træningsbukser. hans rodede hår og skægstubbe. har bare lyst til at kaste mig over ham. stod på badeværelset og duftede til hans deo, jeg er jo gal.
fik laaangt knus fra jeg gik. hvor han ligesom stod og hang op af mig. nyder den slags. og hans duft.

får jeg ham ikke tilbage? får jeg ham virkelig aldrig nogensinde tilbage? er det MENINGEN at det skal være sådan her? kan det virkelig passe, at jeg skal savne ham så meget? det giver jo ingen mening... det kan da ikke passe. det skal jo ende godt. som i amelie. jeg elsker ham jo. så skal verden jo kaste sig i støvet for mig. jeg skal da belønnes for min kærlighed. jeg skal da have en gave for mine strabadser. eller er det hele jo meningsløst. til sdist går det op for ham, at han også elsker mig, og vi indser at vi har LÆRT noget af adskillelsen, han at han elsker mig og at det er ægte kærlighed, jeg; noget som jeg ikke lige kan forestille mig, men der er noget, der er en mening. og vi kaster os i hinandens arme, krammer og elsker, og han forstår slet ikke at han nogensinde gav slip på mig. og jeg skal ikke længere styre mig, for at lade være med at røre ved ham, jeg skal ikke længere savne ham, for jeg kan bare ringe til ham eller se ham.

er det virkelig rigtigt at jeg aldrig skal ligge i hans arme mere? er det rigtigt, at han ikke kan elske mig?
jeg kan ikke... jeg kan ikke holde det ud. det KAN bare ikke passe, det giver INGEN mening.